Kommunikation – opbyggende eller nedbrydende?

At kommunikere er det mest naturlige og nødvendige i parforholdet. Hvem tænker på, hvordan vores kommunikation praktiseres? Vi snakker jo sammen dagligt og det er vel godt nok? Tjou, men det er faktisk væsentligt at sætte fokus på vores indbyrdes kommunikation med jævne mellemrum, idet den aldrig er værdineutral. Enten er den positiv eller negativ. Enten er den opbyggende eller nedbrydende. Med andre ord er vores kommunikation af afgørende betydning for, hvordan vi har det med hinanden – og om vort selvbillede opbygges eller nedbrydes.

Positiv eller negativ kommunikation

Hvis vi vil undersøge om vores kommunikation er positiv eller negativ, er der fire små ord som kan give os et par signaler: “Du, dig, aldrig og altid”. Hvis disse små ord bruges flittigt i vores indbyrdes forhold, er der fare for at kommunikationen ikke er positiv. Når vi bruger disse små ord på hinanden, er det ofte fordi vi stempler og konstaterer et eller andet om ægtefællen uden særlig hensyn til, hvad ægtefællen i øvrigt selv mener. Altså et udsagn der ikke kan diskuteres, “for sådan er du bare”. Så selv om ægtefællen ikke er enig i konklusionen, ændrer det ikke opfattelsen hos den der stempler. Resultatet bliver derfor let irritation, negativitet og skænderier – ja jeg tror, det er den mest klassiske konflikt mellem ægtefæller.

Tavs kommunikation

Denne vrede eller irritation spredes så let rundt i hele hjemmet og skaber utryghed. Vi tænker måske, at hvis vi så ikke reagerer på udsagnet, kommer vi i hvert fald ikke til at sige noget forkert, men vi skal være opmærksomme på, at vi altid kommunikerer, også selv om vi ikke bruger ord. Tavshed skaber fantasier, som generelt er negative, og som sjældent er rigtige, hvilket forøger irritationen, og den fortrængte irritation og vrede kommer så ud mellem sidebenene på forskellige måder. Mange kender til, at en tavs kæreste/ægtefælle kan skabe ubehagelige følelser, hvis der ikke bliver talt om problemet.

1. råd: Jeg-budskaber

Hvis vi erkender, at disse “du-sætninger” er almindelig brugte i ægteskabet, er der god grund til at ændre dette mønster. Vi skal så i stedet for søge at bruge “jeg” sætninger. En jeg-sætning siger nemlig noget om mig selv og stempler ikke min ægtefælle. Altså det modsatte af, hvad en du-sætning gør.

Et jeg-budskab består af fire dele:

  1. Adfærd: Den situation, jeg siger noget om
  2. Følelse: Den følelse jeg oplever
  3. Virkning: Hvad det betyder for mig
  4. Ønsket adfærd: Hvad jeg ønsker den anden skal gøre i stedet for

Med en sådan fremgangsmåde udfordres min ægtefælle til forandring med min egen opfattelse af situationen, men den stempler ikke. Derved bevares den positive dialog og respekten for min tilhører.

2. råd: Papegøjeteknik

Men hvis kommunikationen er kørt af sporet og måske har været det i nogen tid, kan det alligevel være svært at realisere positive samtaler. Det er nemlig sådan, at de ord vi bruger, ikke altid er de ord der høres. Jeg vil tro, at flere har oplevet forundring og frustration over ikke at kunne få en ægtefælle til at høre det budskab, der blev kommunikeret ud, så konflikt og frustration alligevel blev resultatet, til trods for de positive jeg-sætninger. Ordene spiller nemlig ikke en særlig stor rolle, når følelserne er i kog. Her spiller det mere en rolle, hvad vi tror om os selv og ægtefællen.

“Det drejer sig ikke om at blive enige, men at sikre at den anden har hørt budskabet”

Der findes imidlertid en kommunikationsform, som kan afhjælpe dette problem. Den går ud på, at den ene ægtefælle fortæller om sin subjektive oplevelse af konfliktens karakter og indhold i korte sætninger (én til to sætninger af gangen) – og lytteren kvitterer så (efter hver sætning eller to) ved udelukkende at fortælle, hvad vedkommende har hørt, uden at give sin egen mening til kende. Det drejer sig ikke om at blive enige, men at blive tømt for indholdet af konflikten og sikre, at den anden har hørt budskabet. Med jævne mellemrum skiftes der roller, så begge ægtefæller både får lov til at fortælle om sin subjektive oplevelse af konflikten og genfortælle, hvad vedkommende har hørt den anden sige. Ofte viser det sig, at der bliver hørt noget andet end det, der er blevet sagt, da vi ofte hører det, vi forventer der bliver sagt. Kommunikation handler nemlig i udstrakt grad om, hvad vi tror om os selv og den anden. Hvis vi for eksempel forventer at ægtefællen er vred, kommer vi let til at høre vrede i kommunikationen, selvom der ingen vrede er – eller hvis man tænker om sig selv, at man ikke slår til som ægtefælle, kommer man let til at høre det bekræftet i kommunikationen. Selvom metoden særligt i begyndelsen kan virke unaturlig og papegøje-agtig, så er min erfaring, at mange forhold har haft glæde af den og er blevet overrasket over forskellen mellem det der siges, og det der høres.

Jeg vil ønske dig lykke til, at du må få talt godt med din kæreste/kone.