Svigerfamilien respekterer ikke vores privatliv

Spørgsmål

Fold ud

Jeg er 49 år, min mand 45. Jeg har en voksen datter, min mand ingen børn. Vi har boet sammen i 5 år i et hus på landet, som min mand har ejet siden 1995. Huset købte han, da hans farmor døde, og er 6. generation som har ejet det. Mine svigerforældre bor tæt på og de har ALDRIG respekteret vores privatliv. De har gået i haven, gloet ind af vinduer (ex. badeværelset hvor jeg stod nøgen) siddet på terrassen, set vi har gæster – spændende hvem er det. Gik jeg en tur med min hund, var de der, hvad laver I, hvad laver din datter, hvor var I henne, hvad skal I osv… Nåede jeg at smutte fra dem ringede de, kom og få kaffe vi kan se du går tur.. Vi skal ha gæster kom og spis, vil I ikke med hen og besøge xx. Næste gang I skal i iKEA vil jeg med, jeg vil have osv… Nej tak forstår de ikke… De har slæbt jeg ved ikke hvor mange over for at se vores hus. De opdrager på os som om vi var børn og siger jeg svigermor imod bliver jeg sat på plads som en møgunge, der ikke arter sig. Jeg er stille og rolig, opfører mig pænt. Presser folk mig, trækker jeg mig. Jo mere jeg har trukket mig jo mere presser hun…

Jeg arbejder ikke efter en ulykke for 5 år siden (75% uarbejdsdygtig), lever i et smertehelvede og er generelt ikke særlig social. Jeg er meget afklaret med mit liv/smerter og har lært, hvad der giver mig energi og hvad der dræner mig. Jeg har lært at passe på mig selv og planlægge min tid, da jeg har brug for meget hvile. Vi har 20 familiefødselsdage om året, de forventer 4-6 tamtammer med Granfamilien plus påske, pinse, jul, kaffe flere gange om ugen, spise sammen tit osv… Oveni har jeg en familie, vi har venner vi gerne vil se og vi vil gerne være alene engang imellem. Svigerforældrene forstår ikke vi siger nej tak og samtidig er der to svigerinder, som har en klar mening om hvad vi skal – jeg skal tage svigermor med ind og handle, besøge dem, vi skal deltage i AL tamtam. Der er kun en måde som virker og det er deres.

Vi har lavet klare regler, ikke gå på vores matrikel, ring kun til min mand (svigermor kimede mig ned, vi skal, jeg vil osv). Hun har stress lad hende være i fred. Jeg har forklaret dem, jeg er ikke til en masse mennesker hele tiden, har få men gode venner, det er ikke personligt jeg ikke vil have dem rendende, det gælder alle, jeg er en privat person, vi sidder ikke hos min familie konstant – de forstår ikke. De har et glansbillede i hovedet, en perfekt familie som er sammen hele tiden – NEJ det er det ikke. Jeg har ligget på stuegulvet med megasmerter og svigermor går hen over mig: nu skal vi have kaffe, nej jeg skal hjem har meget ondt, hun siger “tag en pille”, mig “de virker ikke”, hun “så kan du få en af mine!” Hun hører ikke, kunne skrive en hel roman.. Der ulmer en masse jalousi fra søstrene med hus, penge (vi sidder godt i det) en masse fnidder fra barndommen og jeg kan da godt se, det er nemt at give mig skylden for det hele. Jeg forstår ikke de vil have mig til at deltage i alt, når de egentlig ikke kan fordrage mig.

Jeg kan ikke mere og vil ikke være sammen med dem mere og det er meldt klart ud. Svigermors reaktion, hun kommer over til mig (og hun ved hun skal holde sig væk) og vil have vi spiser hos hende!!!

Hvordan kommer vi videre, svigerforældre som gør hvad det passer dem, svigerinder som bakker op om det?? Hvordan får vi dem til at forstå, vi er voksne mennesker og mener det vi siger/gør? At vi ikke er børn mere, vi er voksne med et liv ud over familien..

Ps Min mand sagde på et tidspunkt han ville invitere Granfamilien. Svigermor planlagde, inviterede og troede så det skulle holdes hos os…. Jeg deltog ikke og det blev ikke holdt hos os og vi fik aldrig Grandfamilien på besøg, tak svigermor.


Svar

Kære Kvinde

Du har vældig meget på hjerte og med god grund. Du beskriver dig selv som en stille og rolig person, der opfører sig pænt, men bare ønsker at være i fred. Imidlertid er dine grænser blevet overskredet så massivt gennem længere tid, at bægeret snart flyder over. Når du forsøger at sætte grænser, bliver det ikke forstået og respekteret af svigerfamilien.
Dog fornemmer jeg, det trods alt er blevet lidt bedre, men med den ”pris”, at du sidder med aben; i deres øjne er du problemet og bestemt ikke dem selv.

