Sexafhængighed og parforhold

Spørgsmål

Fold ud

Min mand og jeg er gift, og har været det i mange år. I alle år af vores forhold har der været gentagne gange med utroskab fra hans side. Der begynder at tegne sig et mønster, der ligner sexafhængighed. Har også snakket med en læge om det, og har fået en henvisning til en psykolog. Men hvordan kan jeg som hustru bedst støtte, hjælpe og være i det. Jeg elsker ham stadig og har en kæmpe tro på at han kan og vil stoppe, og måske er det også derfor jeg er i dette forhold stadigvæk. Har en kæmpe tillid og tro på Guds indgriben. Der hvor jeg synes, det er svært, er, hvordan jeg skal kunne have sex med min mand. For det er jo stadig nødvendigt at opretholde et sexliv, på trods af, at han skal ud af sin afhængighed til andet. Jeg føler en gang imellem det bliver mere pligt fra min side end lyst. Skønt jeg selv må tage initiativet, for han tænder ikke længere på mig pga alt det han har set og gjort. Og det påvirker mig. Jeg er meget tiltrukket af min mand. Men det er virkelig et turnoff, når han ikke tænder på det. Jeg vil gerne opretholde vores sexliv, men skal vi det? Er det bedre at lægge det på hylden til han er “rask” . Hvordan støtter jeg bedst muligt ?


Svar

Kære ægtefælle til sexafhængig

Tak for dit spørgsmål, om hvordan du som ægtefælle finder vej og støtter bedst muligt.

Du beskriver din tro som en stor ressource. Netop, når vi møder svære ting i livet, er det ekstra vigtigt, at vi har ressourcer at trække på, som hjælper os og kan give fornyet energi og mod. Når du skriver ind til Parvis-brevkassen, vidner det om, at du også gerne vil søge menneskelig hjælp udefra, og det tænker jeg også, du/I har brug for.

Hvis det drejer sig om sexafhængighed, er det netop afgørende, at din mand får hjælp og behandling. Der er både i København og Randers offentlige behandlingstilbud til sexafhængighed ligesom der også findes private psykologer, der tilbyder behandling. Der kan være forskellige årsager til, at han har udviklet denne adfærd og ikke selv kan stoppe med den igen. Det kan være kompliceret, og derfor er der brug for professionel hjælp og behandling.

Generelt er sexafhængighed som en behandlingskrævende tilstand så ny i Danmark, at der ikke har været ligeså megen fokus på samleverne/ægtefællernes behov og smerte, som der ofte er behov for.

Der er det ved både sexafhængighed og andre afhængighedsformer, at man som ægtefælle nemt bliver en del af afhængighedsmønstret. Derfor vil man ofte have brug for hjælp og støtte udefra både til at finde ud af, om man er en del af det usunde mønster, på hvilken måde men også til at komme ud af det. Det er vigtigt, så man ikke lever på den andens præmisser, men på sine egne. Når man som du har levet i mange år med en, der har afhængighed som tema i sit liv, og gentagne gange har oplevet din mand har været utro, tænker jeg, det kan blive afgørende for dig og jer, at du får et rum og et sted, hvor der er fokus på dig.

Det er meget forståeligt, at du er frustreret over på den ene side gerne at ville have sex med din mand og være tiltrukket af ham og samtidig oplever, at hans afhængighed er kommet imellem jer. Derfor vil jeg anbefale dig at tale med en psykolog med viden om sexafhængighed, som kan lytte til dig og din vinkel og hjælpe dig til at finde ud af, hvad du gerne vil og kan med din seksualitet.

Afhængig af, hvordan behandlingsforløbet bliver for din mand, kan det være hjælpsomt også at gå i parterapi, for at få hjælp til at finde vej i, hvordan jeres fælles seksualitet kan se ud.

Det korte svar er: Du støtter bedst i første omgang ved selv at modtage hjælp og vejledning ved en professionel til at se på, hvilke temaer og mønstre, der er i spil for dig – og ved fortsat at støtte ham i, at han modtager behandling.

Du er altid velkommen til at skrive tilbage.

Kærlig hilsen

Psykolog: Aida Hougaard Andersen