Skal jeg gå tilbage til min eks?

Spørgsmål

Fold ud

Hej.

Jeg er en ung pige, der står i et stort dilemma. Jeg har for nogle måneder siden forladt min kæreste, fordi vi havde rigtig mange problemer. Vi passede virkelig godt sammen i hverdagen og havde de samme drømme om fremtiden og gad alle de samme ting. Vi havde fælles interesser og var på mange punkter som skabt for hinanden, men der manglede bare noget.

Vi endte med at skændes hele tiden, så derfor gik jeg. Jeg har siden hen forsøgt at finde ud af, hvad det var, der manglede, og hvorfor det gik galt, og det er gået op for mig, at jeg stadig sidder fast i ham, jeg datede forinden.

Vi var sammen i et par år, og vi havde så meget kærlighed til hinanden. Jeg har tænkt på ham en million gange, siden jeg gik og har aldrig rigtigt kunne slippe ham, men jeg gik fra ham, fordi vi slet ikke passer sammen. Vi elskede hinanden virkelig højt, og jeg ønskede, at det skulle fungere, men vi har slet ikke de samme drømme. Vi har to vidt forskellige syn på livet, vi har ikke de samme interesser, vi kan ikke lide de samme mennesker  – på de fleste punkter er vi så forskellige som nat og dag. Men jeg elsker ham stadig og har aldrig rigtigt kunne give slip på ham.

Nu har jeg lige set ham igen efter flere års adskillelse, og til min store overraskelse fandt jeg ud af, at han også stadig tænker på mig og savner mig og heller aldrig er kommet videre. Nu er mit spørgsmål bare: Er det muligt at få et forhold til at fungere, når man er så forskellige, som vi er uden at forsøge at lave om på hinanden? Jeg har ikke lyst til at ændre mig for ham. Selvfølgelig har jeg intet imod at gå på kompromis og forsøge at passe ind i hans liv, og jeg forventer også, at han ville kunne gøre det samme, men jeg har ikke lyst til at lave om på mig selv. Det forsøgte jeg at gøre, sidst vi var sammen, og derfor endte vores forhold med at gå i stykker. Men er det muligt at få det til at fungere på trods af vores forskelligheder?

Vi har tydeligvis stadig følelser for hinanden og har aldrig givet slip. Men kan kærlighed overvinde vores forskellighed?


Svar

Kære spørger

Tak for dit spørgsmål og for den tillid der ligger i det at henvende sig til brevkassen her.

Vi vil meget gerne komme med vores betragtninger, og dele det vi kommer i kontakt med, når vi læser dit spørgsmål. Vi håber du vil modtage vores svar netop som betragtninger, og så håber vi, at det lykkes for os at bidrage med inspiration til lige præcis det, du står i.

I den sidste del af dit spørgsmål stiller du tre spørgsmål, som alle har samme omdrejningspunkt: kan kærlighed overvinde vores forskellighed. Det hurtige svar er: Ja – for kærligheden tåler og udholder alt. Tænk for eksempel på en mor eller far som står op midt om natten, fordi deres barn er sygt. De står ikke op af lyst, men fordi de elsker, også når det er fjerde nat i streg. Det tror vi langt de fleste vil være enige i. Ligeledes tror vi også, at langt de fleste vil være enige i, at den kærlighed, de trækker på, ikke er den samme kærlighed, som vi fx kan have til kage eller slik. ”Jeg elsker kage” er langt fra det samme som ”Jeg elsker dig”. At de samme ord kan bruges så forskelligt, rejser spørgsmålet: Hvad vil det egentlig sige at elske. – Hvad er det for en kærlighed, vi taler om?

Hertil vil mange svare, at kærlighed – det at elske en anden – handler om at have en bestemt slags følelser. Som vi ser det, handler kærlighed ikke om følelser, men om en viljesbestemt handling. I kølvandet på den viljesbestemte handling kan der opstå mange forskellige følelser afhængig af situationen. Tænk igen på forældrene som stod op midt om natten, fordi deres barn var sygt. De mærkede ingen varme romantiske jubelfølelser, de stod op fordi deres barn var sygt og havde brug for dem. Det var altså handlingen, der viste eller udtrykte, at de elsker deres barn og ikke følelser. Det er ikke så svært at stå op første nat, barnet er sygt, det er langt sværere fjerde nat, og kræver i langt højere grad en viljesbestemt handling. Samtidig vil lang de fleste sige, at det netop er denne viljesbestemte handling, der indikerer eller udtrykker, hvor højt de elsker deres barn.

