Tillidsproblemer efter utroskab

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej

Min eks og jeg prøver at finde sammen igen. Jeg er sikker på, at han er “the one”… men i vores forrige forhold var han mig utro. Han var ikke utro med sex, men med dates og ved at skrive med andre piger bag min ryg. Han har dog været sin tidligere kæreste før mig utro med mig (med sex) Jeg ved godt, hvor dumt det var at gøre. Jeg tror desværre også, at det har en stor indflydelse i forhold til mit tillidsproblem.

Vi er blevet enige om, at vi ikke kan være sammen igen, før jeg stoler 100% på ham, da min mistillid ikke skal ødelægge det nye forhold. Jeg ville virkelig gerne kunne stole på ham igen. Men hvordan? Jeg er så bange for, at han sårer mig igen, og at jeg til sidst står som en kæmpe klovn. Jeg har snakket med ham omkring mine følelser, og han lytter og siger, at han sagtens kan forstå mig. Og han vil kæmpe så længe jeg vil. Men jeg aner bare ikke, hvordan jeg får min tillid til ham tilbage igen? Please hjælp! Jeg elsker den mand overalt på jorden, så jeg vil virkelig gerne have det her til at lykkes.


Svar

 

Hej med dig!

Det er altid dejligt at høre, når mennesker prøver at finde tilbage til kærligheden. Der er så meget, der går tabt, når et forhold brydes, og den fælles historie huskes ofte som forbundet med smerte. Du skriver jo også, at du er sikker på, at han er ”The one”.

Jeres forhold har fået en svær start

Nu er der bare det, at han i jeres forrige forhold var utro og datede og skrev med andre piger. Han var også sammen med dig – mens han stadig var i et andet forhold! Nu skriver du ikke, hvorvidt du var klar over, at han allerede var i et forhold, da I var sammen.

  • Hvis du ikke vidste det, så har du handlet i god tro og føler dig måske ført en smule bag lyset af ham. Så er angsten der: Vil han gøre det igen mod dig?
  • Eller også har du handlet vel vidende, at du nu ville knuse et hjerte, og så er du klar over, at der findes andre derude, som er uden skrupler, og det er også bekymrende!

Tag ansvar for dine egne følelser

I er blevet enige om, at I ikke kan være sammen igen, før du stoler 100% på ham, men jeg tænker, at så kommer I nok til at vente længe. Det, du imidlertid kan gøre, er selv at tage ansvar for dine ængstelige følelser. Du skal altså beslutte dig for at stole på ham igen. Det er ikke sikkert, at du helt stoler på ham, men ved dine handlinger kan du vise ham – og dig selv, at det gør du. Efterhånden vil følelserne så falde til ro, hvis ellers hans opførsel er berettiget til din tillid!

Tre gode råd i forhold til at få tilliden genetableret

  • Hav ingen hemmeligheder – din kæreste skal være “gennemsigtig” og åben omkring samtaler, møder, steder han har besøgt osv.
  • Kend forskellen mellem tilgivelse og tillid – tilgivelse kan kun gives og tillid skal man gøre sig fortjent til via sine handlinger – over tid.
  • Giv klare og konkrete retningslinjer til din kæreste i forhold til, hvad du har brug for, så tilliden får gode vækstbetingelser.

Tal med nogen, du stoler på

Det kan være en god ide at tale med nogen om, hvordan I bedst kommer videre sammen. Parvis tilbyder gratis telefonrådgivning, hvis du/I skulle få brug for at tale med nogen for at blive klogere på hele situationen. På hjemmesiden kan du finde en del artikler om utroskab, som måske kan gøre dig klogere på, hvad der er sket i jeres forhold. I kunne også overveje at tage på et Prep-kurser, som kan være en rigtig god nøgle til at blive bedre til at kommunikere parforholdet og dermed få et stærkt fundament at bygge jeres relation på fremadrettet.

Der er ingen garantier

I kærlighed er vi altid sårbare, det er dem, vi elsker, der kan såre os allermest. Der er desværre ingen garantier for, at du ikke til sidst står som en kæmpe klovn. Men det er godt at læse, at han lytter og forstår dig. Og at han er villig til at kæmpe. Du skriver, at du elsker ham overalt på jorden, og der er noget, der tyder på, at det er gensidigt. Så er der store chancer for, at det vil lykkes for jer, men opsøg hjælp, så I ikke falder i de samme faldgruber igen.

Jeg ønsker jer alt det bedste fremover!