Utro med kollega

Spørgsmål

Fold ud

Hej

Min mand har igennem minimum 6 mdr. været utro med en af hans kollegaer.
Jeg fandt ud af dette for 6 uger siden og har det stadig helt forfærdeligt, hver gang han skal på arbejde, hvor han jo ikke kan undgå at møde hende.
Jeg bliver så stresset, urolig, ked af det og en helt masse andet.

Han er blevet bedt om at sende nogle beskeder til mig hver dag fra arbejde, hvilket han også gør, og det hjælper da også lidt lige i sekundet. Men jeg orker snart ikke at ha det sådan her mere. Jeg er træt helt ind til benet.

Vi havde et fantastisk ægteskab, venskab og sex før dette, og det mener vi faktisk begge to. Han har altid været meget flirtende, men denne gang gik han jo så over stregen. Hvad gør jeg? Altså ang. hans job, og nej han kan ikke skifte afdeling.


Svar

Kære du

Tak fordi du henvender dig og deler dine tanker med brevkassen her. Det, som du har oplevet, gør enormt ondt, og derfor kan jeg simpelthen godt forstå, at du er fyldt med urolige og triste tanker, og at du føler dig træt helt ind til benet, som du skriver.

Din mand har igennem minimum 6 måneder været utro med sin kollega, og det har gjort, at du – helt forståeligt – har det forfærdeligt, når han tager på arbejde. Du skriver, at din mand altid har været flirtende, men at han gik over stregen denne gang, og derfor er du i tvivl om, hvad du skal gøre.

Sådan som jeg forstår det, er din tvivl rettet mod hans job; om hvad du skal gøre ift. hans job, fordi det netop er jobbet, som sætter gang i en masse ubehagelige følelser i dig. Han kan ikke blot skifte afdeling, så derfor må spørgsmålet være, om han skal skifte job, eller om han skal blive? Og i så fald hvordan det på bedst mulig vis skal fungere, hvis han bliver på sin arbejdsplads?

Det er svære og komplicerede spørgsmål, og derfor er det vigtigt for mig at pointere, at jeg desværre ikke kan give dig et entydigt og endegyldigt svar. Jeg kan give dig mine perspektiver og refleksioner, som jeg håber kan lede jer i retningen af den vej, som er den rette for jer. En vej, som forhåbentligt kan give dig ro og fred fra de bekymringer og den tristhed, som fylder dig lige nu.

Først og fremmest har jeg lyst til at give både dig og din mand et skulderklap, fordi I kæmper for jeres parforhold. Du skriver, at I har aftalt, at han skal sende beskeder til dig fra sit arbejde hver dag, at han faktisk overholder denne aftale, og at det da også hjælper dig lige i sekundet. Selvom det ikke er den eneste løsning på jeres problem, er det stærkt og beundringsværdigt, at I har forsøgt at imødekomme hinandens behov. Jeg læser det som et tegn på, at I har respekt for hinanden, og at I begge to ønsker at finde frem til det fantastiske ægteskab og venskab, som du skriver, at I havde førhen. Hold fast i den tilgang, selvom det kan blive/være svært.

Selvom jeg synes, at I skal holde fast ved jeres tilgang om at imødekomme hinanden, kan jeg høre på dig, at du ikke orker at have det, som du har det, mere. Du er træt, og du kan ikke mere. Det kan jeg godt forstå, og derfor skal I ikke blot holde fast ved jeres tilgang, men også ændre noget. Der skal ske en ændring i jeres parforhold for, at du skal kunne være i det. Spørgsmålet er bare, hvilken ændring det skal være. Skal han sende flere beskeder, eller måske ringe, fra sit arbejde hver dag? Skal han skifte job? Hvad skal ændringen være?

Mit første råd vil være, at den første ændring, som I skal rette jeres opmærksomhed mod, ikke nødvendigvis omhandler hans job, men omhandler at få genopbygget den tillid, som din mands utroskab sandsynligvis har brudt. Min erfaring er, at utroskab er et enormt tillidsbrud. Da du fandt ud af, at din mand havde været utro med sin kollega i minimum 6 måneder, brød han med den tillid, som du sandsynligvis har haft til ham førhen.

Det er min klare oplevelse, at tillid er et af de vigtigste ingredienser i et sundt og godt parforhold, og derfor gør det enormt ondt, når tilliden pludselig brydes – når den endda måske helt forsvinder. Mine erfaringer fortæller mig, at der kan opstå adskillige uhensigtsmæssige følelser og tanker, når tilliden i et parforhold brydes. Der kan opstå jalousi og usikkerhed, og det er min oplevelse, at både jalousi og usikkerhed kan medføre ubehagelige følelser som vrede, tristhed og frygt.

Når du skriver, at du får det forfærdeligt, når din mand skal på arbejde, fordi han jo ikke kan undgå at møde hende den anden kvinde, læser jeg det som et udtryk for det tillidsbrud, du har oplevet. Det lyder som om, at du – helt forståeligt – har mistet en del af tilliden til din mand, og derfor bliver du stresset, urolig, ked af det og en helt masse andet, som du selv skriver det, når han tager på arbejde. Derfor mener jeg, at det første, I skal gøre, er at arbejde med at genopbygge den nedbrudte tillid.

Hvordan gør man så det? Hvordan genopbygger man nedbrudt tillid? Det er svært og komplekst at svare på, men en af de ting, som jeg mener, I kan gøre, er at snakke om det, som fylder jer. At du ærligt og åbent, uden filter, kan fortælle ham om, hvordan du har det, når han tager på arbejde, og at han lytter med et åbent sind. Disse åbne og ærlige snakke kan invitere jer ind i hinandens tanker og hjælpe jer med, som I allerede har gjort via jeres aftaler om beskederne, at imødekomme hinanden og de behov, I har. Det er vigtigt, at han imødekommer de ubehagelige følelser, du kan have, og at du mærker, at han er villig til at genopbygge den nedbrudte tillid – både gennem ord og handlinger.

Min erfaring er dog, at tilliden ikke blot genopbygges ved, at vedkommende, som har brudt den, ændrer sig. Begge parter i parforholdet må imødekomme den anden. Derfor må du også imødekomme din mand for at genopbygge tilliden. Derfor er mit andet råd, at I med fordel kan opsøge hjælp fra en udefrakommende, som kan snakke med jer om tilgivelse og tillid, og hvordan I kommer videre herfra. Det kan være en psykolog, en parterapeut eller en helt tredje, for jeg tror på, at dét at snakke med udefrakommende fagpersoner kan give jer en rådgivning og en vejledning, som kan være svær selv at finde frem til.

Mit svar på dit spørgsmål er derfor, at I, ifølge mit første råd, først bør forholde jer til hans jobsituation, når I har fået genopbygget den tillid, eller i hvert fald en del af den tillid, som er blevet brudt. Tilliden kan I med fordel, ifølge mit andet råd, få hjælp til at genopbygge ved at opsøge en parterapeut, en psykolog eller en helt tredje fagperson, som kan guide jer videre.

Når I har arbejdet med tilliden, da kan I finde ud af, om det er for hårdt, at han stadig er på arbejdspladsen, eller om du godt kan holde til, at han bliver der.

Jeg håber, at I finder frem til en løsning, som giver både dig og din mand ro i jeres parforhold, og så håber jeg, at I finder tilbage til det fantastiske ægteskab og venskab, som I havde førhen, – selvom det vil kræve tid og udholdenhed.

De bedste hilsener