Ulykkelig forelsket i min exkæreste

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej brevkasse

Min kæreste og jeg gjorde det forbi for nogle måneder siden. Vi havde været sammen i tre år og boet sammen i 2½ år. Bruddet forløb egentlig ganske udramatisk, hvor vi blev enige om, at det var bedst at slutte. Jeg forsøgte dog med ideen om at snakke med en parterapeut om vores problemer, som primært bestod i dårlig kommunikation, når tingene blev svære, og der opstod uenigheder.

Derudover syntes hun, hverdagen var blevet for triviel, og hun savnede, vi lavede nogle flere ting sammen. De første par dage efter bruddet forløb rigtig godt, vi snakkede godt sammen og havde også sex. Derefter sagde hun, at hun syntes, vi skulle give forholdet en chance mere. Dette gjorde mig fortvivlet, men vi aftalte, at jeg skulle søge en anden bolig, og så kunne vi se, hvordan det gik, når jeg nu ville få nogle boligtilbud. I tiden efter gik det skidt. Jeg var ramt af fortvivlelse om, hvad det rigtige var, og det resulterede i, at vi tog mere afstand til hinanden. Allerede en uge efter sagde hun til mig, at hun ikke gad at se tiden an. Enten kæmpede vi, og ellers var det slut. Vi blev endnu en gang enige om, at forholdet skulle slutte. Denne gang definitivt.

Jeg har fået en ny bolig og skal flytte om en måned. Mit problem er bare, at jeg for nogle uger siden er blevet ulykkelig forelsket i hende. Alt ved hende er bare fuldstændig fantastisk, og jeg kan ikke klare at være væk fra hende. Hun lever egentlig videre som normalt med ideen om, at vi bare kan være venner, temmelig upåvirket, hvilket jeg har svært ved at forstå, og det får mig til at føle mig ligegyldig for hende.

Jeg har spurgt hende, om hun tror, der er en chance for, at vi kan finde sammen igen på et tidspunkt, hvilket hun ikke vil afvise 100%. Det eneste, der er forandret ved hende, er, at hun ikke vil have sex eller kysse. Hun vil heller ikke sove i samme seng mere. Jeg er ved hende hele tiden, når vi er hjemme, nusser hende, holder hendes hånd, men får intet retur. Jeg har forsøgt at flytte væk i nogle dage, men det var de mest forfærdelige dage i mit liv. Jeg var inde på hendes facebookprofil konstant, græd og savnede hende bare så unaturligt meget.

Nu er jeg flyttet hjem igen og er faldet tilbage i den gamle mølle med at forgude hende og være fuldstændig skudt i hende. Hun tager det egentlig meget pænt. Tror måske hun nyder opmærksomheden lidt, samtidig med hun nok også føler, at jeg er en smule omklamrende. Jeg længes helt sindssygt efter at være intim med hende, give hende et kys og sådan. Når det så er sagt, så ved jeg nok godt et eller andet sted inderst inde, at vi nok ikke er de rigtige for hinanden. Hun var min første kæreste, og jeg er 29 år gammel.

Jeg er meget bange for fremtiden. Tanker som “jeg finder aldrig en ny”, “jeg finder aldrig en jeg tænder på, som jeg gør ved hende” fylder hos mig. Jeg føler mig utrolig ensom. Jeg har ingen venner i den by jeg bor i. Faktisk har jeg meget få venner. I tiden med hende er det ikke noget, jeg har længtes efter, men nu ser jeg ind i en fremtid, hvor jeg kan tage på arbejde og komme hjem til en tom lejlighed uden synderlig social kontakt. Jeg har tænkt mig at melde mig ind i en sportsforening i håbet om at udvide mit netværk. men ellers synes alt bare sort og ligegyldigt. Jeg har tænkt på, om jeg kan blive nødt til at cutte kontakten med hende for at komme videre – følelsesmæssigt. Dette tror jeg bare ikke, at jeg er i stand til.

