Sex i det langvarige ægteskab

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Vi er et par, der har været sammen i over 30 år. Vi har tre børn, og har på mange måder et godt liv. Vi har løbende sex; mere i nogle perioder end andre.

Vi har en tilbagevendende udfordring. Min mand ønsker sexualitet, der går ud over de rammer, jeg kan være med til. Han vil gerne i swingerklub, på sexmesse og så gerne på, mens jeg havde sex med en anden. For mig hører sex til i (for mig) trygge rammer, hvor der ikke involveres andre. Jeg har behov for at dyrke tosomheden og intimiteten os to imellem. Det har min mand også, men han synes ikke, det er nok for ham. Han oplever at skulle undertrykke uudlevede ønsker og længsler.

Hvis jeg skulle være sammen med en anden, skulle det være, fordi der var følelser involveret, og så skulle min mand bestemt ikke være en del af det, og det er ikke det, nogen af os ønsker. Men så kan han ikke forstå, at jeg ikke bare vil prøve en swingerklub. Vi kan bare gå igen, hvis det ikke er rart, siger han.

Jeg tænker, at det er ok at sige nej, når jeg har så lidt lyst, og det ikke er noget, jeg tænker godt om. Andre kan gøre det, hvis de synes, det er rigtigt, men jeg vil ikke være en del af “det frie marked” eller “det offentlige sexuelle rum”, som jeg oplever det er. Det længste jeg kan gå er til at sige, at så må han prøve det, hvis det er så intens en længsel.

Problemet er, at det er en tilbagevendende snak, hvor jeg oplever, at han bliver med med at “plage” og spørge, om jeg ikke kunne tænke mig det.
Jeg tænker, det er en rimelig grænsesætning at sige nej, men snakken bliver aldrig rigtig lukket, eller vi finder ikke rigtig forståelse for hinanden på det felt.

Hvordan kommer vi videre?

Svar

Kære Kvinde

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg har glædet mig til at skulle besvare det, for det indeholder vigtige emner, som er godt at få talt om, når et parforhold skal plejes. Du fortæller, at I har været sammen i 30 år og har et sexliv. Du skriver at du og din mand har tilbagevendende diskussioner omhandlende hans behov på det seksuelle område og at han har uudlevede ønsker og længsler. Han har lyst til at prøve nyt. Du sætter en grænse og siger nej, når det involverer andre end din mand seksuelt, som for eksempel at komme i en swingerklub. Du ønsker en tryg ramme for din seksualitet og intimitet. Her kunne jeg så let fristes til at sige, at du har ret og han uret, men så enkelt er parforhold ikke. Begge parter har altid noget vigtigt, som bliver kommunikeret, det handler om at finde ud af hvad. Da han ikke ønsker at lukke emnet ned, så er der noget vigtigt, han vil fortælle dig, og der er noget vigtigt, du vil fortælle ham ved at sige nej.

Sexolog eller parterapeut
Hvor går man hen, når spørgsmålet omhandler det seksuelle i parforholdet? Din mand ønsker at udforske gennem sexmesser eller swingerklub. Jeg vil foreslå at hente hjælpe gennem parterapeut eller sexolog. En parterapeut arbejder på at parforholdet holder sammen, og hvor sex er en vigtig del af parforholdets kit. Har parret det godt med hinanden, har det en afsmittende effekt på deres seksuelle samliv. En sexolog arbejder på det seksuelle, og skal respekterer parret holdninger i forhold til, hvad der er tilladt i deres samliv. Der er sexologer, der tillader at udforske det seksuelle udenfor ægteskabet. Min personlige holdning, som parterapeut er, at sex uden for ægteskabet er med til at ødelægge tilliden og dermed intimiteten i parforholdet.

Længsler og drømme
Du fortæller om din mands længsler, og længsler er et stærkt ord, som betyder en higen efter noget og et dybtfølt ønske om noget, og som man måske aldrig har fået. Han prøver at sætte ord på sine længsler og drømme, og det er godt. For hvis hans drømme skal blive mulige, må han sætte ord på dem.

Længsler og drømme formes af, hvem man er, men også af vores omgivelser. Og i det omgivende samfund i dag er vi stærkt påvirket af en seksuel frigørelse, og at sex og ægteskab ikke behøver at høre sammen. Vi ser sex på fjernsyn, på nettet og i det offentlige rum og vi bliver påvirket, og vi kan tro, at det alt sammen er muligt for os. Så er det bare irriterende at være gift med en kvinde, der værdsætter familielivet og mærker når den bliver udfordret af sex med én udenfor.

Behov
Men hvad med hans behov? Hvilke behov ligger bag hans ønske? Er det fordi han i bund og grund har brug for at føle sig elsket? Er det fordi han keder sig i det seksuelle, og har brug for nye måder at vise dig, at han elsker dig. Eller er det hans eget behov, bare nu fordi det kan se spændende og muligt ud. Jeg kender jer ikke og hvordan I har det sammen, men jeg læser, at han skubber til dit behov for tryghed, og den kan han måske opleve som en barriere for at lære dig at kende på en dybere måde.

