Hvordan løses udfordringerne ved en sammenbragt familie?

Spørgsmål

Fold ud

Hej.

Jeg er meget fortvivlet og ved ikke hvordan, jeg skal komme videre i mit forhold til min kæreste. Min kæreste og mødtes for lidt over 2 år siden – han var 35 år, og jeg var 19 år. Han er fraskilt og har tre børn fra et tidligere forhold, som bor hos ham hver anden uge.

I starten så jeg ikke vores forhold som seriøst, da han var en del ældre og havde tre børn. Men jeg blev hurtigt forelsket i ham og han i mig. Efter nogle måneder fandt jeg ud af, jeg var gravid. Jeg blev frygtelig ked af det, men jeg fik rigtig meget støtte af min familie og min kæreste og besluttede at beholde barnet.

Jeg valgte ikke at flytte hjem til min kæreste, selvom han gerne ville bo sammen med mig og hans kommende barn. Men på den anden side kunne han godt forstå, at det gik meget hurtigt for mig.

Da jeg havde født, ændrede mine følelser, angående det at bo sammen sig, og jeg kunne ikke holde ud ikke at være en familie.

Det egentlige problem er hverken hans alder eller hans børn, men den by som han bor i. Vi bor en times kørsel fra hinanden, og det slider enormt på vores forhold ikke at ses så tit, især nu hvor vores lille dreng er kommet til verden.

Han vil ikke flytte, da han og ekskonen har bygget deres børns hverdag op omkring den by. Jeg kan godt forstå det, men jeg kan ikke holde ud at tænke på, at min fremtid skal være at bo der.

Jeg boede der som barn, og en stor del af min familie bor der. Jeg er ikke interesseret i at få kontakt med dem igen, da min barndom i den periode var meget præget af vold og alkohol. Jeg føler mig enormt utrygt der, og jeg vil for alt i verden ikke, at mit barn skal vokse op der og få det tilnærmelsesvis, som jeg havde det som barn.

Det er virkelig svært for mig, for alle forstår jo min kærestes situation og mener, det er oplagt, jeg flytter sammen med ham. Men det kan jeg ikke, jeg kan ikke engang holde ud at besøge dem mere, jeg bliver svimmel og får kvalme, og jeg går helt i panik, når jeg nærmer mig byen og har bare lyst til at vende bilen og køre direkte hjem igen.

Jeg har snakket med min kæreste om det, og han er forstående, men på den anden side vil han ikke gå på kompromis, og jeg får altid en følelse af at være urimelig. Han vil bo der for hans børns skyld. Jeg kunne godt tænke mig, vi fandt noget sammen i mellem vores to byer, men han synes det er for langt væk. I mit hoved ser jeg ikke noget problem i at køre en halv time til og fra arbejde hver dag, samt bringe børnene i skole der. Det er en ulempe med kammerater, men for mig at se, er det en lille udfordring i dagligdagen i forhold til ikke at bo sammen.

Jeg føler jeg har ødelagt min drøm om en familie med far, mor og børn (og bonusbørn). Jeg har svært ved at se en fremtid for os, hvis han ikke er villig til at rokke sig ud af stedet. Jeg vil gerne have flere børn, men ikke uden at bo sammen med faderen. Jeg har overvejet om det virkelig skal være os, for jeg vil ikke leve sådan her. Jeg elsker ham så utrolig højt og jeg har ikke lyst til at være sammen med nogen anden. Hvad kan jeg gøre? Er jeg virkelig så uretfærdig? Eller kan jeg tillade mig at kræve at han også lave nogle ændringer for at vores liv kan hænge sammen? 

Med venlig hilsen ‘Den urimelige’

(Spørgsmålet er forkortet af redaktionen)


Svar

Kære “Urimelige”

Du beskriver et stort og forståeligt dilemma, hvor I begge forsøger at tage bedst vare på de børn, I har sat i verden – og det skal I også.

Vigtigt at tage dig selv alvorligt

Din beskrivelse af dine reaktioner over for at nærme dig den by, hvor din kæreste bor, og hvor du selv har haft så mange dårlige oplevelser, tænker jeg, du må tage alvorligt. Og for mig at se, er det det vigtigste lige nu. Dét, du først og fremmest skal tage hånd om, og så må du derefter se, hvilken retning det tager med din kæreste og dig.

Kroppens advarselssignaler

Du beskriver, du er vokset op med vold, alkohol og svigt. Set derudfra er det normalt, at dit sind og krop sender markante advarselssignaler om ikke at nærme dig det sted, hvor dine grænser er blevet groft overtrådt. Disse advarselssignaler sender din krop for at passe på dig, for at sikre, at du ikke bliver udsat for noget lignende igen. Det er fuldt forståeligt men samtidig også belastende for dig, når de lige nu kommer til at forstyrre dig og måske næsten hindre dig i at kunne besøge din kæreste og søns far. Det kan fortælle noget om alvorsgraden af de oplevelser, du har haft som barn. Måske det også er derfor, du ikke har eller ønsker kontakt med den side af din familie?

Fortæl kæresten om dine udfordringer

Jeg kan læse, jeres forhold er meget vigtigt for dig. Du skriver ikke direkte, hvor meget du har fortalt din kæreste om dine barndomsoplevelser og aktuelle reaktioner over for den by, han bor i. Både i respekt for ham men i høj grad også over for dig selv og dine følelser, tænker jeg, du må overveje at fortælle ham alvorsgraden af din udfordring med selve byen. Som jeg læser dit brev, er det baggrunden for at forstå noget af, hvorfor det er så svært for dig.

Følgevirkninger af opvækst

Mange unge og voksne, der er vokset op med alkoholmisbrug og vold, oplever problemer med følgevirkningerne heraf, fx som dem du har beskrevet. Men det behøver man ikke blive ved med. Mange oplever at have brug for professionel hjælp for i højere grad at kunne tage ansvar for sit eget liv, og i mindre grad være styret eller påvirket af barndommens oplevelser. Du fortæller ikke, om du har fået god hjælp til at få set på, hvad du bærer med dig som følge af de svigt, du har været udsat for? Hvis ikke, vil jeg anbefale dig det.

Brug for professionel hjælp

Der findes forskellige steder, man kan få hjælp, når man har været udsat for svigt og overgreb og mærker angsten som en af konsekvenserne i sit liv. Tjek fx www.tuba.dk. TUBA er rådgivning og terapi til unge (14-35år) som er børn af alkoholmisbrugere, og hjælpen er gratis.

Hvem er du urimelig overfor?

Jeg synes, det er forståeligt, at du bliver frustreret og sætter spørgsmålstegn ved jeres forhold, når situationen er, som du beskriver. Måske ligger der nye muligheder i at dele dine oplevelser og reaktioner med din kæreste? Uanset hvor du skal bo fremover og med hvem, så tænker jeg, du må lytte til dig selv og tage vare på, hvad din krop fortæller dig. Hvis ikke, er spørgsmålet måske snarere, hvem du er urimelig over for?

Jeg vil ønske dig alt godt i arbejdet for, at du og din søn får et godt og rigt liv. Det har du fortjent. Har du spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at skrive tilbage.

 Hilsen