Vi er udmattede – er skilsmisse løsningen?

Spørgsmål

Fold ud

Vi har været gift i 22 år. Jeg var meget forelsket, INDTIL vi blev gift, derefter dalede min forelskelse og sexlyst med det samme. Siden har vi fået to børn og et godt liv med mange venner og en stor familie. Jeg har hele tiden været taknemmelig for vores børn og liv sammen. Jeg var meget lykkelig, da vores børn var små. Jeg havde senere en periode, hvor jeg var forelsket i en anden og var desværre også utro for ti år siden. Min mand reagerede ikke så meget på det, fordi han var deprimeret generelt. Jeg er otte år ældre end ham. Vi har begge tendens til tristhed, og han har haft deciderede depressioner flere gange. Jeg er den positive og mere udadvendte. Han savner sex. Jeg savner inderlighed og samtale, og at vi når hinanden. For ca. ti år siden gik vi i parterapi af flere omgange, men fik til sidst nok af det. Siden har vi resigneret, men efterhånden er det svært at skjule vores manglende “inderlighed”, især overfor vores nu store drenge.

Vi går i kirke og har det for det meste fint, når vi laver sociale ting sammen med andre, men vi kan ikke være romantiske sammen. Det prøver vi på en gang om året, når vi har bryllupsdag, men det lykkes ikke. Vi kan knap nok have en samtale kørende, og vi griner sjældent sammen. Jeg holder meget af ham og bekymrer mig for ham og ønsker ham det bedste. Han er en god fyr og en god far og pæn, dog ret distræt og sjældent rigtig glad. Han finder ro og glæde ved at spille onlinespil eller se serier om aftenen. Vi er efterhånden ved at miste troen, da vi ingen “fremskridt” har oplevet de sidste mange år. Det har været sådan her i 20 år . Nu hvor drengene er store og nærmest passer sig selv, føles det som livet er ved at ebbe ud! Til fester osv. er jeg både glad og oplivet, og jeg kan sagtens nyde en køretur i skoven eller lignende, mens han virker, som om alting keder ham. Han kan oplives af jazzmusik eller vandsport eller noget mere vildt, mens jeg nyder de nære ting mere. Jeg har altid savnet at dele glæden ved de nære ting med ham. Jeg har savnet inderlighed fra hans side, og han savner hengivelse og sex fra min side. Det er som om vi savner noget oprigtigt begge to. Det værste er, at vores yngste søn, som er meget følsom, hører hver gang vi snerrer af hinanden, eller når jeg brokker mig over min mands rod igen og igen.

Jeg er træt af at have sex uden den mindste lyst. Jeg er træt af at skulle forstille mig. Jeg kunne godt leve videre med ham som en ven – uden sex, hvis han gik med til det, men det betyder så meget for ham, at det virker på mig, som om det er det eneste, der betyder noget for ham. Og det gør mig trist. Jeg har altid følt, at han lige så godt godt kunne have fået en anden og at jeg ikke er noget særligt for ham. At det var mig, der valgte ham og ikke omvendt (hvilket er sandt). Jeg var så forhippet dengang på at FÅ ham. Jeg var så forelsket og tiltrukket af ham fysisk. Vi var aldrig gode til at tale sammen og jeg skammede mig på en måde lidt over at ses sammen med ham dengang, fordi jeg følte, at forholdet var skævt, baseret på det forkerte – fysisk tiltrækning. Jeg følte ikke, jeg hvilede i forholdet, eller at jeg var mig selv. Jeg gjorde alt for at være smuk og tabte mig meget og skiftede tøjstil osv. Altså en meget umoden forelskelse. Nu elsker jeg ham selvfølgelig, og jeg skammer mig ikke spor over ham. Han er vokset og blevet en flot moden mand, som er mere sig selv end dengang. Vi ønsker ikke at såre hinanden og siger aldrig grimme ting til hinanden, vi mundhugges over ROD, eller han irriteres og tænker dårlige ting om mig (siger han) jævnligt. Jeg har aldrig følt, at han valgte mig, eller at han synes, jeg er “den bedste”. Tværtimod har han ofte været kritisk og det har jeg mærket. Måske også lidt pga. min alder.

Alt i alt er vi kørt træt ….. vi er matte. Ingen ser hvad vi bærer rundt på, for udadtil stråler vi og er et smukt par. – Kan man skilles uden at gå fortabt?


