Hvad kan vi bruge sexuelle fantasier til?

Af sexolog og parterapeut Amanda Logoni

Vi har alle fantasier. Sex-fantasier, eller erotiske fantasier. En forestilling om noget, der ville være nydelsesfuldt og tilfredsstillende. For nogen er det meget langt fra deres virkelighed og hvad de praktiserer seksuelt, for andre er fantasien meget tæt på realiteterne, eller ihvertfald kulturelt anset som en mild fantasi og let-opnåelig. Men skal vi dele fantasierne med vores partner? Hvad kan vi bruge dem til? Og skal vi udleve dem? Hvis ja, hvordan?

At tale om fantasier

I mit arbejde som parterapeut og sexolog, taler vi ofte om lyst, og hvad det er der tænder os. Det er de fleste ganske ok og komfortabel med.

Der sker noget interessant, når jeg spørger ind til fantasier. Mange bliver røde i hovederne, og putter sig lidt. Bliver generte og en smule ukomfortabel. Det er let for os at tale om det vi og vores partner allerede forholder os til – hvad der virker og ikke virker i sexlivet, når det føles godt og rart osv…. Men når det kommer til fantasierne, så bliver det meget privat. Vi bevæger os ind på et område som mange oplever som hemmeligt og skamfuldt, som noget privat, og som en del af os, vi ikke taler om. Jeg har en oplevelse af, at mænd taler lettere om fantasier end kvinder. Og jeg møder ofte kvinder der siger “jeg har ikke nogen fantasier”. Men de har alligevel ofte noget sex de længes efter, f.eks nærværende sex, eller én der tager initiativ, eller én der er maskulin på de rigtige tidspunkter, og sårbar og indfølende når han skal det være dét… Og når jeg beder dem beskrive, hvordan det specifikt kunne se ud, så begynder de at sætte konkret ord på, hvad der kunne være rart at han gjorde, og voilá – dét er en fantasi. Vi har dem alle sammen.

Fantasier er længsel, lyst, sansning og forestillinger der åbner

Erotik er alt det der ligger udenom selve sex’en. Erotik er sansning, overtoner, undertoner, det er blikket, tanken, følelsen, den flygtige berøring. Ordet Erotik kommer af Eros, og betyder længsel. Det erotiske ligger i længslen, lysten, bevægelsen, begæret og ikke så meget i selve handlingen.

Og det er jo lige præcis dette, som fantasier er. Det er længsel, lyst, sansning, forestillinger der åbner og tænder. Derfor er vores fantasier også ganske vigtige.

Mange af os har dog svært ved at formulere vores fantasier for hinanden, fordi vi i bund og grund er pinlige og flove. Vi føler at det er “for meget”, eller “for mærkeligt”, og hvad nu hvis modtageren synes det er for langt ude, og ikke har lyst til at imødekomme min fantasi? Ofte gør disse bekymringer, at vi holder dem for os selv, og har vores fantasier i vores eget lukkede univers.

Hvad ligger bag fantasien?

Når vi alligevel deler vores fantasier, kan der ske noget særligt. Fantasier afslører som oftest et underliggende behov, og en længsel, som vi har brug for at blive mødt i. Og ofte, når dette behov mødes, og længslen bliver mødt, så opstår der noget nyt, og måske nyt begær og lyst.

“Lone havde ikke så meget lyst til sex. Ihvertfald ikke det sex som hun og Kristian havde. Det var ikke dårligt, det var bare heller ikke sindssygt godt. Og hun syntes også hun var for træt. Det var som om hun ikke orkede det. Hun følte sig ikke u-erotisk, bare ikke særlig erotisk sammen med sin partner. Hun elskede at se romantiske dramaer, og havde “en type”, som hun altid bedst kunne lide, når det kom til mænd. Men hun vidste godt at det var fiktive mænd, og derfor fandtes den længsel bare i et filmunivers, hvor hun engang imellem svømmede hen. Og i hendes drømme optrådt den har mandlige figur i form af en bredskuldret mørkhåret mand, der kunne løfte hende hen på sengen til forspillet. Selve sex’en fyldte meget lidt i drømmen/fantasien, men den her stærke beskyttende krop, der fik hende til at føle sig lille og passet på, og som samtidig ønskede at sørge for hende, at tilføre hende nydelse, kærligt men bestemt, den fyldte det hele.