Jeg ville ønske, jeg kunne gå ind i hendes hoved og forstå, hvad hun tænker. Jeg synes, det er mærkeligt, at vi stadig kan have det så godt sammen nu, se film, spille spil, gå ture og så samtidig lukke helt af for det intime. Jeg er sat fuldstændig på venne-basis, bortset fra at hun tillader, jeg nusser hende. Er det en normal reaktion?

Jeg har nu forsøgt at forklare min situation – måske blev det lidt rodet. Jeg håber, I kan svare på nogle af mine tanker og spørgsmål samt give mig nogle råd til, hvordan jeg måske kan håndtere den situation jeg står i.


Svar

 

Kære ulykkelige mand.

Tak for dit åbenhjertige brev, som berører mig meget at læse. Dit brev vidner om, at der er mange svære, forvirrende tanker i dit hoved, og at der er mange, svære følelsesmæssige ting på spil hos dig og i din relation til din ekskæreste.
Jeg vil prøve i det følgende at give dig nogle tilbagemeldinger på det, du skriver. Din beskrivelse af, hvordan din tid med og relation til din ekskæreste har været og er lige nu, giver mig billedet af en ung mand, som virkelig har været igennem en følelsesmæssig hård periode. Et billede af en mand, som er ked af det og forvirret over hele situationen.

En stærk viden at have

Jeg lægger særligt mærke til din sætning om, at du et andet sted ”inderst inde nok ved, at vi ikke er de rigtige for hinanden”. Det er en ret stærk viden at have; en viden, som du har erhvervet dig gennem alt det svære, som du og din ekskæreste har været igennem. En viden, som har sat sig hos dig via alt det turbulente og svære, som I ikke har kunnet få til at fungere i jeres samliv og fællesskab med hinanden. Midt i dette står du nu med nogle stærke forelskelses-følelser, som er blusset meget op på det seneste. Nogle stærke følelser, som rækker meget ud efter din ekskæreste. Det er bestemt ikke noget let sted at stå for dig. Og samtidig er du meget forvirret i forhold til, hvordan din ekskæreste agerer i forhold til dig, nu hvor I ikke er kærester længere, men hvor du “forguder hende” og signalerer, at du ønsker meget mere end bare venskab.

Jeg tænker, at jeg skal bakke dig godt op i den viden, som du “inderst inde” siger, at du har. Den viden, som siger, at i to ikke skal være kærester og være et par. Det er i denne viden, at du kan og skal finde styrken og modet til at tage godt og ansvarligt hånd om dig selv og dit eget liv – både her og nu og fremadrettet.

Jeg tror ikke, det er godt for dig, at du p.t. er “fanget” så følelsesmæssigt i forhold til din kæreste. Og jeg fornemmer også, at det bestemt ikke er godt for dig, at du er “fanget” boligmæssigt med din ekskæreste – i forhold til, at du er så meget sammen med din ekskæreste i al din fritid; det er ikke hverken godt eller holdbart for dig.

Jeg tænker, at du har brug for at få genfundet noget fodfæste med dig selv – i dit eget liv; uden om og væk fra din ekskæreste. Det er i denne din egen viden om, “at det er slut”, at du kan finde og mobilisere noget vilje og motivation til at se fremad igen – for dit eget vedkommende. Det er via denne viden, at du igen kan få givet plads til det, som du faktisk drømmer om i dit liv. Det, som du gerne vil gå efter, som det menneske du er. Der er brug for, tænker jeg, at du får genstartet dit liv – uden om og væk fra din ekskæreste. Jeg vover at skrive dette, selv om jeg også hører meget tydeligt, at dine følelser virkelig “vil hende” og “vil jer”.

Drømme og forhåbninger

Jeg er via dit brev blevet ret overbevist om, at du har meget stærke drømme og forhåbninger for dit liv. De drømme og forhåbninger er ikke afhængige af, at din ekskæreste er platformen og udgangspunktet. Jeg er med på, at du lige nu følelsesmæssigt ønsker at gøre din ekskæreste til platformen og udgangspunktet, men din viden og erfaring siger, at det faktisk ikke skal være sådan. Du skriver faktisk ret stærkt om dine drømme og forhåbninger i dit sidste afsnit i dit brev. Men – du skriver det indirekte. Der skriver du nemlig meget tydeligt, at du er bange for fremtiden – bange for at komme til stå helt alene i livet. Du vil med andre ord ikke havne i ensomheden – uden venner og omgangskreds og fritidsinteresser. Du ønsker at kunne leve og bruge dig selv til noget i relation med andre mennesker. Du har med andre ord noget, som er vældig vigtig for dig, og som du gerne vil gøre og udleve sammen med andre mennesker og i din fritid og i livet.