Svar

 

Kære kvinde, der er kørt træt!

Tak for dit spørgsmål. Vi tror, at der vil være mange, som kan genkende noget af det, du skriver. Næsten halvdelen af alle ægteskaber slutter ikke, når døden skiller ægtefællerne, men når kærligheden af én eller anden grund hører op. Ofte sker det, når børnene bliver større og ”passer sig selv”. Der kan være mange grunde til, at kærligheden ophører, men et ret typisk træk er, at vi tror, at et ægteskab kan køre på automatpilot, eller at kærligheden kan blomstre helt af sig selv. Det sker ikke. Vi er nødt til at investere i kærligheden, ligesom vi gør med blomster. Vi gøder, vander, passer og plejer. Ét af problemerne er, at alt det gode kommer til at overskygge det vigtigste. Det vigtigste, vi har i ægteskabet, er forbundetheden og kontakten med hinanden. At vi virkelig lytter til hinanden, deler med hinanden, griner og græder sammen. I parentes vil vi nævne, at når forbundetheden forsvinder, så forsvinder sexlysten også ganske ofte – måske særligt for kvinder. Derfor tror vi, at hvis I skal blive sammen, er I nødt til at finde en måde at forbinde jer med hinanden igen.

Alt det gode, som I også har og har haft sammen er børnene, venner og familie, arbejde, fester og køreture. Og det kan særligt i den tid, hvor børnene er mindre komme til at virke fint og nærmest køre af sig selv, men hvor vi glemmer sådan virkelig at pleje forholdet til hinanden. Vi mærker næsten ikke, at vi er holdt op med at vælge hinanden til som førsteprioritet i vores liv, men det er nødvendigt. Vi oplever tit, at det er kvinden, der først mister fornemmelsen af at være mandens førsteprioritet. Du skriver det også selv: ”Jeg savner inderlighed og samtale, og at vi når hinanden”. Hold fast i det! Hold fast i, at det er et vigtigt behov, du har, for det er i vores optik nøglen i ethvert ægteskab, og dybest set også noget, din mand længes efter.

At tage et valg

Vi fornemmer i dit spørgsmål, at du er nået til et punkt, hvor du ikke føler, at det kan fortsætte som hidtil. Det skal du helt klart tage alvorligt. Der er en fare for, at man ikke tør at tage et valg, fordi det har så uoverskuelige konsekvenser, men det er sundt for os at tage ansvar for vores liv. Det mærker vi også i dit spørgsmål. Hvis ikke der sker en drastisk forandring, så risikerer du at ødelægge dig selv helt og sikkert også din mand. Måske får depressionen et endnu dybere dyk. Der er også det perspektiv, at du sikkert ikke ønsker, at dine børn skal se deres forældre have det dårligt med hinanden og på den måde få et forvrænget billede af, hvordan et godt ægteskab er.
Så derfor må du tage et valg: Vil du gå fra din mand, eller vil du/I gå i gang med at lave om på, hvordan I lever sammen med hinanden?

Depression og kritik

Hvis du/I vælger, at I skal fortsætte sammen, så er der et arbejde, der skal gøres. Noget af det, der først springer i øjnene er, at der er en problematik, som I er nødt til at forholde jer til. Det lyder til, at depressioner har det med at komme på besøg i jeres forhold og fylde en hel del. Det kan være lidt svært at læse sig frem til, om din mand har en depression lige pt., eller om han er kronisk depressiv. Uanset hvad er det en alvorlig sygdom. Får han den rette hjælp, eller er det bare blevet en ting, I lever med? Ligesom enhver anden sygdom så er depression noget, som påvirker parforholdet meget. Hvordan tackler I det? Får I snakket om det? Får depressionen lov til at styre jeres forhold, så det bare kører stille og roligt i sænk, fordi der lige mangler det der overskud til også at gøre noget sammen?
Det lyder i hvert fald til, at nogle af de ting, som fylder, stammer fra depressionen. En depression er ofte kendetegnet af mange kritiske tanker hos den deprimerede – særligt selvkritik. Når du mærker, at han er kritisk over for dig, og når han giver udtryk for nogle kritiske tanker, der fylder hos ham, så lyder det mere som depressionen, der taler. Når du så oveni kommer med (berettiget) kritik af hans rod, så er der i forvejen fyldt op med kritik i hans hoved. Måske vil I opleve en anden mulighed for at rumme hinanden, hvis der blev taget fat i depressionen.

