Stoler ikke på ham

Spørgsmål

Fold ud

 

Hejsa

Jeg håber, du kan give mig et råd, eller 2, for jeg syntes det her er svært. Jeg har 3 børn med en østeuropæisk mand, han indrømmer blankt at han ikke er vant til at kvinder har en mening, og siger den – og holder ved. Vi har 3 børn sammen, som jeg har gået hjemme sammen med indtil de var 2 år ca. Pludselig vil han være en del af at lave regler og opdrage, uden at være der. Han kan fx sige “idag må i ikke …” eller sige til mig, at jeg skifter deres tøj for tit, eller at jeg ikke må give min mindste søn en bolle i sofaen, selvom det har jeg altid gjort.

Derudover så stoler jeg simpelthen ikke på ham. Jeg har lyst til at tjekke hans telefon hele tiden, sætte GPS på ham, og bure ham inde. Han arbejder fra morgen til aften, og han er tit ikke til at få fat i. Jeg syntes, han er så hemmelighedsfuld, og det gør mig så latterligt mistroisk. Jeg ved dog ikke, om jeg selv danner den “hemmelige adfærd” han har – eller om det reelt er sådan.

Han har løjet om ting i vores fortid, han har brudt mine grænser ved bl.a. at tage på stripbar. Han har løjet om hans kærester og hvad de skrev. Han kan slukke sin telefon, hvis han fx. bliver for fuld hos sine venner. Han overholder aldrig de tidspunkter for at være hjemme, som han selv siger. Når han bliver sur, så taler han ikke til mig. Vi snakker dårligt sammen. Vi kan simpelthen ikke kommunikere, for han vil have sin vilje. Han opføre sig som om, at han ikke har er ansvar for at få forholdet til at fungere.

Vi har været sammen i 8 år, og jeg er træt nu. Vi er som dag og nat. Han er katolsk, jeg tror ikke på Gud. Han er meget dominant, det er jeg ikke. Han kan lide sne, jeg kan lide varme. Han er doven i hjemmet, jeg er aktiv. Sådan er det med alt. Vi har ingen fælles interesser, og vi har intet at tale om – andet end børn, og hvordan dagen er gået. Han føler sig kontrolleret, jeg føler mig glemt. Jeg arbejder selv fuldtid, og står for rigtig meget. Alt i hjemmet fx., selvom han lovede at være en del af det. Jeg kan virkelig ikke stole på en skid af, hvad han siger. Jeg bliver ved med at tro, at han har en anden eller leder efter en anden – og kun er sammen med mig, fordi vi har børn.


Svar

 

Kære du

Tak for dit skriv til brevkassen. Det lyder som om, du og din mand er et svært sted i jeres ægteskab. Du stiller jo som sådan ikke noget spørgsmål, men spørger fra starten om råd. Jeg vil derfor dele dit brev op i temaer, som du berører, og så komme med mine tanker omkring dem. Der er jo store ting på spil for dig og jer, som man ikke kan lave et ”quick fix” på. Men jeg håber alligevel at mit svar kan være med til at inspirere dig til at tage de første skridt mod forandring på et eller flere områder.

Børneopdragelse

Du skriver, at din mand ikke tidligere har deltaget i børneopdragelsen, men at han nu pludseligt har en mening om den. Det kan virke forstyrrende ind i din og børnenes rytme, og det virker da heller ikke som en konstruktiv måde, han er gået til det på. Men det er jeres fælles børn, så det er naturligt at I begge har noget at skulle have sagt. I er dog nødt til at have en dialog om det, og ikke bare køre hver jeres løb, og bestemme hvad den anden skal og ikke skal med børnene. På mig lyder det næsten som om, at din mand prøver at lave regler, for bare at lave regler. Så det at have en snak om, hvordan tingene skal køre, kan være et vigtigt første skridt. Hvad vægter I hver især i opdragelsen? Hvilke regler og rammer skal der være, og hvorfor?

Kommunikation

Det leder mig til næste område – kommunikation. For det kan godt lyde som om, at det at skulle tage en snak om børneopdragelse er lettere sagt end gjort. Du skriver lige ud, at I ikke kan kommunikere, og at han ikke taler til dig når han bliver sur. Og på en måde gennemsyrer dette problem resten af det du skriver. Hvis I fortsat vil være sammen, så bliver I nødt til at tage kommunikationsudfordringen meget alvorligt, for uden kommunikation om det der er svært, er der ingen vej frem. Så vil I blot glide længere og længere fra hinanden. Det lyder som om, at det har stået på et stykke tid, og at det er et svært mønster at bryde. Så her vil jeg klart anbefale, at I opsøger en parterapeut, som kan hjælpe jer med at få lyttet rigtigt til hinanden.

Gensidig tillid

Og når/hvis I så ser en terapeut, så er det også vigtigt at berøre emnet med den gensidige tillid, der virker meget lav i jeres forhold. Du beskriver dig selv som mistroisk, og din mand som hemmelighedsfuld. At han har løjet, ikke overholder jeres aftaler og er meget væk. Det er rigtigt hårdt, at være sammen som par, når man ikke stoler på hinanden. Det lyder som om, du har erfaringer der gør at din mistroiskhed giver mening. Men din mand føler sig kontrolleret, og det er måske også medvirkende til, at han holder sig væk. Det er altså en ond spiral – han føler sig jagtet, og trækker sig, du føler dig glemt. Dette relationelle mønster, er der mange der oplever. Det gør det jo ikke lettere for jer, men udforingen er velkendt, og den kan arbejdes med. På trods af alt det svære, vidner dynamikken trods alt om en vis gnist imellem jer. Du er ikke ligeglad med, hvad din mand laver. Han betyder altså stadigt noget for dig. Om han kun er sammen med dig på grund af børnene, kan jeg jo ikke vide. Men er du helt grundlæggende i tvivl om I vil det samme, er I nødt til at adressere emnet. Det er ikke rart, ikke at vide om man er købt eller solgt. Det kan være meget stressende.

Jeres forskellighed

Du nævner også en række områder, hvor I er forskellige. Dette virker ikke så alarmerende på mig. I fandt i sin tid sammen af en grund. Og I kan selvfølgeligt have forandret jer, og udviklet jer forskelligt. Men finder I tilbage til en tillid, varme og velvilje i jeres forhold, så er jeg overbevist om, at I kan finde frem til fælles interesser. Men når man nærer en modvilje mod ens partner, er man som regel ikke så engageret i at gøre noget, der gør vedkommende glad. Så på den måde, kan denne udfordring meget vel være afledt af den dårlige kommunikation og lave tillid.

På mange måder, virker det til, at I står ved en skillevej nu. I må se hinanden i øjnene, og beslutte om I vil være sammen som par. Vil I det, må I prioritere tid, penge og energi i at nærme jer hinanden igen. Det følelsesmæssige klima, der er hos jer lige nu, er der ingen af jer der kan udholde i længden. Og det kan jeres børn heller ikke.

Jeg ønsker jer alt det bedste fremover! Må du og I finde styrke og mod, til at tage gode beslutninger.

Med venlig hilsen

Rebecca