To familiesystemer bliver til et

Som nyt par er det udfordrende, når vi i fællesskab skal finde ud af hvilke traditioner, regler mv. vi ønsker, der skal være i vores familie.

Som enkeltperson er vi hver især vokset op i en familie, hvor familien har sit eget system med bestemte roller, regler og forventninger til hinanden. Der kan f.eks. være stor forskel på, hvordan konflikter løses i en familie. I én familie kan det være, at der tales højt, når der er en konflikt. I en anden familie kan det være, at hvert familiemedlem går hver til sit, når der opstår uenigheder, uden at der bliver talt mere om uenigheden.

Konflikter – kend hinandens regler

Når et medlem fra hvert af disse familiesystemer skal leve i et parforhold, og der opstår en konflikt i parforholdet, vil hver person forsøge at løse konflikten ud fra det, de hver især har lært i deres egen barndomsfamilie. Det er ikke let at løse en konflikt i et parforhold, hvor der ikke er enighed om reglerne.

Udvikling af fælles traditioner

Hver familie har sine egne traditioner og måde at være sammen på. Når vi indgår i et parforhold, skal vi som par skabe vores fælles familiesystem med traditioner, forventninger og indbyrdes roller.

Det kan være udfordrende at finde ud af, hvordan de nye traditioner skal udfolde sig. Spørgsmål som: Hvordan skal vi holde juleaften? Hvem skal vi besøge i julen osv. Det er spørgsmål, som det er godt at få afklaret indbyrdes i parforholdet, så det ikke skaber konflikt.

Tal om det

  1. Fortæl hinanden om, hvordan jeres traditioner var i barndomshjemmet.
  2. Fortæl hinanden om, hvilke ønsker I har for jeres fælles traditioner.
  3. Tal om, hvordan I kan respektere hinandens ønsker, når I skal blive enige om de nye fælles traditioner.

Vigtigt at I begge får taletid og bliver hørt.

Vigtigt at I har god tid og ikke bliver forstyrret.