Utroskab – skilsmisse?

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej

Jeg har læst en del indlæg på jeres side for at finde svar på mit dilemma. Jeg er 51 år, og min kone og jeg har kendt hinanden i 27 år, har tre voksne / næsten voksne, hjemmeboende børn.

Vores sexliv har aldrig været fantastisk, men det har så meget andet – vi kan lave mange aktiviteter sammen også i hele familien. Gode ferier og faktisk også en hyggelig travl hverdag.

For 6 år siden havde jeg en affære, som blev opdaget efter ca. 4 mdr. I tiden der fulgte, havde min kone og jeg mange gode snakke om tillid, venskab og sex og samliv i det hele taget. Jeg fik mulighed for at blive, og jeg blev, fordi det var det nemmeste og så af hensyn til børnene. Jeg har så efterfølgende haft et antal sidespring, som ikke er blevet opdaget men stoppet af modparten, fordi det var gifte kvinder. Et par af dem var jeg meget forelsket i, og det var en gave at få lov at opleve. Ydermere havde jeg gode livskloge snakke med dem.

Nu står jeg i den situation igen at have en vidunderlig affære – med en singlepige. Og dermed reel mulighed for at få et andet liv rent følelsesmæssigt, end det jeg har i dag. Jeg har aldrig sagt til min kone, at jeg elsker hende, og reelt har jeg nok bare taget hende for givet et langt stykke af vores fælles liv.

Min kone har konfronteret mig med en ændret adfærd, og jeg har erkendt, at jeg ikke føler det for hende, som jeg gerne vil føle for det menneske, jeg skal dele de næste 20 år af mit liv med.

Hun har ikke kendskab til mine øvrige affærer, men synes, at jeg giver op på vores mangeårige venskab og fælles ansvar med at få børnene godt i vej.

Spørgsmål: Har jeg allerede været så meget en lort overfor dem, jeg elsker mest – børnene – uden de ved det, til at vores forhold er dødsdømt? Det virker uoverskueligt at skulle splitte op – men også uendeligt at skulle blive sammen med min kone for børnenes skyld.

Jeg er ikke objektiv – føler mig som en stor egoist med store krav til livet og mine omgivelser.

Mvh.
E

 


Svar

Kære E.

Tak for dit ærlige brev, som vidner om noget meget tungt i dit liv. Brevet vidner om to mennesker – i et ægteskab – som er kommet til at stå ret langt fra hinanden – hen ad årene. Du skriver, at du aldrig har sagt til din kone, at du elsker hende, og at du reelt nok bare har taget hende for givet et langt stykke af jeres fælles liv. Du skriver også, at du i dine sidespring/affærer har oplevet stærke forelskelser, hvilket har været en gave for dig, og at du har kunnet have livskloge snakke med affære-kvinderne. Her bliver jeg lidt nysgerrig på, om det, du siger er, at du faktisk aldrig har elsket din kone og oplevet det samme med hende (den tætte fortrolighed og den meget følbare forelskelse og kærlighed), – eller – om det er sådan, at du bare aldrig har fået det sagt og haft et sprog for at kunne sige det til netop hende? Jeg er nysgerrig efter at vide, om du ved og har erfaret, hvad det betyder at elske netop din kone? Har gnisten og de kærlige følelser været der engang hos dig og imellem jer?

Der er meget i dine beskrivelser, som vidner om, at du lige nu har en mening om og oplevelse af, at du og din ægtefælle mest altid bare har haft et godt venskab og makkerskab i jeres fælles liv, og at du egentlig aldrig har elsket din kone sådan virkeligt og haft et kærlighedsforhold til hende. Er det sådan det er, eller er det en sandhed med modifikationer? Svaret på dette er vigtigt, for det siger noget om, hvorvidt du og din kone har/har haft noget sammen, som I måske kan arbejde jer tilbage til, hvis I har vilje og evnen til det, dér hvor I er nu i livet. Hvis I begge ved, hvad det vil sige at blive elsket, rummet, prioriteret, forstået, tilgivet, givet plads og få forståelse osv. hos den anden, – ja – så er der noget at arbejde på at komme tilbage til og genfinde.

Du skriver, at du for seks år siden – da du blev afsløret i din første utroskab – valgte at blive i ægteskabet, da din kone gav dig muligheden. Jeg hører her, at din kone dengang rakte meget ud efter dig og var villig til at tilgive dig og give både dig og jeres ægteskab en ny chance. Du skriver, at du valgte dette, fordi det var det nemmeste og – måske mest af alt – af hensyn til børnene. Denne beskrivelse fra din side af giver mig en fornemmelse af, at du faktisk ikke selv mener, at du gik helhjertet ind i ægteskabet igen og valgte din kone og parforholdet helt til igen; men at du valgte dette, fordi det var det nemmeste praktisk, og fordi din kærlighed til børnene guidede dig til at blive i ægteskabet.

