Skal jeg slå op med hende?

Spørgsmål

Fold ud

Til rette vedkommende

Jeg er 25 år gammel, og jeg er sammen med min kæreste på 22. Vi har været sammen i to et halvt år, og har boet sammen i min lejlighed i lidt over et år.

Først og fremmest ville jeg gerne tale med min kæreste om det her ansigt til ansigt, men de samtaler har en tendens til at ende ulykkeligt, hvorefter vi går tilbage til status quo. Derfor søger jeg først råd her, inden jeg tager videre skridt.

Sagen er, at jeg på det seneste har følt en meget stor træthed over hele vores forhold, og jeg har faktisk lyst til at gøre en ende på det. Grunden til dette kan opsummeres i tre hovedpunkter, som jeg vil uddybe her:

1) Hendes sygdom
Min kæreste er diagnosticeret maniodepressiv, og det kommer til udtryk ved, at hun har lange perioder med meget lavt energiniveau og høj inaktivitet. Det er til stor frustration for mig, der af natur er meget aktiv (måske lidt for meget nogle gange), og det har også resulteret i, at jeg ordner langt det meste på hjemmefronten (rengøring, vask, at gå ud med affaldet; hun tager sig heldigvis af madlavning). Hendes tilstand kunne være værre, og det er så dejligt, når hun ikke er sengeliggende, men de her lange perioder tærer på mig, og gør mig i tvivl om forholdets holdbarhed, hvis hendes tilstand aldrig bliver bedre. Jeg føler, at jeg har brug for mere aktivitet i mit forhold.

2) Mangel på intimitet
Vi har meget sjældent sex efterhånden; jeg vil skyde på en gang hver anden uge, og det er simpelthen for lidt for mig. Min kæreste vil gerne putte, kramme, kysse, masseres m.m., men bliver altid småfornærmet, når jeg bliver skuffet over, at det aldrig fører til mere. Jeg synes stadig, at hun er meget attraktiv, så det er enormt frustrerende. Dertil har hun også tillagt sig en vane med at gå i seng langt efter midnat (hun har meget svingende døgnrytme), hvor hun førhen plejede at gå i seng samtidig med mig. Det synes jeg også er et stort tab for vores samliv. Jeg har gjort hende opmærksom på det flere gange, men hun vil ikke ændre sin nye vane.

3) Religiøsitet og fremtid
Jeg har en anden religiøs baggrund end hende, og den seneste tid er det gået op for mig, at den måske betyder mere for mig nu, end den gjorde, da vi fandt sammen. Jeg kunne godt tænke mig at opdrage mine børn på samme måde, som jeg selv blev opdraget, men det ved jeg, at min kæreste aldrig vil gå med til. Hun har flere gange fortalt om alle sine egne planer for sine kommende børn, og jeg kan ikke se, hvordan de to visioner for opdragelse kan harmonere med hinanden. Sammen med problemet fra punkt 1 kan jeg ikke se, hvordan det nogensinde skulle fungere, at vi fik børn sammen, og spørgsmålet er, om det i sig selv burde få mig til at afslutte forholdet nu. Er det bedrag at køre videre, hvis jeg i sidste ende ikke vil have børn med hende?

Det er altså de tre overvejende grunde til, at jeg har svært ved at se vores forhold vare ved, hvis ikke tingene ændrer sig. Hun er endnu meget ung, og kan selvfølgelig ændre sin natur (det samme gælder for mig), men på det seneste har jeg fået følelsen af, at jeg spilder tiden ved at være i et forhold, som jeg simpelthen ikke er glad for. Jeg bliver ikke yngre, og jeg føler, at jeg bliver nødt til at få vished om, hvad der skal ske, for jeg har ikke lyst til i sidste ende at fortryde, at jeg blev sammen med hende for længe.

Jeg elsker hende stadig, og bliver jævnligt mindet om hvorfor, men det er uholdbart som tingene er nu. Nu bor vi jo så sammen, hvilket komplicerer et eventuelt brud yderligere, men det må ikke blive en undskyldning for at holde fast i noget, som – i hvert fald p.t. – ikke fungerer.

Venlig hilsen


Svar

Kære ven

Tak for dit spørgsmål, der fortæller om din dybe frustration med på den ene side at være forelsket og på den anden side ikke at kunne gennemskue jeres relation.

Du udtrykker gennem dit spørgsmål stor frustration, og jeg fornemmer, at du gør en hel masse for at jeres forhold skal lykkes, men mangler medspil fra hendes side, og når du fortsætter skyldes det, at du stadig er forelsket i hende. Dette sidste er basis for at forsøge at komme videre i jeres relation. Jeg er overbevist om, at I på en eller anden måde kan finde hinanden, men jeg tror ikke, I kan gøre det uden hjælp udefra, der hvor I er nu, også ud fra det, at din partner har en sygdom.

Når jeg læser din mail, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at I taler forbi hinanden, at det, du siger, ikke helt bliver forstået af hende som du har tænkt det, og sikkert også modsat. På et eller andet tidspunkt i jeres kommunikationsproces begynder jeres følelser at spille ind, og det kan meget nemt ødelægge jeres kommunikation.

Et enkelt råd, som jeg tænker kan være jer til hjælp, er, at når du fortæller hende noget, at du så beder hende om at gentage det, du har sagt. Kan du ikke genkende det, må du sige det én gang til, og tilsvarende når hun så siger noget til dig, fortæller du hende, hvad du har hørt hende sige. Det er denne proces, man får indøvet på et PREP-kursus, og som mange har oplevet hjælpe dem til bedre at forstå hinanden.

Når man bliver forelsket i en anden, er en af grundene, at den anden har noget i sit liv, som jeg mangler, og siger du “farvel” til hende, tror jeg, at du står tilbage med en følelse af, at du har mistet noget værdifuldt. Det er ikke det samme som at sige, at jeres parforhold bare kommer til at køre på skinner, når i får snakket godt sammen, for i alle parforhold er der udfordringer, også store udfordringer, som nogle gange kan være svære at løse. Dog tænker jeg, at der i jeres forhold er to store udfordringer, som du også selv nævner: hendes sygdom og at dit behov for at leve efter din religion, vil give jer særlige udfordringer, og derfor tænker jeg, at I bliver nødt til at søge hjælp udefra. Vælger I at gå fra hinanden er det også en god idé at søge hjælp hos en parterapeut, så I begge kan komme godt gennem bruddet.

Lykke til med jeres parforhold.

Kærlig hilsen