Måske har disse stærke ønsker og intentioner om fællesskab og oplevelser med andre og det at dyrke venskaber ligget lidt for underdrejet – midt i dit parforhold med din ekskæreste? Måske har dine sociale behov været lidt for hårdt bundet op på dit parforhold og på din relation til din ekskæreste de seneste år? Måske er det noget af det, som også har slidt lidt for hårdt på jeres parforhold? Måske har jeres tosomhed skullet “bære for meget” for jer – og især for dig? Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, men du skriver, at du ikke længtes efter venner, mens I var et par, og det tolker jeg sådan, at du “havde nok i hende” og jeres tosomhed – troede du. Sådan tror jeg dog faktisk ikke, at det er for nogen af os, når det kommer til stykket. En kæreste/ægtefælle skal og kan ikke bære at skulle opfylde alle vores sociale behov osv. Vi har alle brug for andre vigtige relationer i livet – ud over kæreste/ægtefælle. I et parforhold er der brug for, at der også er plads til andre livgivende relationer/venskaber og til interesser, passioner og vigtige livsprojekter. Der er brug for inputs og tætte relationer med andre. Der er brug for andre at snakke med og lave energigivende ting sammen med.

Min pointe er: Nu kan der – midt i jeres brud med hinanden – faktisk blive plads for de ting, som DU gerne vil, og som er vigtigt for dig i livet; hvis du vil gå aktivt efter det. Nu er der faktisk tid til og mulighed for, at du kan mærke efter, hvad det virkelig er, du gerne vil med og i livet. Men – der ikke er nogen, der kommer og gør det her for dig. Du må ud af busken – ud og opsøge mennesker og gøre dig selv tilgængelig og deltage.

Fremtiden kan virke skræmmende

Jeg er helt med på, at ængstelsen for fremtiden og det at blive alene med dig selv i en lejlighed er en følelsesmæssig hård ting at stå med. Måske er det også denne frygt, som forelskelsen kender til og reagerer på lige nu, hvor du er blevet så forelsket i hende igen? Og denne frygt er en rigtig hård følelse. Der er bestemt ikke noget mærkeligt i, at du bliver urolig, og at forelskelsen kan få “ny energi” lige nu. Jeg hører det sådan, at du står med masser af usikkerhed i livet. Du står også med et meget mærkbart savn efter den tryghed, som du er i gang med at slippe hos din ekskæreste, og det er bestemt heller ikke nemt.

Det lyder til, at din ekskæreste “har sluppet dig” som kæreste, og at hun sætter klare rammer for, hvordan I nu skal agere som bofæller, ekskærester og venner. I mine ører lyder det til, at hun passer godt og ansvarligt på sig selv lige nu, og at hun sætter de grænser, som hun skal sætte i forhold til dig. Men – det er virkelig hårdt for dig at være i, og du skriver også, at du er og bliver usikker på, hvad hun tænker og mener om det hele. Hvis jeg skulle give din kæreste et godt råd om, hvordan hun hjælper dig bedst i situationen, så ville jeg faktisk vove at sige til hende, at det er en overvejelse værd, om ikke det bedste, hun kan gøre for dig, er at bede dig om at flytte ud – her og nu. For din ekskæreste er med til at holde dig på en følelsesmæssig pinebænk ved at lade dig komme så tæt på hende i jeres fælles hjem og hverdag; samtidig med, at du føler dig “så langt væk fra hende”. Men nu er det jo dig, jeg skriver til og ikke din ekskæreste!

