Skal jeg gå fra ham?

Spørgsmål

Fold ud

Kære brevkasse

Jeg føler, jeg står i en situation, jeg ikke selv kan se mig ud af.

Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over 2 år.

Sagen er den, at vi er flyttet sammen for 3 måneder siden, vi havde glædet os meget til at få en hverdag og drømmehjemmet sammen. Men jeg kan mærke, det ikke føles rigtigt for mig!

Vi deler rigtig mange af de samme værdier og har som sådan et godt forhold, bare ikke når det kommer til konflikter.

Den ene dag, er vi de bedste kærester og har et helt fantastisk forhold og den næste, kan det hele være vendt på hovedet!

Jeg er en ung pige på 20 år og min kæreste er 6 år ældre. Det hele startede med en date, hvor han fejede benene fuldstændig væk under mig. Vi blev hurtigt kærester og var begge ramt af denne her vilde forelskelse, der slet ikke kunne beskrives. Men blandt alle de her gode og glade stunder, var der også bare virkelig mange skænderier, meget voldsomme skænderier. I starten snakkede vi om, at det kunne være alle de her følelser, der bare tog overhånd og at vi lige skulle finde hinanden.

Men efter 2 år, kan jeg bare ikke se, at de nogensinde stopper. Det er ikke længere skænderier, det er vredesudbrud fra min kæreste.

Vi snakker ofte om problemet, og jeg fortæller ham, hvad det gør ved mig, når han bliver så vred!

Efter han har haft et vredesudbrud, kan han ofte godt se, at han er for voldsom.

Han kalder mig ofte grimme ting som luder, so, kælling osv. Det kan også godt ske, at han tager fat i mig, hvis jeg prøver at gå.

Han har selv sagt, at han skal i behandling for sit temperament, men der sker bare aldrig noget. Hvis jeg nævner det for ham, resultere det ofte i, at han bliver meget sur og siger, at det er min skyld, han har sådan et temperament.

Han er den bedste mand på så mange områder, han er altid omsorgsfuld, forstående og meget kærlig. Men når han bliver sur, så er det bare slet ikke den mand, jeg kender.

Jeg føler, jeg ikke kan snakke med nogen om det. Udefra ligner han den perfekte mand, der altid er klar til at hjælpe og er villig til at gøre alt for mig.

Jeg er ofte ked af det flere dage efter, at han har haft et udbrud. Han mener, at jeg tager det for tungt og burde komme videre. Jeg tror selv, jeg er så ødelagt, at jeg ikke kan komme videre.

Jeg elsker ham, men er det værd at kæmpe for? Vi har så mange fantastiske ting sammen og deler mange fælles interesser.

Han giver mig altid plads og opbakning, til at jeg kan udfolde mig, samtidig med at hans temperament får lov at styre alt for meget.

Jeg er bange for ikke at kunne kende mig selv længere i det her forhold, han får mig ud, hvor jeg ikke vil være, og jeg bliver bange for ham.

Det er en svær beslutning at forlade ham, da han både er en kæmpe økonomisk støtte, og vi har bygget så mange ting op sammen.

Hvad skal jeg gøre?


Svar

Kære spørger

Din situation berører mig dybt. Du er så ung og kæmper allerede med svære overvejelser og valg, som, uanset hvad du vælger, vil give dig uro og bekymringer i forhold til, om det er det rigtige, du gør.

Hvis du fortsætter som nu, vil du komme til at leve med utryghed i forhold til, hvornår din kærestes temperament næste gang vil ødelægge noget i dig. Din tillid til ham vil gradvist blive mindre, og det vil blive sværere og sværere for dig at glæde dig over de gode situationer og alt det, du beskriver som fint og fantastisk i jeres forhold. Det værste, tror jeg, vil dog være, hvis du ender med at give ham ret i, at det er din skyld, at han har sådan et temperament. Og at det derfor er i orden, at han behandler dig så dårligt.

Hvis du forlader ham her og nu, vil det påvirke din økonomiske situation, men du vil sikkert også – i det mindste for en tid – leve med usikkerhed og måske selvbebrejdelser: Mon ikke, det alligevel ville blive bedre efterhånden? Var der ikke noget mere, du kunne og burde have gjort?

Du fortæller ikke, hvad det er, der udløser jeres skænderier og hans vredesudbrud. Men uanset, om der kan ligge noget i jeres samspil, som sætter det i gang, så er der ingen undskyldning for den måde, han taler til dig på – eller at han tager fat i dig for at forhindre dig i at gå, når du ikke kan klare hans vrede. Og jeg er overbevist om, at der ikke er noget, du kan eller skal forsøge at gøre for at forhindre det. Det er alene hans bagage og hans ansvar.

Bag hans vrede kan ligge en stor usikkerhed og magtesløshed. Et selvpåført krav om kontrol, som han reagerer på, når han oplever, at I bliver uenige om noget. Der kan være årsager fra hans opvækst, som spiller ind, og som – kædet sammen med temperament – udløser hans vrede. Men det er ikke noget, som du kan eller skal påtage dig ansvaret for, ligesom det heller ikke er noget, som du kan løse, uanset hvor forstående og imødekommende du vil forsøge at være. Og uanset, hvor mange gange I taler om det, og han efterfølgende (måske mest for din og fredens skyld) indrømmer, at han har været for voldsom, så vil det fortsætte, hvis han ikke selv er villig til at påtage sig ansvaret og derfor også tager ansvar for at få hjælp til afklaring af bagvedliggende årsager og hjælp til andre og mere hensigtsmæssige handlemønstre.

Hvis jeres forhold skal have en chance, er du nødt til at stille ham et ultimatum. Fortæl ham, at du elsker ham og ikke har noget større ønske, end at I kan blive sammen. Men at din kærlighed og tillid svinder, hver gang han lader sine frustrationer gå ud over dig. Sig, at hans reaktion gør dig utryg og bange, og at han er nødt til at påtage sig det fulde ansvar for sin vrede og søge hjælp – her og nu – hvis I skal blive sammen. Hvis han vil og gør det, kan I måske efterfølgende have glæde af parterapi til afklaring af, hvad I evt. sammen kan gøre for at undgå optrapning, når der er noget, I er uenige om.

Inden samtalen, vil det være godt, hvis du kan forberede, at der er et sted, du kan tage hen, hvis han ikke vil lytte til dig og handle efter det, så han oplever, at du mener det alvorligt. Og forbered dig selv på, at han ikke kan eller vil lytte og handle. Og at det derfor er det bedste for dig at forlade ham.

Jeg ved, at det lyder hårdt og svært, men konsekvenserne for dig og jeres forhold vil gradvist blive værre, hvis du ikke gør det. Det fornemmer du allerede, kan jeg mærke i det, du skriver. Og det er du nødt til at handle på, hvis du ikke skal gå i stykker.

Jeg ønsker dig alt godt fremover.

Mange hilsner og tanker