Hun havde aldrig overvejet at fortælle dette til Kristian, da han ikke havde specielt brede skuldre og var lyshåret, men en dag gjorde hun det alligevel efter opfordring fra en veninde. Kristian lyttede. Og han hørte at hun beskrev behovet for omsorg, for at blive passet på, og samtidig et behov for én der tog styringen – kærligt og bestemt. Lone beskrev så detaljeret hun kunne, hvad denne her mørkhårede mand gjorde ved hende.

Efter et par dage kom Kristian hjem, ganske beslutsom, og førte Lone op i soveværelset. Han gav hende bind for øjnene ved dørtærsklen, og løftede hende det sidste stykke hen på sengen, hvor han lagde hende blidt ned. Han pillede hendes tøj af, ikke for langsomt, ikke for hurtigt, og begyndte langsomt at kærtegne hendes ben, kærligt – men bestemt. Og herfra bevægede han sig rundt på hele kroppen. Kærligt og beslutsomt indtog han hver en centimeter, mens Lone mærkede følelsen af, at være passet på, sørget for, og overgivelsen satte langsomt ind……

Bagefter var hun helt overvældet, og nærmest flov over, at hun var forsvundet ind i sit eget og bare havde ladet Kristian gøre arbejdet. Men de var begge et stort smil, og Kristian forsikrede hende om, at det var skønt, og at det var meget tilfredsstillende at se hende nyde på den måde… at det var længe siden…..”

Fantasier som kilde til kreativitet, fornyelse og nysgerrighed

Ovenstående er et eksempel på, at det at dele en fantasi, kan være til ny inspiration, og en oplagt mulighed for at gøre noget andet. Det er nemmere at imødekomme et andet menneskes behov, hvis de giver tydeligt udtryk for dem, og gerne så konkret som muligt. Sådan er det også med fantasier. Der ligger altid et behov under. Her var det behovet for omsorg, og for at blive passet på, der var blevet seksualiseret. Ganske klassisk. Og selvom vi måske har en idé om, hvad vores partner tænder på eller længes efter, kan det være meget inspirerende at høre fantasier, da de ofte er kreative for os.

Nogle fantasier ligger længere fra dét vi kunne forestille os at gøre, end andre. F.eks kan drømmen om sex med flere partnere, eller måske særligt “rough” sex, skræmme nogen. Bare fordi vi har en fantasi behøver ikke at betyde at den skal leves ud. Når vi alligevel fortæller den til vores partner, kan vi tale om behovet nedenunder (frihed, plads, omsorg, nærhed, grænser, kontroltab…. etc). Og bare det at sige fantasien højt, kan føles opstemmende og give lidt liv til den. Måske er det fantastisk i fantasien, men skal den udspilles, skal den lige revideres lidt. Tal om det.

  • Hvordan kunne denne fantasi se ud i virkeligheden?
  • Er der noget du er bange for? Hvorfor?
  • Er der noget du længes særligt efter, som er mere vigtigt end andet i denne fantasi?
  • Osv….

Vær nysgerrige på hinanden. Vores fantasier siger rigtig meget om vores indre univers, og er en kilde til kreativitet, fornyelse og nysgerrighed, og ikke mindst erotik.

Nogle mennesker oplever, at de kan blive jaloux på fantasien. Eller at de er bange for ikke at kunne leve op til den. Det skal vi heller ikke nødvendigvis! Vi leger bare sammen. Lad som om du er den/det han/hun drømmer om. Det er jo ikke virkeligt! Men det der foregår mellem jer to, det der rent faktisk er der, det er virkeligt. I møder hinandens indre, og det er meget virkeligt. Og kan man det, så er der ingen grund til at være jaloux på fantasien.

Det at undersøge og lege sammen, er fantastisk! At gå ind i den erotiske leg, det nysgerrige, afsøgende, sansende, og eventyrlige, det er en gave til parforholdet!

Artiklen har tidligere været bragt i en lidt anden form på Chrichri.