Skænderier går ud over børnene

Spørgsmål

Fold ud

Kære Brevkasse

Jeg er ved at være drænet for energi.
Næsten dagligt tænker jeg, at det ville være bedre, hvis vi gik fra hinanden. Tænker, at nu vil jeg ikke dette mere.

Vi har været kærester i 11 år og har 2 børn.
Den ældste er 8 år og derfor så stor, at han kan følge med i, hvad der foregår mellem far og mor.
Vi skændes rigtig meget, næsten dagligt.
Det er om økonomi, daglige opgaver i huset, børneopdragelse og om, hvor meget man kan tillade sig at gøre ting udenfor familie-livet.

Vi er begge hængt op med fuldtidsjob, og opgaverne i hjemme gennemføres dagligt efter meget struktureret program, for at vi kan nå det hele.

Min partner føler han laver rigtig meget i hjemmet, og at han bliver stresset over hverdagens mange opgaver.

Han er hjemme før mig, og accepterer dog samtidigt også, at det er ham, der er nødt til at gøre en del, da jeg er ret sent hjemme fra job i forhold til ham. Vi har faste opgaver, som vi passer hver især. Ønsker begge at der er styr på tingene.

Jeg er et meget socialt væsen og trives godt i forskellige sammenhænge, hvor der er møder/aktiviteter i forhold til børnene (vuggestuen, børnehaven, skolen).

Desuden vil jeg også gerne se mine venner af og til, og da vi ikke rigtig har fælles vennepar, som vi dyrker sammen, vil det altså være hver for sig, vi ser vores venner.

Han kunne aldrig drømme om at bruge hverdagsaftener på sociale aktiviteter, da han ikke orker det. Men jeg har lidt mere fysisk overskud, og kan derfor godt finde på at arrangere at mødes med en i hverdagen.

Problemet er, at han bliver sur og irriteret over at skulle stå alene med børnene, fordi jeg “vil gøre de samme ting, som inden jeg fik børn”.
Det skal siges, at det måske er en gang om ugen, at han selv skal putte ungerne, og jeg tager afsted.

Jeg vil bare så gerne høre, om jeg behandler ham med uretfærdighed og om jeg er så egoistisk, som han bestemt siger, jeg er. – Har aldrig hørt om andre, der kalder mig egoist.

Vi skændes rigtig meget omkring dette.
Og vores skænderier er desværre ikke kun placeret efter børnenes sengetid. I dag var det lige da vi skulle til at rydde af bordet efter maden. Og han blev så sur og råbte rigtig højt og var aggressiv og dette i samme rum som børnene.

Jeg forsøger hver gang at sige, at vi må snakke videre om det, når ungerne sover, men han kan ikke vente på det. Der skal afklaring med det samme.

Jeg er så ked af det i forhold til min store søn på 8. Han føler sig helt sikkert som en lus ml 2 negle, for hvem skal han holde med.
Siger altid undskyld til ham, når et skænderi og råberi har fundet sted. Siger at det ikke er hans skyld og ikke har noget med ham at gøre, men øv han lærer jo, at det er sådan man er “kærester”.

Jeg er kørt fast i skænderier. Kan mærke at hver gang vi skændes, mister jeg følelser og overskud for at få det til at fungere. Tror ikke rigtig på det mere. Hvilket gør min partner rigtig ked af det og sur også.

Han mener vi må være voksne og tage os sammen og at “gå fra hinanden” ikke er en løsning.

Samtidig er han stor modstander af parterapi, da ingen “skal sidde og finde fejl ved ham”.

Ikke at han siger han er fejlfri, overhovedet, men han kan ikke klare tanken om et fremmed menneske, der skal grave i vores personlige problemer.

Aner ikke hvad jeg skal stille op..

Kh.


Svar

Hej

Tak for din henvendelse til brevkassen.

Jeg har læst den igennem et par gange og vil dele nogle tanker med dig.

Du fortæller om en meget travl hverdag, hvor det er svært, at nå det hele. Din mand og du har ofte skænderier om alle de mange praktiske gøremål og med jeres børn som tilskuere. Nu ved du næsten ikke, om du orker mere, lyder det til. Du er ked af, at børnene skal være vidne til jeres diskussioner og du føler ikke, at der er basis for, at samværet med din mand kan forandre sig. Din mand vil gerne, at I bliver sammen og ønsker samtidig ikke, at modtage hjælp til, at forandre jeres forhold. Situationen lyder fastlåst og du afslutter med at skrive, at du ikke aner, hvad du skal stille op.

