Usikker på tackling af situation

Spørgsmål

Fold ud

Forholdet mellem mig og min kæreste er relativt nyt (ca 5 måneder). Fra starten har det været vaklende, og alligevel har jeg været utrolig sikker på ham. Han har dog gjort en forkert handling ved at læse mine beskeder, og misfortolke dem med 360 grader, så det fremstod som, at jeg har været sammen med en anden.

For nyligt har jeg dog fundet ud af ved et tilfælde, at han har kontaktet en “veninde”, som han ikke har haft interesse i gennem de seneste 4 måneder. Et sted inde i mig har lyst til at konfrontere ham, og faktisk tage snakken tilbage hvor han læste mine beskeder, for det virker som om han lige præcis den dag mistede tilliden, selvom der intet var at miste. Men når det er så langt tilbage, er det så ikke lige meget? Skal jeg konfrontere ham med at kontakte sin “veninde”? Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre på baggrund af min indre splittelse – mange ting har i alt fald gjort mig usikker på mange områder.

Jeg håber på at i giver jer tid til at svare, og på forhånd tak


Svar

Kære du

Tak for din henvendelse hertil. Det er altid godt at få vendt nogle af de tanker, man kan blive fyldt op af. Jeg vil prøve at svare dig så godt, som jeg kan, ud fra det du skriver i dit brev.

Jeg tænker, at der er to væsentlige situationer i dit brev: Det første handler om misforståelsen af dine beskeder, og det andet handler om din kærestes kontakt til en veninde. Først skriver du, at du og din kæreste har været kærester i cirka 5 måneder, og at det fra starten har været vaklende, men at du i al jeres tid har følt dig sikker på ham. Nu er der så desværre sket det, at han har læst i dine beskeder og misforstået det, han har læst. Jeg kommer til at tænke på flere ting ud fra dette, som jeg vil stille som spørgsmål til dig, som du kan tænke lidt over, så du forhåbentligt kan få lidt mere klarhed over, hvad du kan gøre.

Som det første har jeg lyst til at spørge dig, hvordan du har oplevet det, at han læste i dine beskeder? Prøv at tænke over, om du har følt dig såret, misforstået, utroværdig, spændende eller noget andet. Det kan også være, at det slet ikke er så underligt for dig, at han har læst dine beskeder, fordi I normalt gør sådan. Men det kan også være, at du har oplevet det som et tillidsbrud fra hans side? Det kan du bruge i en snak, som jeg vil opfordre dig at tage med din kæreste – det skal jeg nok komme mere ind på lige om lidt i mit svar.

Når du har tænkt lidt over din egen oplevelse af, hvordan det føles, at han læste beskederne, kan du også prøve at tænke tilbage på tiden lige inden han læste dine beskeder og tænke over, om der var en grund til, at han skulle have brug for at læse i dine beskeder? Var der nogle signaler fra din side eller fra andre, der gjorde, at han frygtede noget, som han havde brug for at få afkræftet eller bekræftet ved at læse dine beskeder? Prøv at se, om du kan tænke lige som din kæreste og undersøg, hvorfor han mon kunne have haft lyst til at læse i dine beskeder.

Og så var der den anden side af dit brev: At han har kontaktet en ”veninde”, som du skriver. Det er lidt uklart for mig, hvad det vil sige, at han har kontaktet hende, og om det er noget, han selv har fortalt. Du spørger, om du kan tale med ham med dette, fordi du måske har en fornemmelse af, at han kan have mistet tilliden til dig dengang med beskederne, der blev misforstået, og at han derfor har kontaktet en veninde. Ud fra det, du har skrevet, virker det for mig at se som om, der er en del information, som ikke er blevet talt imellem dig og din kæreste. Et parforhold har brug for at blive plejet, for at det bliver stærkt. Som en del af denne pleje er det vigtigt, at I taler åbent, ærligt og ikke mindst kærligt sammen om de ting, der foregår indeni jer – også selvom noget måske er sket for lang tid siden. Uden at I får talt om det, vil du aldrig finde ud af, om dine tanker passer.

Hvordan kan I så tale sammen om det? Som det første vil jeg anbefale dig at møde din kæreste med kærlighed i samtalen. Du spørger, om du skal konfrontere ham. Jeg tror hellere, jeg vil opfordre dig til en blødere tilgang, hvor du først fortæller, hvilke følelser der er blevet skabt inden i dig ud fra de forestillinger, du gør dig. Hold fast i, at det er fra dit eget perspektiv, du tager udgangspunkt, dvs. dine egne følelser og bange anelser. Når du har fortalt om, hvordan du oplever det hele, kan du spørge ind til ham. Stil ham nogle af de spørgsmål, du har, fx om den mistillid du oplever, og som du også reflekterer over i dit brev.
Som du også selv antyder i dit brev, kan det være, at hans kontakt til veninden bunder i beskederne, og så er i nødt til at tale sammen om, hvad det egentligt handlede om dengang. Måske har det ingen sammenhæng, og så er det ikke nødvendigt at tage det op igen. Misforståelser bunder i, at der er noget, man ikke har fået ordentligt talt sammen om. Prøv at udforsk dem sammen med din kæreste. Kan I finde frem til, hvor de stammer fra?

Jeg ønsker jer det bedste

Kærlig hilsen