Når far siger ja og mor siger nej

Vi kan jo ikke altid være enige i parforholdet/ægteskabet, når børnene spørger om det ene eller det andet. Men af og til spiller børnene på den uoverensstemmelse og tager dermed forældrene ved næsen. Det må vi lære af og igennem det lære at spille sammen. En generel uoverensstemmelse mellem forældrene er nemlig ikke et sundt klima for hverken børn eller ægtepar.

Vi er (heldigvis) forskellige

I et ægteskab er det almindelig kendt, at konflikter præger livet i større eller mindre grad. Når mennesker mødes, udveksles der erfaringer og synspunkter. Det sker ofte, at disse synspunkter og meninger er forskellige. Heldigvis er forskelligheden en god gave til ægteskabet. For uden forskellighed ville ægteskabet let komme til at hensygne i trivialitet og kedsommelighed.

“Forskellige meninger og holdninger er grundlæggende positivt”

Netop vore forskellige meninger er grundlæggende for, at vores ægteskab og vores kærlighed til hinanden kan udvikle sig positivt. Det er først, når jeg møder et menneske med en anden mening end min, at jeg virkelig får øje på vedkommende og forholder mig til denne person. Så forskellige meninger og holdninger er grundlæggende positivt.

Forskellighed der ødelægger

Når børnene kommer i klemme i denne forskellighed, kan det, som er godt, udvikle sig til at blive noget negativt. Ikke sådan at forstå, at far og mor altid behøver at være enige. Børn kan sagtens takle uoverensstemmelser mellem forældre. Ja faktisk har de også brug for nogle af disse for at se, at de er ufarlige. Far og mor bliver jo gode venner igen. Så på den måde lærer de at takle forskellighed ud fra en positiv synsvinkel.

Men hvis fars og mors forskellighed betyder, at den ene siger ja, og den anden siger nej, opstår der et spændingsfelt i dette barn, som kan være af negativ karakter.

Hvem har magten?

Barnet har brug for at vide, at det ikke har magten. Barnet er grundlæggende angst for at få magten i familien. Når det overskrider grænser, er det egentligt for at få bekræftet, at det ikke har magten. Altså, at det kan være helt tryg, for far og mor har styr på tingene. Når far og mor ikke svarer ens, bliver barnet usikker. Det vil derfor let komme til at bruge tid på at overveje og beregne strategier med far og mor som hovedelementer. Efterfølgende kan barnet blive utryg, ligesom det skal bruge alt for mange ressourcer til at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Hermed forsvinder friheden for barnet, friheden til bare at være et barn.

Drejer det sig om følelsesmæssige- frem for holdningsmæssige situationer, er oplevelsen og utrygheden endnu stærkere for barnet. Resultatet kan blive et usikkert selvbillede krydret med nervøsitet og usikkerhed på livet.

De ansvarlige forældre

Vort ansvar som forældre er at være forbilleder for vore børn, ligesom vi skal undervise dem i alle livets mange tilskikkelser. Det gør vi gennem den måde, vi har valgt at leve livet på. Alt, hvad vi foretager os, både det positive og negative, er oplæring for barnet. Vi kan ikke lære barnet noget, vi ikke selv er, men vi kan være bevidste om aftaler, så barnet ikke kommer i klemme mellem et ja og et nej. Det handler ikke om, at vi af og til kommer til at være uenige, for det er ikke noget problem for barnet. Men der, hvor det snarere er reglen end undtagelsen, er det vigtigt at overveje konsekvenserne og ændre strategi. Det gælder barnets fremtid.

Gør noget

Egentligt er det også ægteskabet, der her kommer i klemme, for barnet vil i mange henseender udvikle forskellige symptomer, der kræver reaktioner fra forældrenes side. Det kan være ondt i maven, urolig søvn, mistrivsel i skolen, angst osv. Alt sammen noget som forældre er nødt til at tage sig af. Derved bliver der mindre tid til at udvikle sig i parforholdet og få løst den uoverensstemmelse, som er årsagen til et ja og et nej fra forældrene. På den måde begynder det hele at gå i ring, og i værste fald ender det med en total fastlåst situation.

Symptomer fra barnet kan derfor være en god anledning til at overveje, hvordan vi egentlig har det med hinanden som par og så tage initiativ til at ændre på praksis.