Generelt er du god til at passe på dig selv, du ved, hvad din krop kan klare og hvordan du skal agere i livet med de livsvilkår, du fik efter din ulykke – flot!

Jeg bliver lidt usikker på, hvor din mand står i alt dette. Jeg kan forestille mig, han føler sig splittet mellem hensynet til sin familie og dig. Føler du dig bakket op af ham? Forsvarer han dig overfor familien? Har han det okay med ALT det samvær du beskriver, eller ville han egentlig som du hellere være fri for det meste af det, men formår ikke at sige fra? Jeres situation afhænger meget af, hvordan din mand forholder sig til konflikten.

Handlingsforslag:
– Hvor bundet er I til det hus, I bor i? Var det en mulighed at sælge det og flytte længere væk fra svigerfamilien; simpelthen med det formål at opbygge jeres eget liv sammen? Når det er 6. generation, der bor i det hus (især, hvis det er din svigerfars barndomshjem); er det nok næsten umuligt for svigerfamilien ikke at føle en form for ejerfornemmelse over det. Og måske derfor føler de, de ”har ret” til at komme på matriklen. Dette er måske umuligt at lave om på. Hvis I vælger at flytte længere væk, vil de nok reagere med stor sårethed og forargelse. En flytning kunne kombineres med en hvis periode fx ½ år, hvor I melder ud, at I ikke ønsker besøg eller at deltage i noget tamtam overhovedet. Herefter kunne I så småt begynde at komme til lidt igen og vise svigerfamilien, at I gerne vil dem. Dette lyder dramatisk, men måske er det det eneste ”sprog” de forstår, og vil så nok, når I begynder at have samvær med dem igen, være påpasselige med ikke at overskride jeres grænser. Hvis dette skal lykkes, kræver det af din mand, at han er modig og stærk. Han skal ved en sådan handling aktivt vælge dig til og dem fra. Håber du, og jeres forhold er så vigtigt for ham, at han vil gøre det.

– Hvis det ikke er en mulighed at komme længere væk geografisk, er det af største nødvendighed, at du og I, i endnu større grad lærer at holde fast i dine/jeres grænser. Din svigermor har ikke ret til at opdrage på jer, som om i var børn og da slet ikke til at sætte dig på plads som en møgunge, hvis du siger hende imod, som du skriver. Her er det utrolig vigtigt, du holder fast i dig selv. Vov stille og roligt at holde fast i den grænse du satte og begynder hun så at tale ned til dig og kritisere dig, må du stille og roligt bede hende om at gå. Hold fast i dig selv, lad hende ikke bryde dig ned. Fasthold det krav der var i din grænse. Om du så skal sige ti gange, at nu skal hun gå, så hold fast. Brug jeg-budskaber. Fx: ”Jeg har brug for ro nu. For mig er det at have ro lig med at være alene i huset; derfor vil jeg have du går nu”.

– Din mand har inviteret hele grandfamilien. Gjorde han bare det uden at spørge dig først? Jeg tænker I kunne have glæde af en endnu grundigere snak om, hvor hhv. han er og du er. Du må gøre ham det klart, at nok er nok. Vil han bakke dig op eller vil han ikke. I skabelsesberetningen står: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru…..” Har han nogensinde forladt dem for at skabe sit eget liv? Den mulighed er tilstede, at han er bundet, af en masse skyld, de ubevidst ligger på ham, hvis ikke han makker ret. Er dette tilfældet (og også hvis det ikke er) kunne parterapi evt. være en mulighed for jer. Her ville der være en på sidelinjen, der skridt for skridt kunne hjælpe og guide jer, både som par og individuelt, i den kamp der ligger foran jer for at frigøre jer mere af svigerfamiliens greb.

– Vis evt. din mand dit spørgsmål og mit svar og lad det denne udgangspunkt for en nødvendig snak, I må have.

– Hvis ikke din mand formår at støtte dig og beskytte dig, i den grad du har brug for; kunne du evt. selv starte i terapi og her blive klædt på til at finde din vej i alt dette.

Kære kvinde. Jeg vil slutte nu og ønske dig alt godt i din kamp for at passe på dig selv og din mand og jeres forhold. Ingen har ret til at overskride dine grænser; og heller ikke til at manipulere dem, så de og du kommer til at fremstå i et dårligt lys. Når man manipulerer, er det ikke altid bevidst. Dette er det eneste forsvar, jeg kan komme i tanke om for din svigerfamilie. Måske mener de i virkeligheden det hele godt. Her har de så bare i alarmerende grad brug for hjælp til at forstå, at det, der føles godt for dem, ikke gælder for dig.

Alt vel til dig.

Kærlig hilsen