Skilsmisse eller ej?

Spørgsmål

Fold ud

 

Jeg har desværre brug for lidt vejledning. Sagen er den, at jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal blive sammen med min kone, eller om jeg skal lade mig skille.

Tillid er altafgørende for mig, og det har det altid været. Jeg kan ikke være i et forhold, hvad end det er et platonisk forhold eller et romantisk forhold, hvis ikke jeg stoler 100% på den anden part.

For en måneds tid siden løj min kone for mig. Det var en lille løgn, som hun dagen efter valgte at lyve om. Og to løgne på to dage, gjorde, at hun mistede min tillid fuldstændig. Hvor meget jeg end ønsker, at min tillid var intakt, er det desværre ikke tilfældet. Havde det været alle andre end min kone, der havde løjet for mig, var jeg allerede gået. Men jeg afgav et løfte i kirken sidste år, som jeg kæmper hårdt for at opretholde. Selvfølgelig har vi snakket om det – det blev vi lidt nødt til, og jeg sagde til hende, at jeg ville give forholdet én chance til.

Men umiddelbart går det kun den forkerte vej. Hun er begyndt at irriterer mig grænseløst. Alt, hvad hun siger og gør, pisser mig virkelig af. Og jeg kan mærke at det tilføjer et ekstra knæk til vores forhold, som i forvejen lider. Jeg stoler absolut IKKE på hende; tværtimod sidder jeg og venter på, at jeg kan fange hende en ny løgn. Det er så drænende – både for hende og jeg, for jeg er slet ikke i tvivl om, at hun kan mærke, der er noget galt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg får ondt i sjælen af at være sammen med hende, og jeg får ondt i sjælen ved tanken om ikke at være sammen med hende. Hun har virkelig ødelagt vores forhold med noget så simpelt som en løgn.

På forhånd tak..

 


Svar

Kære brevskriver.

Du skriver, at du har brug for noget vejledning i forhold til, om du skal blive hos din kone eller lade dig skille. Denne konkrete vejledning kan jeg ikke give dig, men jeg kan prøve at skrive lidt om, hvad der måske kan være hjælpsomt for dig og din kone og for jeres parforhold i den situation, som I er havnet i, og som gør dig så fortvivlet.

Det er helt tydeligt i dit brev, at du virkelig har det svært lige nu, og at du er ret hårdt ramt i parforholdet. Du skriver, at du får ondt i sjælen af at være sammen med hende, og at du får ondt i sjælen ved tanken om ikke at være sammen med hende. Jeg forstår det sådan på dig, at du ser det sådan, at det er de to løgne ovenpå hinanden, som har ’sat det hele i gang’, og at det er ’den mistede tillid til din kone’, som virkelig er i alert, og som laver en masse bøvl hos dig og i jeres parforhold. ’Den mistede tillid’ til din kone sidder så hårdt på dig lige nu, at du absolut IKKE kan stole på hende, skriver du; og så hårdt, at du lige nu – frem for at kunne stole på hende – er blevet helt fanget i en søgen efter og venten på igen snart at kunne fange hende i nye løgne. Dertil er ydermere kommet en masse irritation over for din kone; alt, hvad hun gør og siger ’pisser dig af’, skriver du, hvilket vidner om, at du virkelig vedvarende går og er meget vred og irriteret på hende – i dine følelser og tanker.

Der er meget i din beskrivelse, der tyder på, at du er blevet så ramt, såret og vred over hendes to løgne, at du nu går og er nærmest kronisk vred og irriteret på hende og kronisk i angrebsposition og klar til at give vreden frit løb, når hun (nærmest uundgåeligt ud fra din optik) igen forbryder sig og begår et nyt tillidsbrud og lyver for dig. Det er et meget hårdt sted for dig at være; det er aldrig rart at gå og være så fyldt af vredes-, irritations- og uretfærdighedsfølelser; og at være så ængstelig og så meget på vagt i forhold til ægtefællen, som jo vitterligt er det vigtigste og nærmeste menneske i livet, når man er gift med hinanden.

