Ulykkelig forelsket i min lærer

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej

Jeg har længe været forelsket i min lærer. Hun er 60 og jeg er 27. Jeg ved, at hun har en mandelige kæreste. Hun virker, som om hun flirter med mig, selvom hun har sagt, hun ikke er interesseret. Hun tager tit sine hænder op til mit ansigt, holder sine hænder på mine kinder og vil have øjenkontakt med mig. Jeg ved ikke hvorfor, da hendes signaler er meget svære at tyde. Hun sender meget forskellige signaler, f.eks. spurgte hun mig forleden, om jeg ville hente noget i et lokale med hende, men da hun opdagede, at der var en anden lærer, virkede hun øv-agtig, og som om at hun ville have mig for sig selv. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg synes, hun flirter med mig, selvom hun har en mandlig kæreste, som også arbejder på skolen, og som er ca. på hendes alder. Det virker, som om hun lyver, når hun siger, at hun ikke er interesseret i mig. Det forvirrer mig og gør mig ked af det, at hun ikke bare kan være ærlig overfor sig selv – og mig selvfølgelig, for det virker meget mærkeligt, at hun siger, at hun ikke er interesseret, når det virker som om, at hun er interesseret. Jeg har så stærke følelser for hende, at jeg har været hjemme fra skole længe, fordi det er svært at være forelsket, når jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op i denne her situation. Jeg er igen begyndt på skolen, men hvad stiller jeg op?

Hilsen den meget forelskede elev


Svar

 

Kære forelskede elev

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Du skriver  at du har meget stærke følelser for din lærer på 60 år, og at du selv er en elev på 27 år. Du skriver, at din lærer har sagt, at hun ikke er interesseret, og at hun har en mandlig kæreste. Du skriver også, at du bliver forvirret, fordi du oplever adfærd fra din lærer, som du finder flirtende, bl.a. øjenkontakt og hendes hænder på dit ansigt. Situationen har gjort, at du i en længere periode har været hjemme fra skole, fordi du ikke har vidst, hvad du skulle stille op. Du er startet på uddannelsen igen og efterspørger nu hjælp.

Jeg vil gerne dele de tanker med dig, som jeg får, når jeg læser dit brev. Først af alt, så kender kærlighed ikke til alder og profession. Vi kan forelske os i de mest mulige og umulige personer – de varme følelser kan leve deres eget liv. Det er så op til os, hvordan vi handler på vores følelser.

I din situation er det din lærer, du har forelsket dig i. Du skriver, at din lærer har sagt, at hun ikke er interesseret i dig på en romantisk måde. Alligevel tolker du hendes handlinger i et romantisk lys. Jeg får lyst til at spørge dig, om det kan være dine forelskede følelser, der ser det, du ønsker at se? Måske kommer du til at tolke handlinger, der også kunne bunde i en mere moderlig/fysisk omsorg, med romantik? Derfor vil jeg høre, om du har lagt mærke til, om din lærer også deler ud af fysisk berøring og øjenkontakt med andre elever? Uanset hvad der er din lærers intention med hendes berøringer af dig, så er min holdning, at det ikke hører sig hjemme i en lærer/elev relation med fysiske berøringer på den måde du beskriver dem.

Det kan også være, at du tolker din lærers signaler helt rigtigt – at hun er romantisk interesseret i dig, men måske også er ambivalent omkring det, og derfor sender mixede signaler, som er med til at forvirre dig. Hvis jeg skal gætte lidt, vil din lærer nok kunne være ambivalent pga. flere ting:

  • At din lærer har en mandlig kæreste i forvejen
  • At der er en stor aldersforskel
  • At I er i en lærer/elev relation

Hvis din lærer faktisk flirter med dig og gerne vil have, at jeres relation skal udvikle sig fra at være en lærer/elev relation til en kæresterelation, kan det betyde noget i forhold til, om hun kan fortsætte med at være din lærer. Ofte vil det være sådan, at uddannelsesstedet har en politik på området – måske skal hun sige op, hvis hun får en romantisk relation med en elev. Måske er politikken, at en lærer ikke kan føre en elev, som man er romantisk involveret i, op til eksamen. Det vil så kræve, at din lærer erklærer sig inhabil, hvis I bliver kærester. Der kan være flere ting at forholde sig til, når det handler om en lærer/elev relation.

Du spørger i dit brev, hvad du skal stille op. Jeg har et par forslag her:

  • Tal med din lærer om, hvad du oplever for at få afklaret, om følelserne er gensidige. Hvis din lærer siger, at hun gerne vil have en romantisk relation med dig, må I have en snak om, hvordan sådan en relation skal se ud med jeres omstændigheder.
  • Måske har I allerede haft den samtale, og det er derfor, du ved, at hun har sagt, at hun ikke er interesseret. Hvis det er tilfældet, må du tage din lærer på ordet og tænke, at hun faktisk ikke ønsker at få en romantisk relation til dig.
  • Hvis der fra din lærer ikke er et ønske om at udvikle jeres relation til en romantisk relation, må du bede din lærer om at stoppe med de fysiske berøringer og den dybe øjenkontakt. Det skal du gøre for at passe på dig selv, så du ikke skal blive ved med at få næring til dit håb om, at hun ønsker mere.
  • Giv dig selv lov til at være ked af, at du går rundt med kærlighed, du ikke kan få afløb for. Det tager tid at komme sig over en afvisning.
  • Tal med nogen om, hvordan du har det. Det hjælper at dele de svære ting, så du får lov at græde ud hos nogen, du har tillid til.
  • Prøv at putte noget andet ind i dit liv, som du kan blive optaget af, noget som gør dig glad. Det kan f.eks. være en ny fritidsinteresse, du kan kaste din energi ind i, eller lav nogle hyggelige ting sammen med dine venner.
  • Undgå at være sammen med din lærer. Måske kan du skifte til et andet hold eller på anden vis minimere den tid, du skal være sammen med din lærer. Det vil bare gøre dig alt for ondt at være meget sammen med hende, hvis dine følelser ikke er gengældte.

Uanset hvordan du vælger at gribe din situation an, vil jeg ønske for dig, at du må finde din vej frem og passe godt på dig selv undervejs.

Bedste tanker fra