For de fleste mennesker er det sådan, at det, der giver livet mening og værdi, er forskellige aspekter sat sammen i en eller anden vægtet blanding. Du nævner forskellige ting, som for dig skal gå op i en højere enhed:

  • Parforhold
  • Job
  • Børn
  • Venner

og der er sikkert flere ting, som ikke fremgår af din mail.

Misforhold mellem værdier og det levede liv?
For de fleste er det sådan, at hvis der kommer et misforhold imellem det, man gerne vil prioritere og tillægge tid og værdi i sit liv, og den måde man faktisk lever det, så opstår der frustrationer. Som jeg ser det, kunne det godt være den slags frustrationer du oplever. Jeg fornemmer, at der er noget, som du gerne vil og som har betydning for dig, men at der er noget andet, som gør, at det, som er vigtigt, ikke lykkes. For at løse den slags uoverensstemmelser, mellem det man gør og det man egentlig gerne vil, kan man vælge mellem to strategier:

  1. At revurdere og omdefinere, hvad der er vigtigt i livet
  2. At ændre på den måde, som man faktisk lever sit liv

Dette kan måske lyde lidt kryptisk, så lad mig komme med et eksempel med udgangspunkt i det du skriver:

Jeg oplever, at parforholdet har betydning for dig og at det er noget, som du generelt set gerne vil tillægge værdi. Samtidig er der ikke noget i det du skriver, som fortæller mig, at du og din mand aktivt gør ret meget for, at jeres parforhold skal være velfungerende. I bruger meget energi på jeres job, på jeres børn og på praktiske gøremål, som alt sammen også er vigtigt. Dermed nedprioriterer I i praksis jeres parforhold og det lider I under, ser det ud til.

Hængt op på job
Du fortæller, at I begge er hængt op på jeres fuldtidsjobs og det lyder til, at det giver jer en ret presset hverdag. Med ordene ‘hængt op’ kan man få det indtryk, at det er noget I ikke selv har ansvaret for, men noget andre har presset ned over jer. Jeg forestiller mig ikke, at det er sådan du tænker om det, men jeg vil alligevel nævne det. Måske er der brug for, at I forholder jer til, hvem det egentlig er, der bestemmer, hvor travlt I har. Hvis det nu er sådan, at jeres jobs udgør en af de væsentlige faktorer i forhold til, hvordan I har det sammen som par og familie, så bliver det måske også væsentligt at kigge på, om der er noget på den front, som burde være anderledes. Dvs. det kan blive nødvendigt at spørge hinanden om, om der er behov for at drosle lidt ned, så der bliver mere energi til de øvrige ting, som også er vigtige, så som at være kærester, være familie, besøge venner mv..

Hvor vigtigt er parforholdet i dit liv?
Du skriver, at du ikke rigtig tror på jeres parforhold mere. Dvs. du er ved at overveje strategi nummer 1 (nævnt ovenfor): Skal jeg droppe parforholdet, når det alligevel ikke fungerer? Dvs. du spørger dig selv om, om du skal revurdere betydningen af ‘parforhold’ for på den måde at løse problemet med, at det ikke fungerer for jer. Hvis du nu kan overbevise dig selv om, at parforhold ikke er vigtigt (eller ikke vigtigt nok) i forhold til de andre ting, som du gerne vil med livet, så får du dermed løst problemet. Der er ikke længere uoverensstemmelse mellem det du gør og de værdier du har.

Tror du på det?

Vil det ikke snarere gå sådan, hvis du forlod din mand, at der ville gå en periode, hvor I alle skulle sunde jer og hvorefter du så ville begynde at overveje, om du skulle finde dig en ny mand?

Med andre ord: Ønsker du i virkeligheden at fjerne værdien ‘parforhold’ fra dit liv?

Min pointe er: Hvis du vil leve i et parforhold med din nuværende mand eller med en hvilken som helst anden, så slipper du ikke for at overveje strategi nummer 2.

Sådan som I lever jeres liv lige nu, er der ikke plads til parforhold. I har så travlt med andre gøremål, at I har glemt at være kærester. Ønsker du at leve og prioritere dit liv på den måde?