Der er meget i dit brev, der tyder på, at du og din kone ikke har fået fundet mere fast grund under fødderne i jeres ægteskab og i relationen til hinanden i de senere år, selv om I havde mange dybe snakke med hinanden efter dit første utroskab/sidespring. Og dine sidespring sidenhen vidner om, ud fra hvordan du taler om dem, at der hele tiden har været noget hos dig, som ikke har været i ro med din kone og dit liv sammen med hende. Og – det må have være enormt hårdt og svært for dig at leve i dette dobbeltliv og i et sådant følelsesmæssigt spændingsfelt, hvor du hele tiden har søgt efter noget nærhed, dybde, forståelse og sex hos andre kvinder. Jeg forestiller mig også, at din kone har gået med mange svære følelser, længsler og tanker, men det kan jeg jo ikke vide noget om – kun gisne om. Det lyder til, at det har været svært og hårdt for dig/jer igennem årene.

Det korte af det lange er, at når jeg læser dit brev, så kommer jeg til at sidde med et billede af en ægtemand, som er særdeles splittet og udspændt i livet. Jeg ser en mand, som følelsesmæssigt i lang tid har været virkelig på overarbejde i livet og savnet virkelig meget i sit ægteskab – med mange tunge byrder på sine skuldre og i hjertet. Der er noget hjerteskærende og ’uværdigt’ over hele din fortælling og situation. Det er – efter dine begreber, fornemmer jeg – forkert og uværdigt over for din kone, at hun har en ægtemand, som bedrager hende, og som ikke kan og vil praktisere troskab i forhold til hende, når det er det, han faktisk har lovet hende og det, som hun regner med. Det er – efter dine egne begreber – uværdigt over for dig selv og din kone og hele familien, at du lever i dette dobbeltliv, for du kalder det, du gør/har gjort for ’lortet’ som ægtemand og far. Du spørger, om du har været så meget ’en lort’ i det, du gør/har gjort, at du helt har ødelagt mulighederne.

Du skriver også, at det virker uoverskueligt at skulle splitte op – men at det også virker uendeligt at skulle blive sammen med din kone for børnenes skyld. En replik til dette skal være: Hvad mon din kone tænker og mener? Vil din kone nøjes med, at du bliver hos hende kun for børnenes skyld? Og hvad med børnene? Jeg ved ikke, hvor gamle jeres børn er, men jeg formoder, at de er store/halvvoksne. Hvad vil børnene mene om dit koncept med at ’blive hos mor’ for deres skyld alene – hvis de f.eks. kendte konsekvenserne af det (utroskaben, den manglende respektfuldhed, alle tårerne, al mistilliden)? Ville dine børn have respekt for, at du blev hos mor i alle årene for deres skyld – men dyrkede utroskaben ved siden af? Der er mange vigtige spørgsmål, som jeg ikke kan vide noget om svarene på, så jeg bliver nødt til bare at sende dem videre til dig – til overvejelse.

Jeg kan selvsagt ikke fortælle dig, om du skal blive hos din kone, eller om du skal bryde ud af ægteskabet og give dig hen til singlepigen og til et liv med hende. Men – jeg vil gerne pege på nogle flere ting, som forhåbentlig kan være med til at hjælpe dig og jer lidt på vej:

1) Jeg tolker ud af dit brev, at du må være ret slidt i det dobbeltliv, som du har levet en del år nu. Jeg fornemmer meget, at det er ret hårdt for dig samvittighedsmæssigt at leve i dette dobbeltliv (du kalder dig selv en ’lort’ og en ’stor egoist’). Du skriver, at din kone ikke ved noget om alle sidespringene, du har haft, og jeg forstår det sådan, at hun heller ikke ved, at du lige nu har et forhold til singlepigen, som du ikke bare har sex med, men som du også er følelsesmæssigt meget engageret i og drømmer om en fremtid med. Dette får mig til at sige en meget vigtig ting: Du skal have snakket med din kone om virkeligheden, som den er. Det er for mig at se første skridt for dig/jer. Du skriver, at du har indrømmet over for din kone, at du ikke føler det for hende, som du gerne ville føle for det menneske, som du skal leve med i årene fremover. Men – du har ikke været virkelig ærlig over for hende. Du har ikke fortalt hende, at du har en anden kvinde. Du lever aktivt i uærligheden, utroskaben og i at bryde den tillid, som hun har til dig; – og – i tankerne og følelserne og handlingerne praktiserer du hele tiden et brud med din ægtefælle og en flugt væk fra hende hen til en anden kvinde. Dette bliver nødt til at komme frem i lyset i forhold til din kone – både for hendes skyld og for din skyld. Din kone har for mig at se p.t. ikke en mulighed for at kunne forholde sig til virkeligheden, som den ER, og det er hverken givende, rart eller rigtigt – set ud fra hendes banehalvdel og mulighed for at kunne agere. I har p.t ikke en mulighed for at møde hinanden ret, ærligt og helt. Jeg tænker, at vejen frem er åbenhed, ærlighed og kommunikation; at I skal i gang med snakke sammen.

