Utroskab og brud på tillid

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej.

Min kæreste og jeg har kendt hinanden, siden vi var helt små. Vi var hinandens første kæreste og første kys.

Efter folkeskolen gik vi hver til sit men holdt stadig kontakten i ny og næ. Vi startede hvert vores liv – mig med mand og børn, og ham med fast kæreste.

Jeg valgte at lade mig skille, og han og kærsten gik fra hinanden ikke lang tid efter. Vi fandt herefter sammen, købte hus og fik barn.

Han er fantastisk med mine børn fra det tidligere ægteskab, og de forguder ham og han dem. Jeg elsker ham højt og har slet ikke kendt til kærlighed som denne før.

Men sidste år på en herretur købte han sig til et håndjob af en stripper. Noget han aldrig før har gjort, og noget han ellers aldrig kunne finde på. Han fortalte det hele, da han kom hjem og var helt ærlig omkring alt. Han angrede dybt – det har jeg heller aldrig været i tvivl om, og jeg tilgav ham derfor.

Men tilliden blev brudt. Det glansbillede, jeg havde om os og vores familie, blev revet over. Mit hjerte blev knust. Min selvtillid forsvandt. Jeg følte mig pludselig ikke tilstrækkelig eller nok.

Han siger, at han vil alt det, vi har sammen og vil ikke undvære bare en lille del. Selvom der er gået nogle mdr., så kan jeg mærke, at jeg stadig føler sådan – utilstrækkelig. Jeg er bange for at miste ham og alt det, vi har og har bygget op sammen.

Jeg er stadig voldsomt ked af det, skuffet over ham og ikke mindst på børnenes vegne. Han skal jo være et forbillede.

Tiden nærmer sig planlægningen af en mere herretur, og jeg er bange for, at han vil med – for hvad gør jeg så? Og hvad med den manglende tillid?

Jeg er så knust, og han har såret mig noget så utroligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre – komme over det – se på ham på samme måde som før – få min selvtillid tilbage og ikke mindst tilliden til ham og den person, jeg ved han er. Han skammer sig så ufatteligt meget over det og vil ikke snakke om det igen, så jeg er i vildrede. Hvordan hjælper jeg mig selv og vores forhold videre herfra?

Vi har forsøgt at fortsætte, som vi plejer, men med mere prioritering af tid alene sammen, og vi har et sundt sexliv. Men det sidder hele tiden og niver i hjertet.
Hvad skal jeg gøre?

 


Svar

Kære dig.

Tak for din henvendelse.

Hvor gør det mig ondt at læse om, hvordan du har det. Du beskriver meget tydeligt, hvordan din verden ikke længere er den samme, som den var for syv måneder siden – der er simpelthen kommet en grundlæggende utryghed og mangel på tillid ind i dit liv på alle niveauer:

  • Din selvtillid er væk, og du føler dig utilstrækkelig.
  • Du stoler ikke længere på din kæreste og er bange for at miste ham
  • Din børns far er ikke længere det forbillede, som du mente, han var.

Hvor må det være rædselsfuldt at have det sådan, og hvor må det også føles ensomt, når din kæreste ikke vil tale om det. Derfor vil jeg også med det samme fremhæve, at du er helt normal. Utroskab er noget af det mest sårende, som vi kan blive udsat for. Når man, som du, har haft oplevelsen af at leve i en “glansbilledverden”, er det ekstra traumatisk, fordi det solide verdensbillede med ét rives i stykker. Du har været udsat for et meget stort svigt af en person, som du har kendt i mange år, og som du har forventet alt godt fra.

Når du derfor spørger, hvordan du og I skal komme videre, hvordan du skal se på ham på samme måde som tidligere, og hvordan du får din selvtillid tilbage, er det meget store spørgsmål, som er både forståelige, og som jeg kun kan hjælpe dig delvist med. Jeg vil alligevel gerne forsøge:

1) Jeg har allerede skrevet, at du er helt normal, for tilgivelse er ofte en langvarig proces, når det drejer sig om store ting. Derfor ville det være mere undtagelsen end reglen, hvis I allerede havde lagt det bag jer. Utroskab tager ofte lang tid at komme over – og måske vil den altid hvile som en skygge – stor eller lille – over jeres forhold. Derfor kan og skal du på den ene side håbe, at I finder tilbage til den gang, alt var fryd og gammen og på den anden side affinde dig med, at I er trådt ind i en ny verden, som måske kan blive stærkere end før samtidig med, at der altid vil være en rest af det, som utrygheden afstedkom for jer hver især og som par.