Indelukketheden i vreden/irritationen, tillidsbruddet og ensomheden

Se, jeg ved ikke ret meget om dig, din kone og om jeres historie med hinanden som par. Og derfor kan det også godt være, at jeg kommer til at skyde lidt forbi i det følgende. Men – jeg vil gerne prøve at sætte nogle perspektiver på den situation, som du beskriver for mig:

1) Jeg hører i det, du skriver, at du er blevet meget isoleret med dig selv og din vrede og din sårethed i forhold til din kone. Jeg hører, at tillidsbruddet og vreden over dette virkelig er kommet til at stå meget tæt sammen med dig, sådan at du nærmest er blevet slugt af tillidsbruddet og lukket rigtig meget inde i det, som tillidsbruddet har aktiveret, og sådan at du nærmest er blevet frataget retten til og muligheden for at kunne møde din kone ’uden om’ det tillidsbrud, som skete for en måneds tid siden. Der er noget i din beskrivelse, som siger mig, at du selv er ret klar over, at ’tillidsbruddet’ virkelig har sat sig som en meget hård ’arbejdsgiver’, og som en stemme, der helt har sat sig på retten til at bestemme alt om, hvad og hvem din kone er for dig; så hårdt, at du nærmest ikke kan møde din kone, uden at du i og hos hende ser ’Kvinden, som ikke kan være tro over for mig – kvinden, som lyver for mig – kvinden, som jeg ikke kan stole på’. Kort sagt: Det lyder til, at dit blik på din kone er blevet et meget ’enstrenget’ og fastlåst blik, som slet ikke kan se alt det andet lige nu hos din kone, som du forelskede dig i hos hende, og som du holder af ved hende, og som hun plejer at være og betyde for dig, og som du måske også plejer at kunne være overbærende i – i forhold til hende. Det lyder til, at du har en følelse af og oplevelse af, at du er blevet helt spist af vreden og mistroen og mistilliden og irritationen i forhold til hende.

Men – der er håb, tænker jeg. For du skriver, at du ’får ondt i sjælen ved tanken om ikke at skulle være sammen med hende’! Prøv lige at gå lidt på opdagelse i denne ’smerte’. Hvad er det, du er bange for at miste, hvis I to skulle gå hver til sit? Hvad er det, du holder af ved hende? Hvad er det, som mistilliden og vreden lukker helt ned for lige nu, som faktisk er meget dyrebart for dig i forholdet til din kone? Hvad er det, som den mistillid, som virkelig har fået meget tag i dig, er i færd med at ødelægge af gode ting i jeres forhold til hinanden? Hvad er det, som ’vreden og mistilliden’ faktisk lukker alt for hårdt ned for at positive og dyrebare ting i jeres relation og i det, din kone er for dig og betyder for dig?
– Når du er i kontakt med, hvad det er, du får ondt i sjælen over ved at tænke på, hvor svært det ville være at miste hende, så kommer du også i kontakt med det, som du har brug for at kunne holde godt fast i, når den hårde, uforsonlige vrede og irritation og den sårede side hos dig tager fat og vil bestemme det hele i relationen til din kone.

2) Jeg vil gerne prøve på at støtte dig lidt i at prøve på at få vreden, såretheden og mistilliden lidt mere ud i strakt arm, så du kan forholde dig til disse følelser og måske dermed være knap så meget i disse følelsers vold og hårde måde at reagere på hos dig. For – jeg har en oplevelse af, når jeg læser det, du skriver, at vreden og mistilliden har så meget tag i dig, at hverken vreden eller mistilliden har lyst til at tilgive hende eller lytte til hende eller give hende plads til at kunne forklare sig; eller til at give din kone plads til, at hun må håbe på, at du vil kunne møde hende og give hende noget forståelse og noget plads uden om, at vreden og mistilliden bestemmer og definerer det hele. Kort sagt: Det lyder til, at du og din kone ikke har fået mødt hinanden helt i det, som var og blev så svært, da de to løgne kom imellem jer. Det lyder til, at du stadig er helt fanget i vreden og mistilliden og i et forsvarsværk over for hende; et forsvarsværk, som bl.a. baserer sig på en hård mistro og en nu meget forudfattet holdning til, at hun fra nu af altid vil være utroværdig, og at det bare skal afsløres af din vrede og mistro. Måske tager jeg fejl i dette; men det er det, jeg hører i det, du skriver.