Jeg vil opfordre jer til at tage en snak om jeres længsler og behov, og at I får lyttet til det, der ligger bag ved hver jeres ønsker. Dit behov for tryghed er lige så vigtigt som hans behov for seksuel leg. Så dit behov for tryghed er lige så vigtigt at få talt om. For hvad handler det om, og hvad kan han gøre, for at du der tryg og samtidig tør være åben?

Intimitet
Intim betyder at jeg kan opleve det godt og trygt at være tæt på min partner. Her kan jeg være åben om, hvem jeg er, og samtidig ønsker jeg, at være åben over for, hvem min partner er.  Her kan jeg være tryg og fortælle om mine længsler og drømme. Kritik kan lukke af for intimiteten. Man kan være intim på flere måder. Det kan være følelsesmæssigt, hvor jeg fortæller om mig og mine følelser og behov og er åben overfor min partners. Det kan være fysisk, at jeg er åben overfor, hvad min partner gør ved mig, og jeg samtidig er åben overfor, hvad han derigennem vil fortælle mig. Det er både gennem berøring og at kæle for hinanden, og det er gennem at stimulere hinanden seksuelt. Jeg kunne ønske at par genopdagede nydelsen ved bare at røre ved hinanden og derigennem vise kærlighed.

At være intim betyder, at jeg er åben overfor at tage imod kærlighed og at give kærlighed. At jeg kan være intim betyder, at jeg er tryg og har tillid til at min partner ikke vil misbruge min tillid.

Hvordan udforske seksualiteten i en tryg ramme?
Sex er meget mere end den seksuelle akt og orgasmen. Det er også erotikken og legen der lægger op til selve det seksuelle. Det er den måde, vi taler til hinanden på, den måde vi klæder os på, den måde vi skaber en stemning – gennem ord, smag, dufte og musik. Den måde vi bevæger os på. Den måde vi rører ved hinanden og kæler for hinanden. Den måde vi er frække sammen. Den måde vi afviser hinanden for igen at tillade os at nærme os hinanden. Erotikken er med til at danne billeder i os og skærpe appetitten og lysten til hinanden og til sex. Det kan være nye måder at stimulere hinanden på seksuelt, så nydelsen kan blive større.

Det seksuelle handler for mig at se både om det rent tekniske i forbindelse med orgasmen og det følelsesmæssige. Nogle gange kan det virke som om at den ene part er mere orgasmefikseret og den anden følelsesfikseret, men jeg har en tro på at begge parter har begge dele i sig. Jeg vil foreslå, at I læser bøger sammen om sex evt. gå på biblioteket og låner. Jeg kan anbefale bogen ”Det passionerede Ægteskab”, af David Schnarch. Bogen handler om at holde sex, intimiteten og kærligheden i live i parforholdet. I vil sikkert synes at bogen ser kedelig ud, for der er ingen billeder i, men teksten skaber selv masser af farverige billeder, og der er mange emner som kan tages op i dialog. I det hele taget findes der mange gode bøger om ægteskab, parforhold og sex.

Værdier i parforholdet
Jeg tror, det er vigtigt, at man kender sine værdier, og ikke går på kompromis med dem. Din mand skubber til dine rammer for, hvad du kan gå med til i forhold til sex med andre. Du giver udtryk for, at I har to forskellige rammer for, hvad der er ok at gøre.
Jeres parforhold består ikke kun af dig og ham, det består også af ”jer to”, og hvordan passer I på det, som er ”jer to” jeres fælles liv?
Du skriver, at det længste du kan gå med til er, at han får lov til at prøve det ”frie marked”. Jeg håber, at du har mærket godt efter helt ned i din mave, at du der synes, det er ok. At det, du siger, er af kærlighed til ham og ikke kun for at blive fri for hans pres. Kæmp for det, der er værdifuldt for jer. Personligt mener jeg, at sex uden for ægteskab ikke skaber nyt liv til samlivet, men er en glidebane og en vej væk.

Tillid
Hvordan bliver du tillidsfuld nok til at gå på opdagelse sammen med din ægtefælle? Jeg kender ikke dig og din historie og ved ikke om du har brug for særlig stor tillid og har svært ved at overgive dig og slippe din kontrol. Jeg vil opfordre jer til at tale om emnet, være nænsom sammen og måske få hjælp. Jeg håber, I får gode dialoger sammen, og at I får styrket jeres forhold. Det er ikke alle vores behov, vi kan få tilfredsstillet af vores partner. Jeg kunne håbe, at det I betyder for hinanden har større værdi, end at den ene får seksuel tilfredsstillelse. Jeg har et ønske for jer, at I sammen hjælper hinanden til vækst i parforholdet, også på det seksuelle område.

God vækst.

Med kærlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Erna Nielsen, Psyko- og parterapeut

Se også:

Hans sexlyst er lav

Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...