2) Og så er der jo for øvrigt også en tredje part – single-kvinden, som du har et forhold til, og som skal med i dine betragtninger. Jeg går stærkt ud fra, at hun også lægger meget mærke til, hvordan du agerer og er til stede lige nu i dit dobbeltliv med hende og med din hustru/familie. Måden du agerer på og håndterer alt det svære på lige nu på din hjemmefront lagrer sig også i hendes følelser, tanker og ’system’. Hvis du ender i et parforhold med hende, så er ord som tillid, troskab og ærlighed vigtige begreber, som du ikke bare kan formulere mundtligt og som luftige intentioner og løfter i forhold til hende. Du viser også aktivt lige nu, ’hvad du er lavet af’, og hvordan du håndterer et parforhold, og hvordan du udlever/ikke udlever disse værdier i dit konkrete liv. Jeg ved selvsagt ikke, hvordan single-kvindens blik er på det hele, men jeg har en stærk formodning om, at hvis I to ender i et parforhold, så er der brug for vigtige samtaler om, hvad ærlighed, troskab og tillid er for jer – i praksis.

3) Du og din kone står stadig i et gensidigt forhold, hvor der skal tages hensyn til hinanden, og hvor begge har en røst og et blik og noget vigtigt at sige og byde ind med. Her skal jeg udfordre dig lidt og rette dit blik lidt mere hen på din kone. Jeg skal spørge dig helt konkret til, hvad du mener, at du står med af ansvar over for din kone i den nuværende situation? Hvad skylder du hende, sådan som situationen er p.t.? Hvis du ikke kan elske hende og ikke kan se en fremtid med hende, hvad kan og vil du så give hende – her og nu – i situationen? Vil du give hende din respekt og ærlighed? Vil du lægge kortene på bordet med de slag, det vil give dig? Vil du stå ved dine sidespring og din nuværende utroskab? Vil du hjælpe din kone til at kunne stå lidt oprejst i alt det svære?

4) Det er helt tydeligt i dit brev, at du ikke har trivedes i mange år i jeres ægteskabelige samliv følelsesmæssigt og seksuelt; at du egentlig har givet op på følelsesmæssigt og seksuelt at få det, du har længtes efter og længes efter i dit ægteskab. Jeg kan selvsagt heller ikke sige noget om, hvordan I endte der, hvor I med tiden endte. Jeg forestiller mig, at det har været svært og hårdt for jer begge – og stadig virkelig er det for jer begge. Men – har I forsøgt jer med parterapi? Har I arbejdet på det, som er og har været jeres udfordringer? Ville der være noget at hente her – i parterapi? Det tror jeg, at der er og ville være. Jeg vil anbefale jer at gå i parterapi. Det er bestemt ikke sikkert, at det kan redde jeres ægteskab. Men – det kan så i stedet hjælpe jer til at få snakket det hele godt igennem, så I kan få en bedre skilsmisse, hvis det er det, som det ender med; og det kan hjælpe jer til at få mere forståelse på i forhold til hinanden og hinandens virkeligheder, og det kan hjælpe jer til at få snakket om og snakket ind i det, som er svært.

Afrunding: Jeg kan og vil som sagt ikke sige, hvad jeg synes, du skal gøre i situationen, men jeg vil gerne sige til dig, at et ægteskab og parforhold ikke kan leve og ånde og trives og overleve, hvis ærligheden, tilliden og troskaben får trange kår, og hvis de to parter bliver isolerede med sig selv – væk fra hinanden – med hver deres udgave af sandheden og med hemmeligheder og fortielser og løgne.

Du spørger til sidst: Har jeg allerede været så meget en lort overfor dem jeg elsker mest – børnene – uden de ved det til at vores forhold er dødsdømt? Når jeg prøver på at forstå, hvad det er, du skriver ud af her, så hører jeg, at du spørger, om du allerede har lavet så meget lort som familiefar og ægtemand i de valg, du har taget, at det ikke giver mening at blive sammen for børnenes skyld, netop fordi ægteskabet og samlivet allerede er så ødelagt i praksis. Hvis jeg har forstået dig ret i dette, så må jeg sige, at jeg ikke ved, om det, du har gjort og stadig gør er så ødelæggende, at der ikke er nogen vej for dig og din ægtefælle i et fælles fremtidigt ægteskab. – Men – jeg vil som sagt gerne støtte dig i, at det må komme an på en prøve ved, at du og din kone tager fat i det hele – og gerne i noget parterapi.

Der er også noget vigtigt i forhold til dine børn her. Hvad vil du gerne have snakket med dine børn om under alle omstændigheder? Er der noget, du har brug for at få rettet op på i forhold til dem midt i din svære situation? Hvad er vigtigt for dig som far? Hvilke værdier vil du gerne give dem videre?

Jeg vil ønske dig og jer alt godt.

Med venlig hilsen