Vil have min ex-kæreste tilbage

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej. Min ekskæreste og jeg var sammen i fem år med en del pauser og nedture, men alt var fint til sidst, inden han tog på højskole. Der mødte han en ny efter et par dage. Nu er opholdet slut, og de bor ca. 3,5 time fra hinanden. Han er oppe hos hende denne her uge, men vi har også set hinanden et par gange, og det har været super rart.

Jeg føler stadig, at der er en gnist fra hans side. Kan det fungere mellem dem, når hverdagen går i gang med arbejde osv., eller kan jeg have lidt håb om (så egoistisk som det lyder), at han slår op, og vi finder sammen igen. For jeg tænker ikke på andet end ham.

Tak på forhånd


Svar

 

Kære kvinde

Du spørger, om jeg tror, der er håb for, at du kan finde sammen med din eks kæreste, som du har været sammen med ”on and of” i 5 år. Han er lige kommet hjem fra højskole og nu fundet en ny kæreste. Som du godt kan gætte, kan jeg ikke spå, om det kan lykkes dig at få din gamle kærlighed tilbage.

Pas på dig selv

Men jeg vil skrive til dig om, hvordan du kan passe på dig selv, når den du holder af, finder en anden og du rammes af kærestesorg. Hvordan undgår du at blive sådan en, som man ”bare” vender tilbage til, når den andens forelskelsesrus brænder af, og dermed bliver du sådan én, som er ”billig til salg”.

Vokse fra hinanden

Du skriver, at din ekskæreste har været på højskole. På højskole bor man tæt på andre, som typisk er i samme alder som en selv. Der bliver man typisk en del af et tæt fællesskab med fælles sjove og spændende oplevelser og minder. På højskole udvikles man, og da du ikke har været en del af det, vil det let kunne ske, at I to vokser fra hinanden.
Derfor vil det, jeg skriver til dig, handle om, at du skal passe godt på dig selv og ikke lade dig nøjes med at vente på ham. Det kan måske blive en forgæves venten. I stedet vil jeg opfordre dig til at pleje det, der er dig, og det, der giver dig et godt liv. Vel vidende at der er en sorgproces, du skal igennem.

Kom igennem kærestesorger

  1. Kærestesorger er noget alle har prøvet, tal derfor med en anden kvinde om din sorg og frustrationer. Det at tale højt om kærestesorg til en anden, kan faktisk være en hjælp i sig selv. Tal med en god veninde, en søster, din bedstemor eller din mor om din sorg.
  2. Giv dig lov til at være ked af det. Accepter at kærestesorg kan tage tid at komme over, og accepter din status som single.
  3. Du vil måske opleve at få negative tanker om dig selv, stop dem, de gør dig ikke noget godt. I dig er der noget værdifuldt og noget godt, og det må du godt nære og lade vokse.
  4. Gør noget godt for dig selv, for eksempel gå en tur, gå i biografen, tag på cafe med en god veninde eller forkæl dig selv.
  5. Brug din krop og gør noget fysisk. Få luftet dine tanker, din vrede og triste tanker. Det kan du for eksempel gøre ved at løbe en tur, gøre hovedrent, gå en tur eller lav en anden krævende fysisk udfoldelse. Det skaber gode hormoner i din krop.
  6. Afbryd forbindelsen til ham, også på sociale medier. Drop at læse hans gamle søde beskeder eller andet, som minder om ham. At du fortsætter med at have forbindelse til ham vil blot pine dig og give dig falske forhåbninger. Du risikerer at spilde dit liv på at vente på en, som måske aldrig kommer. Og kommer han, hvor mange gange skal du så finde dig i, at han falder for én anden og tror, at han bare kan vende tilbage til dig. Så kan du bliver et billigt legetøj, – det fortjener du ikke.
  7. Lær af dit forhold. Brug tid på at reflektere over, hvad var godt i jeres forhold, og hvad kunne du ønske var anderledes.

Jeg tror, det er vigtigt, at du ikke lader dig nøjes med få den smule kærlighed, som du nu kan få. Få vendt dit blik mod alt det andet skønne, der er i livet. Måske finder du engang en anden derude i verden, som kan se dig på den helt særlige måde, som den, der elsker, kan gøre. Held og lykke med dit liv. Jeg håber, der er noget i det, som jeg har skrevet, som du kan bruge. Vær god ved dig selv i denne svære tid.

Med kærlig hilsen Erna