Hvis du ikke ønsker det sådan, må I ændre på måden, som I lever og prioriterer i jeres liv.

Hvordan ville du gerne prioriteterne skulle være?
Forestil dig, at du tegner en lagkagegraf (en cirkel delt op i trekantede stykker, ligesom en lagkage) og lader hvert stykke være udtryk for et af de aspekter du værdsætter i dit liv. Jeg nævner 4 øverst i mit svar, som du evt. kunne tage udgangspunkt i. Tilføj gerne flere. Tegn så en lagkagegraf, hvor du med størrelsen af de enkelte stykker beskriver for dig selv, hvor vigtig hvert aspekt er. Overvej dernæst, hvordan denne graf hænger sammen med, hvordan du faktisk lever dit liv. Giver du jeres børn, den plads de skal have? Giver du din mand, den plads han burde have? Osv.

Med udgangspunkt i dette overvej da, hvilke stykker der skal gøres større og hvilke der nødvendigvis må gøres mindre, for at du kan komme til at leve dit liv i overensstemmelse med de værdier du har og hvad du gerne vil med dit liv.

Hvad er det egentlig I længes efter?
En hypotese, i forhold til at du og din mænd ofte skændes, kan være, at I er uenige om, hvordan man skal opdrage børn, hvor meget tid man bør bruge på at besøge venner og veninder eller hvor meget man kan forlange, hinanden skal gøre af de praktiske gøremål i hjemmet.

En anden hypotese kunne være, at I begge lider under, at I ikke er kærester og begge savner dette i jeres liv. I formår ikke at have en konstruktiv og helende dialog omkring dette og derfor kommer jeres frustrationer over dette ud i form af skænderier, som handler om helt andre og i denne sammenhæng temmelig uvæsentlige ting. I kæmper en kamp med hinanden for at forsøge at opnå noget andet, end det i egentlig begge savner.

Giver denne sidste hypotese mening for dig?

Der er meget at miste
Mine råd til dig er disse:

  • Omprioriter i jeres liv, så der bliver plads til at være kærester
  • Begynd at tale med hinanden om jeres forhold og det I savner
  • Begynd at gøre ting sammen, så I kommer hinandens ønsker til parforholdet i møde

Du har talt med din mand om at gå i parterapi. Det er helt oplagt en rigtig god ide, som din mand så ikke har set lyset i endnu.

Parterapeuter arbejder forskelligt og er uddannet ud af forskellige teoretiske skoler. Jeg vil dog mene, at langt de fleste parterapeuter har en anden tilgang, end det din mand beskriver som at ‘finde fejl’. De fleste terapeuter, som jeg kender til, tager udgangspunkt i at etablere en platform for, at bringe parret i dialog med hinanden. Dvs. det er ikke terapeuten, som sidder og peger fingre og er fejlfinder. Det kan parret som regel sagtens selv finde ud af. Terapeutens opgave er, at hjælpe parret til at tale med hinanden på en konstruktiv måde, så man kommer bagom de daglige skænderier og i stedet får fat i den underliggende længsel og savn, som er den egentlig årsag til, at frustrationer og dermed skænderier opstår.

Det tror jeg I har brug for hjælp til, og det ser jeg som noget helt andet, end at terapeuten skal finde fejl hos din mand. Derfor synes jeg, at du skal forsøge, om du kan overtale din mand. Det kan være, at I ikke lige har held med den første terapeut, men så kan man jo bare prøve en anden. I har haft 11 år sammen, hvoraf jeg formoder de fleste har været gode. I har 2 børn sammen. Der er meget at miste, tænker jeg. Lad ikke det ske, uden at I seriøst har gjort et stykke arbejde for at prøve at undgå det. Indtil videre har i ikke gjort noget for at genoprette jeres forhold, så vidt jeg forstår. I har kun forsøgt at overleve.

Titanic er lige forlist og I og jeres børn ligger i vandet og plasker. Nu kommer en redningsbåd forbi (terapeuten), men din mand vil ikke kravle op i den, fordi han har hørt, at sæderne ikke er polstrede… Det giver ikke rigtig nogen mening…

Jeg håber, at disse perspektiver over din henvendelse har sat gang i nogle tanker hos dig, som du kan bruge til noget. Jeg ønsker det bedste for dig og hele jeres familie!

De bedste hilsner fra