Kærlighed fungerer lidt på samme vis i parforhold. Hvor meget jeg forpligter mig – også når det ikke lige går min vej – indikerer hvor meget jeg elsker. Modsat kan man også sige, at kærlighed uden forpligtigelse ikke er kærlighed men snarere et udtryk for, hvad jeg selv vil have.

Kærlighed mellem to handler altså ikke om, i hvor høj grad vi er ens, men om i hvor høj grad vi er villige til at forpligtige os på hinanden – også i modgang. I terapilokalet bruger vi ofte sætningen: Det er ikke forskelligheden, der gør ondt, det er den brudte kontakt, der gør ondt. Det er det, at vi ikke kan mærke forbindelsen eller forbundetheden mellem os, der smerter.

Det leder os frem til de to kærester, du beskriver i dit spørgsmål. Den ene beskriver du sådan: Vi passede virkelig godt sammen –  havde de samme drømme om fremtiden – gad alle de samme ting – havde fælles interesser – var som skabt for hinanden.

Den anden beskriver du sådan: Vi har slet ikke de samme drømme – Vi har to vidt forskellige syn på livet – vi har ikke de samme interesser – vi kan ikke lide de samme mennesker – på de fleste punkter er vi så forskellige som nat og dag.

Den ene passede du perfekt sammen med, den anden passede du ikke sammen med – begge gik du fra. Vi gætter på, at det der gjorde ondt, var den brudte kontakt, der opstod i kølvandet på, at I skændtes, ved den ene, og ved den anden gætter vi på, at kontakten eller forbundetheden var svær at opretholde, fordi I ville hver jeres. Når vi tillader os at pege på det, hænger det sammen med, at vi gerne vil pege på, at kærlighed ikke spørger til forskellighed men til forpligtigelse – Vil jeg elske og ære – og at vi gerne vil opfordre dig til at overveje: Hvornår passer man egentlig godt sammen? Hvornår kan man sige, at nu er den der?

Et forsigtigt svar hertil kunne være, at to ens ikke passer sammen. Det gør to forskellige nødvendigvis heller ikke. Derimod, mener vi, passer to forskellige der komplimenterer hinanden sammen – lidt ligesom to brikker i et puslespil.  De passer sammen, samtidig med at de er forskellige, men det er ikke forskelligheden, der afgør, om de passer sammen, der er om forskelligheden komplimenterer den andens forskellighed. Det er altså ikke alle brikker, der passer sammen, selvom de er forskellige som udgangspunkt. Mistes forskelligheden, passer de ikke længere sammen. Det betyder, at det er vigtigt at være ”sig” i et parforhold.

Du har ikke lyst til at ændre dig – du har ikke lyst til at lave om på dig selv, skriver du. For os giver det god mening. Det er netop forskelligheden der gør, at brikkerne i puslespillet passer sammen. Lige så længe vi arbejder på at lave hinanden om, lige så længe arbejder vi på at lave to om til en. I den bevægelse mister vi altså muligheden for at være to hele mennesker, der smelter sammen til et.

Jeg kan ikke have en rejsekammerat, uden at være på vej et sted hen.

Måske det kunne være givende at overveje, hvor du gerne vil hen, hvorfor du gerne vil lige netop dertil, hvad der er vigtig til den rejse, hvem du gerne vil rejse med – uanset hvad, og så forpligtige dig til at rejse derhen sammen med vedkommende, og gøre brug af forskelligheden til at berige rejsen frem for at bekrige hinanden med forskelligheden, da det er den, der gør jer unikke sammen.

Måske du vil få et dybere kendskab til dig selv, hvis du gør disse overvejelser i fællesskab med en terapeut. Vi ønsker dig en rigtig god opdagelsesrejse 😉

Kærlig hilsen