Hvis jeg har bare lidt ret i ovenstående, så er vejen ikke, at du bliver ved med at blive stående alene hos dig selv i din egen vrede og indelukkethed med det, som er så svært for dig. Så er vejen derimod, at du og din kone kommer til at snakke jer ind på hinanden, så I kan komme til virkelig at møde hinanden og forstå hinanden i, hvad det var, der skete midt i netop det, som blev så svært, da de to løgne kom imellem jer. Vejen til forsoning og nyt liv i jeres parforhold er ikke, at I bliver i den isolation væk fra hinanden, som I er i lige nu. Vejen er at snakke og snakke og snakke – og bliver klogere på og mere empatiske i, hvordan virkeligheden ser ud hos den anden lige nu, og hvordan virkeligheden så ud for jer hver især i de dage, hvor de to løgne kom imellem jer. Vejen er forståelsens vej – empatiens vej – tilgivelsens vej – forsoningens vej.

3) Jeg ved ikke, hvordan du har det med ordet ’tilgivelse’, og hvor meget du har arbejdet med at kunne komme dertil, hvor du kan tilgive din kone i denne svære situation for de løgne, som hun præsenterede dig for. Men – jeg ved, at det ofte er i den virkelige tilgivelse og forsoning, at der er kraft til at få repareret det, der er gået kludder i. Og – det at kunne komme dertil, at man er klar til at tilgive, det kræver ofte, at man får snakket og snakket og snakket med hinanden om det, som skete, og som var svært – ikke bare imod hinanden. Jeg tænker, at uden nogen vilje til at ville forstå noget mere om og hos hinanden, og uden nogen vilje til tilgivelse, og uden et forsonende, helende møde imellem jer to, så vil den vrede og irritation, som fylder dig så meget lige nu, formentlig ikke kunne finde ud af at lægge sig ned og tie lidt mere stille og give dig ro. Jeg forestiller mig, at din kone også går og lider i det her og har mange stærke følelser i alert.

4) Jeg får her en stor lyst til at gøre dig nysgerrig på noget, som du måske er virkelig nysgerrig på allerede, men som jeg synes, at jeg skal nævne:

Det er helt tydeligt, at de to løgne virkelig har aktiveret mistilliden og vreden og irritationen hos dig – og sikkert med god grund i situationen ud fra din livshistorie og måde at være i verden på. Men – ved din kone, hvorfor den der 100%-tillid er så vigtig for dig? Ved din kone, hvordan du har fået det blik på, hvad tillid er, som du har? Har du fået snakket med din kone om, hvorfor det blev så nødvendigt for hende at gå med de to løgne der for en måned siden? Har du fået spurgt hende til, hvorfor hun valgte af lyve – frem for at gå med sandheden? Har du været nysgerrig efter at vide lidt mere om, hvad det måske er ’ovre hos dig på din banehalvdel’, sådan som din kone ser det, som gjorde, at hun valgte at gå med løgnen – frem for at sige sandheden? Var der noget, som hun ville ’passe på’ hos dig og for jeres parforhold ved ikke at sige sandheden? Eller ønskede hun bare at ’bedrage dig’ med et par løgne? Var hun ramt af noget utryghed ved dig og noget manglende tillid til dig og til dine eventuelle reaktioner, som gjorde, at hun ikke turde sige sandheden? Eller kom trangen til at lyve bare ud af den blå luft hos hende? Se, jeg ved ikke noget om, hvordan din kones virkelighed i dette ser ud, og det er hende, der sidder med svarene. Verden er aldrig sort/hvid, og der kan være mange vigtige ting på din kones banehalvdel, som kan være med til at give dig meget mere forståelse og ro og genvunden tillid til hende, og som måske endda kan hjælpe dig til at se, at der faktisk måske også er noget i din måde at være i parforholdet på, som indimellem kan skabe noget utryghed og manglende tillid hos hende, og som måske kan få hende på glatis i forhold til, hvad hun tør sige og lukke dig ind i? Det ved jeg ikke noget om, men jeg gætter bare. Din mulighed er, at du kan spørge hende og snakke med hende om det.
– Igen – jeg ved ikke noget om, hvad der er sagt og gjort i den svære situation, som sendte jer ud i det, I står med nu, men jeg ved, at konflikter i et parforhold altid har to parter, som begge to har noget ansvar for, hvordan man som par er havnet i det svære, og som begge har ansvar for, hvordan man sammen kan komme igennem det, som er svært.