2) For at komme videre er det helt afgørende, hvordan din kæreste og du respekterer dine behov for at tale om det. Du skriver, at han selv fortalte om utroskaben, og at han “angrede dybt”. Her vil jeg gerne fremhæve, at han selv fortalte det fremfor, at du selv fandt ud af det – det havde nemlig været det ultimative tillidsbrud.

Samtidig skriver du, at du “tilgav ham”, og derfor spørger jeg: “Hvad får dig til at tro det?”. Det er muligt, at du har sagt, at du tilgiver ham både til dig selv og til ham, men du er både vred, skuffet, bange og meget sårbar, mens han skammer sig meget og ikke vil tale om det. Så min pointe er, at du har brug for at komme af med det, der kører rundt i dig, og din kæreste bliver nødt til at lytte til dig uden bortforklaringer, selv om det er nemmere sagt end gjort.

3) Du skriver, hvad du kan gøre? Her mener jeg, at det både er et fælles problem og et individuelt problem. I første omgang er det et fælles problem, som I sammen må forsøge at håndtere. Det oplagte bud er at gå i parterapi. Du kommer næppe af med vreden og de andre følelser, der binder dig, før du får sagt dem højt og med en sådan tydelighed, så din kæreste kan høre det. Måske skal de også siges flere gange. Faktisk tror jeg heller ikke, at du kan tilgive ham, før du reelt får konfronteret ham og oplever, at han påtager sig skylden 100%. Din kæreste kommer heller ikke af med sin skam, før han påtager sig sin skyld. I den forbindelse har han brug for at mærke din tydelighed, da det kan være en hjælp til at flytte sin opmærksomhed fra skam til skyld. Sagen er jo, at hvis du ikke lader ham mærke din vrede med ord, bliver han meget hurtigt fastholdt i skammen, og vil derfor meget nødigt tale om det. Hvilket igen efterlader jer begge i et meget negativt mønster med fælles skam som “motor”, som I ikke kan komme ud af – og formodentlig ikke uden at modtage ekstern hjælp. Derfor vil min opfordring til dig også være at insistere på at skulle i parterapi for jeres begges skyld – og også for jeres børns, da de formodentlig fornemmer din og jeres uro.

Det vil også være oplagt under parterapien at dykke ned i, hvad der gjorde, at din kæreste ikke sagde fra over for stripperen og kammeraterne. Du nævner selv, at I har et velfungerende sexliv, så måske er der andre forhold, der vil være oplagte at få udfoldet under terapien, hvilket på sigt kan gøre jer stærkere som par.

4) Så er der det med den kommende “herretur”. Kroppen husker, og jeg forstår derfor godt, hvorfor du mærker din angst for, at han vil deltage. Hvordan mon din kæreste ser på herreturen? Sådan som du beskriver ham, må han formodentlig også være meget usikker på, hvordan det bliver at skulle tage afsted. Du kan jo spørge ham, hvad han tænker, og fortælle ham, at du håber, at han bliver hjemme. Samtidig er det vel sådan, at der på et tidspunkt kommer julefrokoster, kurser eller andet, hvor det kan blive svært at udholde, at han drager afsted. Det er noget, som I løbende må forholde jer til fra gang til gang. For mig at se, er det væsentligste dog, at I kommer i gang hos en god terapeut, som kan hjælpe jer med at få åbnet op for det mønster, som jeg beskriver ovenfor.

5) Det er muligt, at gode parterapeutiske samtaler, kan få det meste til at falde på plads for jer begge. Samtidig er det også muligt, at I hver især har brug for at indgå i et individuelt terapeutisk forløb. I er hver især ramte og lider begge. Det, at blive ramt og opleve sig forladt, sætter ofte gang i følelser og overvejelser, som kan være nødvendige at forfølge. Når det er sådan, henter vi ofte i stor grad gamle kendte episoder ind fra vores liv, som kan være med til at forstærke negative tanker og mønstre, og som kan være nødvendigt af få korrigeret eller udfordret til at handle på. Det kan f.eks. være at dykke ned i aspektet med at forlade og at blive forladt. I har jo f.eks. begge været i tidligere forhold, og måske har I også oplevet brud i jeres nære relationer som børn eller unge. Det kan også være at undersøge, hvad der sker, når vores forbillede viser sig at være en anden, eller når vi ikke kan leve op til egne og andres standarder.

Parvis har flere terapeuter tilknyttet, som du kan se her.

Jeg håber, at du finder en vej videre, som er god for jer, og du er velkommen til at skrive på ny eller ringe til mig, hvis du har afklarende spørgsmål.

Mange hilsner