Du skriver, at du nu føler dig meget ensom, og at du er bange for at blive helt alene og isoleret med dig selv, når du flytter ud af din kærestes bolig og flytter for dig selv. Denne ængstelse er bestemt til at forstå. Men – du skriver også, at du faktisk har tænkt dig at melde dig ind i en sportsforening for at udvide dit netværk. Sådan! Du er allerede i gang med at handle og gøre noget. Mere af det, tænker jeg! Du ved godt, hvad du har brug for, og hvad der skal til. Og jeg tror, at du har ret. Du skal i gang med at opsøge mennesker og nye og gamle relationer, ser det ud til! Du skal i gang med at leve dit liv igen – uden om din ekskæreste. Du skal i gang med at skabe din egen platform at stå på – fremadrettet. Noget i dit brev får mig til at tro meget på, at det her kan du faktisk godt – og at du også længes lidt efter det!

At cutte forbindelsen

Du skriver også, at du har ”tænkt på, om du kan blive nødt til at cutte kontakten med hende, for at komme videre, følelsesmæssigt”. Og – så tilføjer du, at det tror du ikke, du er i stand til. Til dette vil jeg gerne sige:

1) Jeg tror ikke, der er nogen vej uden om. I din nuværende situation tror jeg, det er vigtigt at få hjulpet dig selv ud af den intensitet, som du er i ved stadigvæk at bo sammen med og leve så intenst sammen med din ekskæreste. Du holder dig selv følelsesmæssigt på pinebænken ved fortsat at være så intenst sammen med hende i al din fritid. Din ulykkelige forelskelse i hende henter hele tiden ny næring og nye forhåbninger i fællesskabet med hende, og det må være virkelig hårdt for dig at være i. Men – din erfaring og viden siger dig stadigvæk, at det ikke skal være jer to. Og det siger din ekskæreste også. Mit råd til dig er, at du mobiliserer hele din viden om, at I to faktisk ikke skal være et par (i hvert fald ikke lige nu), og at du skal have flyttet dig selv ud af det intense følelsesmæssige rum med hende. Der kan være meget at hente i, at du finder et andet sted at bo, indtil du kan overtage din egen nye bolig. Du kan også bede hende om hjælp til at kunne tage beslutningen om, at du skal flytte ud nu. Fortæl hende, at du har brug for hendes hjælp til at holde fast i, at I har brug for at komme helt ’hver for sig’ i en rum tid; – indtil I begge har fået nyt fodfæste i livet.

2) Jeg tror på, at du kan mere, end du selv tror – i den svære følelsesmæssige situation – f.eks. i forhold til at kunne cutte forbindelsen for en tid. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, men der er så meget i dit brev, der vidner om, at du er i god kontakt med dig selv og dine egne behov og det at kunne tage ansvarlige og nødvendige valg på egne vegne.

3) Du skrev, at du havde meget få venner. Det får mig til at tænke, at du i hvert fald har én ven, som du har en relation til. Måske er det tid for at opsøge denne ven og inddrage ham/hende i den situation, som du er i. Du skal ikke gå så alene med alle disse svære ting. Måske har du også et forhold til dine forældre eller til en eller flere søskende, som gør det til en mulighed, at du kan opsøge dem og involvere dem i, hvordan du har det? Vi har alle brug for nogen at læne os op ad og støtte os til, når livet slår knuder. Det er jeg overbevist om, at du også har brug for. Denne person skal ikke være din ekskæreste. Hun er, for mig at se, den, som mindst kan hjælpe dig lige nu i dit følelsesmæssige kaos. Du har, sådan som jeg ser det, netop brug for at trække dig fra hende (i en periode), så du kan begynde at ånde selvstændigt i livet igen. Det kommer til at gøre ondt; det er svært; – men – jeg tror, det kan være nødvendigt for dig. Og på den længere bane meget helende og livgivende for dig.

Måske bliver jeg “for klog” på det, du står i – i alt det ovenstående. Måske rammer jeg helt ved siden af. Hvis jeg gør det, så skriv endelig til mig igen. Det er ikke mig, der ved, hvad der er det rigtige for dig at gøre i situationen. Det er dig, der skal vælge. Men – jeg vil gerne støtte dig i at mobilisere og bruge de ressourcer og forhåbninger og intentioner, som du bærer med dig i dit liv.

God vind med det hele. Tak for tilliden.

Med venlig hilsen