Skyldfølelse og problemer

Spørgsmål

Fold ud

 

Kære parvis.

Jeg har haft en kæreste nu igennem et års tid, og vi har boet sammen i 4 måneder. Vi er utrolig glade for hinanden, og har det generelt rigtig godt. Men der opstår ind i mellem nogle situationer, hvor jeg bliver helt vildt usikker på ham, hvilket ofte ender som problemer eller et kæmpe skænderi.

Det kommer hyppigst til udtryk når jeg er fuld, hvor vi faktisk altid ender med et skænderi, af en eller anden slags. Men kan også opstå, hvis han pludselig har lavet aftaler, og dermed skal gå fra mig/jeg skal være alene. Det kan også få mig helt ned, og nogle gange så slemt, at jeg faktisk græder helt ukontrolleret. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal ændre det, men ved udmærket godt, at problemet ligger hos mig.

Jeg har overlevet en del svigt fra drenge førhen, og tænker meget af min usikkerhed kommer derfra. Der skal snart ændres på det her, for det slider utrolig meget på os begge to. Jeg føler kæmpe skyldfølelse, og ville ønske jeg kunne være en anden og bedre kæreste overfor ham. Han prøver at gøre alt han kan for mig, men er også uforstående og frustreret over, at det ikke bliver bedre. Han føler sig meget begrænset af mig, og aldrig god nok, da jeg altid ender med at blive sur, hvis han ikke er sammen med mig. Derudover vil han rigtig gerne hjælpe mig, men føler sig helt magtesløs og fortvivlet i den forbindelse. Vi har haft mange gode snakke, men så snart situationerne opstår, mister jeg nærmest “forstanden”.

Jeg kan ikke styre mig og handle anderledes, hvilket ellers er mit højeste ønske. Hvad kan vi/jeg stille op?


Svar

Kære skyldfølelsesramte

Tak fordi du skriver til Parvis.dk. Det er godt, du tager hånd om problemet, som er vigtigt at få løst, hvis I ikke skal ende i et brud eller i et dårligt forhold.

Først vil jeg sige, at det er godt, at I er så glade for hinanden og gerne vil være gode for og ved hinanden. Derfor er det vigtigt, at I fortsætter med de gode og grundige snakke på tidspunkter, hvor du ikke er ophidset og vred. Måske kan de erfaringer du har med i bagagen, spænde så meget ben for jer, at I har brug for hjælp til at komme videre med de gode samtaler. Derfor vil jeg anbefale jer, at I finder en terapeut eller psykolog, som kan hjælpe jer med at finde en fælles vej sammen. I kan også ringe til vores gratis rådgivningstelefon, hvor I kan tale med en psykolog eller psykoterapeut om jeres udfordringer.

Forslag til handlemuligheder

  • Jeg tænker du må tage en beslutning om at holde op med at drikke dig fuld, når du ikke kan styre det, og du lader det gå ud over din kæreste. På den enkle måde kan jeres problemer minimeres.
  • I kan lave nogen aftaler om, hvornår I har kærestetid, så du føler dig tanket op. Tid, hvor du kan
    regne med ham, og hvor I kun er jer.
  • I kan lave aftaler om, at han fortæller dig i god tid, når han skal ud eller være sammen med andre, så du lige kan nå at vende dig til tanken og ikke føler dig forladt.
  • Du er nødt til at dele med ham, at du har været i tidligere forhold, hvor du blev svigtet, og derfor let kommer til at føle adskillelse som svigt. Måske er der behov for, at du siger undskyld til ham for din tidligere adfærd og lover ham, at du arbejder på ikke at ”gå fra forstanden”, når han skal noget. Og så må han love dig, at han vil være åben og tydelig i sin kommunikation, når han skal ud, så du ved, hvor han er, og så du kan føle dig tryg.
  • I et parforhold kan man ikke være sammen hele tiden, og hver person er nødt til at have sine egne interesser og venner. Du er nødt til at finde ud af, hvad du kan lide at lave alene og sammen med andre end din kæreste, når han skal noget andet. Hvis du har en veninde eller anden familie, kan du lave aftaler med hende eller dem, når han skal noget, eller du kan finde på ting, du kan lide at lave, når du er alene hjemme. Det kan ende i et brud, hvis du klamrer dig til din kæreste, og han ikke føler, han kan gå nogle steder, uden at du flipper ud. Prøv at lave en liste over ting, du kan lide at lave alene, og hvis det er svært så prøv noget nyt, du ikke har prøvet før. Jeg ved ikke, hvad du kan lide, men der er 100-vis af ting, du kan lave. Feks. strikke, lave mad, male, sy, gå turer, gå i bad, se serier og film, læse, gå til sport, sprog, tale i telefon mv, Du må have dit eget liv i jeres fælles liv!
  • Måske kunne du have glæde af at finde en god terapeut, som du personligt kan arbejde med. Det kan godt være svært selv at ændre vaner, hvis man som dig har oplevet svigt tidligere, og derfor kan en terapeut hjælpe dig til at holde fast i hensigtsmæssigt adfærd og hjælpe dig med dit selvværd. Når vi oplever svigt fra tidligere partnere eller måske oven i købet fra vores forældre tidligere i livet, kan det være meget angstprovokerende, når en partner eller en ven trækker sig eller vælger en fra i konkrete situationer. Din reaktioner på din kæreste fravær kunne godt tyde på, at du har noget i bagagen, som du er nødt til at arbejde med, hvis du skal komme det ubehag og den næsten angstlignende adfærd til livs.
  • For nogen kan en større tilknytning som giftermål være en måde at føle mere tryghed. Ved at sig ja til hinanden overfor Gud og mennesker grundfæster I jeres kærlighed og gør den tydelig. På den måde viser I både hinanden og resten af verden, at I elsker hinanden.

Jeg håber, du får taget hul på både det personlige arbejde og på arbejdet med din kæreste, og at I må få mange gode år foran jer.

Kærlig hilsen Lise