Tale-lytte-teknikken

Af Steen Møller Laursen

Der er forskellige redskaber, man kan bruge, når man gerne vil blive bedre til at tale sammen i parforholdet. Et af de redskaber, som mange kan have glæde af, er “tale-lytte-teknikken”, som bruges på PREP-kurserne. Den går ud på, at der er en taler og en lytter. Og rollen som taler og lytter går på skift imellem jer. Der er nogle regler for taleren og nogle regler for lytteren. I skal bruge en kuglepen eller lign. som mikrofon. Og kun den, der har mikrofonen, må tale (= taleren).

Regler for taleren:

Taleren har kuglepennen eller “mikrofonen”. Brug jeg-sætninger som taler. Indled sætningerne med udtryk som:

”Jeg tænker…”, ”Jeg oplever…”, ”Jeg bliver vred, når…” eller ”Jeg bliver bange, når…”

Undgå anklager, som er rettet mod den anden. Tal i stedet for dig selv og giv udtryk for, hvordan sagen ser ud fra dit perspektiv. ”Du tager aldrig opvasken”, må eksempelvis omformuleres til: ”jeg er træt, når jeg kommer hjem fra arbejde, og bliver i dårlig humør, når jeg ser opvasken på bordet fra om morgenen.”

Og en sætning som: ”Du er altid så sindsygt sur, når du kommer hjem fra fodboldklubben om aftenen” må omformuleres til: ”min oplevelse er, at der er noget i fodboldklubben, der går dig på. Det påvirker mig rigtig negativt, at du skælder sådan ud, når du kommer hjem derfra.”

For det andet skal taleren bruge korte sætninger. Afbryd talestrømmen og lad den anden gentage med sine egne ord. Og det er vigtigt at det gentagne omformuleres til egne ord.

For det tredje er det vigtigt ikke at tale alt for længe ad gangen. Små tænkepauser er helt i orden. Du har taleretten, når du har mikrofonen, så din partner kan ikke tage ordet, fordi du lige trækker vejret og tænker dig om et øjeblik.

Regler for lytteren:

For det første må lytteren gentage, hvad den anden sagde – med egne ord, når taleren giver tegn til, at sætningen er færdig. Hvis sætningen er for lang til, at man kan fastholde pointen, må man gerne gøre den anden opmærksom på at gøre sætningerne kortere. Man kan kun huske to-tre sætninger ad gangen.

For det andet skal lytteren udelukkende koncentrere sig om at finde ud af, hvad den anden gerne vil sige. Som lytter må man være nysgerrig. Det kan være godt at tænke på, at man som lytter helt automatisk kommer til orde, når man selv får “mikrofonen”. Man behøver altså ikke at være bange for ikke at komme til orde.

For det tredje må lytteren ikke komme med modindlæg, mens man er lytter. Så længe man har rollen som lytter, er det ikke meningen, at man skal fortælle om ens egne tanker. Man må forsøge at gentage den andens budskab uden at tolke det. Hvis man er i tvivl om noget, må man gerne stille uddybende spørgsmål. Man kan indlede et spørgsmål på følgende måde: ”Skal jeg forstå det sådan, at…?”

Ud over det, kan det være vigtigt at tænke over sit kropssprog, når man lytter. Kroppen taler sit eget sprog. Det er ikke svært med ansigtsudtryk, siddestilling og armbevægelser at fortælle, at man synes, at det, den anden siger, er helt håbløs. Måske himler man med øjnene, sukker eller trommer irriteret med fingrene på bordet. Denne type kommunikation skaber utryghed, som igen giver et dårligt udgangspunkt for at lykkes med tale-lytte teknikken.

Tale-lytte teknikken sætter tempoet ned i en samtale og skaber ro, som hjælper os med at møde hinanden på en ligeværdig måde. Samtidig kan den enkelte få tid til at tænke efter, hvad han eller hun egentlig mener, uden at blive afbrudt. På den måde kan samtalen f.eks. holde op med at handle om, hvem der sagde hvad og hvorfor, og den kan i stedet komme til at dreje sig om det væsentlige, f.eks. hvad en bestemt hændelse gjorde ved os hver især.

Tale-lytte teknikken er meget enkel, men kan være vanskelig at praktisere. Der skal tid og træning til, før man får teknikken helt på plads. Men den tid, man har investeret i at lære teknikken, er godt givet ud.