Hvis en familie oplever et problem – det kunne f.eks. være et alkoholmisbrug i familien eller som i jeres tilfælde depression – så sker der ofte det, at alle andre begynder at indrette sig efter det, så det bliver et problem, der rammer hele samspillet, men faktisk også den enkelte. Det betyder, at vi begynder at sætte vores egne behov til side. Vi giver måske ikke udtryk for det, vi føler, mærker eller oplever. Vi begynder endda ofte at tvivle på, om det, vi selv mærker, er sandt! Men det er muligt at komme ind på et sundt spor igen, hvis der kan tales om alt det, som det ikke har været muligt at tale om før. Det er bestemt noget, I kan tage hul på selv, men vi er overbeviste om, at en parterapeut vil kunne hjælpe rigtig meget i den proces. Det kan også være en mulighed, at din mand selv får taget lidt mere fat om depressionen, hvis ikke han i forvejen er inde i et forløb. I så fald kan han kontakte sin læge, som kan vurdere, hvilken hjælp han har brug for. Samtidig kan I få gang i samtalen med en terapeut om de fælles udfordringer, som det stiller jer overfor.

Få hjælp af en sexolog

Der er også spørgsmålet om jeres sexliv. Måske er det ikke en parterapeut, I skal have fat i, men en sexolog. Vi har her på parvis.dk to sexologer, som kan hjælpe jer videre. Det vil også være en lidt anden tilgang end det, I før har prøvet. Måske vil det også for din mand være mere motiverende, når nu behovet for sex fylder mest for ham. Problemerne i sexlivet hænger ofte sammen med så meget andet i parforholdet, så derfor kan det være en god indgang til at få taget fat om de andre udfordringer også. At din mand opsøger sin læge forhindrer i øvrigt ikke, at I samtidig har et forløb med en sexolog.

Det mindste onde

Der er et meget direkte spørgsmål til sidst, som vi vil sige lidt om. Du spørger: ”Kan man skilles uden at gå fortabt?”
Når nu du nævner, at I går i kirke, så går vi ud fra, at det er et trosmæssigt spørgsmål, du stiller, som vi læser i retningen af ”Vil Gud dømme jer til fortabelse, hvis I bliver skilt?”. Det er naturligt for et kristent menneske at være optaget af, hvad Gud måtte mene om den sag. Det finder vi i Bibelen, og der er det tydeligt, at skilsmisse strider imod Guds ønske for vores liv. Men det er også vigtigt at få sagt, at der ikke er noget, som ikke kan komme ind under Guds tilgivelse, når vi beder ham om det. Vi rammer konstant forbi de gode tanker, Gud har for vores liv, f.eks. bagtalelse, utroskab og pengegriskhed, men alt det er båret op på korset og forsonet med Gud. Skilsmisse og ægteskab er ikke i en særlig kategori i forhold til f.eks. bagtalelse. Vi håber derfor for jer, at hvis det ender med en skilsmisse, at I så kan slå en streg i sandet og lade fortiden være under tilgivelsens fortegn. Vi må kæmpe, så lang tid vi har kræfter til det, for at bevare ægteskabet, men selv Jesus kommer ind på, at skilsmisse kan være det mindste onde.

Tal med en præst

Gud ønsker, at livet (og ægteskabet) skal være godt for os. Det er jo derfor, han vil værne om ægteskabet. Når nu I kommer i kirken, så er det oplagt, at du tager en samtale med din præst om disse ting eller måske en anden med sjælesørgerisk indsigt. Måske kunne det også give anledning til at få taget det valg, som er så vigtigt for dig at få afklaret, i forhold til hvor lang tid, du skal kæmpe.

Så lidt opsummerende vil vi anbefale dig at få taget et valg. Hvis valget er, at du fortsat vil kæmpe for ægteskabet, så skal I gøre noget andet end indtil nu. Tal med en sexolog, en terapeut, en præst, en læge – få noget professionel hjælp. Måske kan du starte med at vise din mand dit brev og vores svar – så kan I tage udgangspunkt i det.

Venlige tanker fra