– Jeg vil gerne opmuntre dig og din kone til at søge noget hjælp til at få snakket om alle de svære ting. Jeg vil opmuntre jer til at opsøge en parterapeut, som kan hjælpe jer til at få snakket jer godt ind på hinanden og snakket godt om det, som kommer og stiller sig imellem jer og gør forståelsen og samtalen så svær. Det vil i min optik give rigtig god mening for jer at få noget hjælp til at få mødt hinanden i det, som er så svært for jer lige nu.

5) Jeg vil også gerne have dig til at reflektere lidt mere over, hvad det er, der lever så stærkt hos dig, når du får det så svært i forhold til at komme til at stå med følelsen af, at du ikke kan stole 100% på din kone eller et andet menneske. Hvad er det, du bliver så ramt af, når du står over for en hændelse i forhold til et andet menneske, som giver dig fornemmelsen af, at nu i situationen har du ikke 100% tillid til medmennesket – og dermed kun 0%. Hvad er det, du føler, bliver taget fra dig i situationen, som gør, at du må væk og helt ud af en relation, når dit medmenneske ikke formår helt at leve op til det, som du troede, du kunne regne med? Hvad er det, der bliver så svært lige netop der? Ville din kone kunne forstå det, som er og bliver så svært for dig i en sådan situation? Hvilke forsyndelser over for dig, tager hele tilliden til medmennesket fra dig – og hvilke forsyndelser gør ikke? Hvad er det, der gør, at det i din optik ikke er en mulighed at arbejde for at få genoprettet noget brudt tillid – frem for at vælge skilsmisse?
– Hvis du har nogle svære ting i din livsbagage og livshistorie, som har været med til at gøre det her med tillid til en så kraftig ’alt-eller-ingenting’-issue for dig, så kan det være gavnligt at gå i personlig terapi med det – for at blive klogere på dig selv, dine følelser, behov og reaktionsmønstre osv. Jeg tror, at det i længden ville kunne være en meget skøn ting for dig at kunne komme til at blive mere rolig i det at møde skuffelser og svigt fra mennesker, som står dig nær. For – virkeligheden er jo, at ingen af os magter at leve helt op til alle vores værdier, intentioner og forpligtelser til de mennesker, vi har tættest på. Alle svigter, alle skuffer, alle kommer til kort – alle har brug for tilgivelse og hjælp til at kunne få lov til at gøre det godt igen og fortsætte. Vi må alle lære at komme overens med, at hverken vi selv eller andre magter at leve op til det, vi så gerne vil – hverken i forhold til vores egne idealer eller andres tillid og forventninger.

I det ovenstående prøver jeg IKKE på at bagatellisere det, som din kone har løjet om. Jeg prøver kun på at få givet mere plads til nogle meget vigtige tanker, følelser og erkendelser og længsler, som jeg fornemmer, at du faktisk allerede står i; og mere plads til nogle vigtige perspektiver i det at stå i en tæt relation til et andet menneske, som er lige så uperfekt, som man selv er det.

Det vigtigste råd, som jeg har til dig er at rykke tæt på din kone og få gang i den vigtige snak, så I kan få mere forståelse for hinanden – og mere plads til hinanden.
Det er ikke godt at stå så isolerede med sig selv, som I står – hver især – lige nu.

Og så lige en kort replik på, om du skal blive hos eller forlade din kone. Prøv lige at lytte til dig selv endnu engang: Du får ondt i sjælen ved tanken om ikke at skulle være sammen med din kone. Det må der være en ret stærk grund til. Har det mon noget med kærlighed at gøre?

Håber det bedste for dig og din ægtefælle og jeres forhold.

Med venlig hilsen