Ses meget efter brud. Nu gør det ondt

Spørgsmål

Fold ud

Jeg var kærester med en fyr gennem 4 år.
For 6 måneder siden kom han en eftermiddag meget PLUDSELIGT, og slog op. Vi havde netop været på ferie sammen, og han havde også inviteret mig på ferie med sin familie i 3 uger. Der var ingen signaler. Han skrev ofte, hvor sød og dejlig, jeg var.
Han slog op med begrundelsen, at han elskede mig over alt, men ikke på ”kæreste-måden” Han græd som jeg aldrig havde set før. Kort tid efter smuttede han ud af døren. Jeg hørte ikke fra ham de næste 2 uger. Jeg havde så mange spørgsmål. Efter 1.5 uge tog jeg sagen i egen hånd, og skrev til ham, hvad der foregik. Vi aftalte at snakke sammen en aften. Jeg tog til ham, og var ret opsat på at vise ham, jeg var OKAY! Jeg var ovenpå! Jeg fik lettet mit hjerte, han sit, og på en eller anden måde lod jeg mit hjerte rive sig med og vi endte i kys og kærtegn..
Vi aftalte at ses som venner.. Siden da har vi ses en gang i ugen ca. Vi har været ude og spise, drukket en øl osv. og ofte er det endt med kys, kram og soven hos hinanden. Han er enormt kærlig.. Kysser mig i søvne, kravler ind til mig under dynen, og dufter til mig.. Jeg har nydt det hele. Hver gang han er taget hjem, har jeg fået en sms om tak for en dejlig aften, han nyder at se mig osv. osv. Som han siger: ”Du er dejlig”. ”jeg kan ikke lade være”. Osv. osv.
Jeg har bare været i det. Jeg ved, det blot kan være en tryghed. Men den har han bare også i så mange af sine drenge..  Og det virker bare som rigtig kærlighed fra hans side.. Den der intensitet og kys.
Han har været meget med sine drenge siden. Da vi var kærester, tror jeg han følte sig ret låst. Han lod ofte være med at tage med drengene, måske lidt bange for min reaktion, fordi jeg ofte kunne blive sur. Jeg afspejlede mig meget i ham, og endte med at føle mig lidt ensom. Det er jo aldrig sjovt, og det gik ofte udover ham. Jeg bebrejder meget mig selv, men er begyndt at blive bedre til at tackle det.
Han har altid været konfliktsky og burde have snakket med mig, hvis han var utilfreds med noget.

I sommers var vi fra hinanden i 3 uger for første gang som ”ikke kærester”. Vi var ikke i meget kontakt i de uger, men så hinanden som noget af det første, da vi begge var hjemme igen. Igen ender det i kys, kram og kærtegn. Kemien er der, og det er så rart. Vi var ikke kommet længere fra hinanden.
En uge efter ses vi igen. Her sker der ingenting. Han spørger mig, hvornår vi ses igen – og der ramte det mig. Hvad er det her for noget? Han slår op med mig, men vil stadig ses 1 gang i ugen. Jeg spørger ham, og en snak åbnede sig op. Han fortæller mig, han er bange for at give mig falske forhåbninger, for han er bare ikke ”der lige nu”, som han sagde, og synes, vi skal stoppe med at være kærlige osv. fordi vi ”sidder fast”.

Jeg bliver kastet helt tilbage. Det er som om, han slår op med mig igen.. Jeg har nok ikke på noget tidspunkt fortalt ham, hvor ked af det, jeg egentlig er.. For AV! Jeg kan ikke tænke på noget andet. Og ja, det er nok ikke sundt at se ham. Men jeg er så bange for, han glemmer mig. Og jeg har nok prøvet at vinde ham tilbage ved at være ovenpå, se godt ud osv.
Jeg fik sagt, jeg savnede ham, ikke drømmer om et forhold til ham lige nu, men jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor vi skal lægge låg på en kemi, en lyst og noget, vi begge synes, er så dejligt, fordi det er med hinanden. At jeg ikke kan forstå, hvorfor vi ikke kigger på hinanden, og spørger ”hvorfor sidder vi fast?”. At jeg er for ung til at lægge låg på noget, fordi det er ”fornuftigt”. Jeg spurgte ham, hvis nu det havde været 1. date sidst vi sås, hvor der ikke skete noget. Og han sagde, ja, så havde jeg nok lagt op. Fordi det er mig, som han siger.

Jeg lod ham vide, at jeg er blevet inviteret på en date, og han fortalte, han ikke ville høre noget: ”jeg bliver pisse jaloux”, som han sagde.
I princippet har han ikke på noget tidspunkt prøvet at undvære mig. Hvad skal jeg gøre?


Svar

Tak for din meget ærlige fortælling. Det virker som om, at lige nu er forholdet overladt til lidt kaotiske følelser. Det ene øjeblik føler den ene af jer noget, og det næste øjeblik noget andet. Sådan kan I ikke fortsætte. Det er som et skib, der bliver kastet rundt på havet uden styring og motor.

Det første, vi tænker er, at I må gøre op med jer selv, hvad I dybest set ønsker jer med det forhold? Og siden det er dig, der spørger, så må du gøre op med dig selv: Hvad ønsker du? Ønsker du at være kærester med ham og ønsker du, at det skal være et livslangt forhold?

Kæreste eller ven?
Lige nu er jeres aftale, at I ses som venner – men det ender med kys og kærtegn. Hvad er det et udtryk for fra dig? Ønsker du en kæreste eller en ven? Og hvis det er en kæreste, du vil have, så må du melde mere klart ud om det. Det er det eneste, der er fair overfor ham. Vi forestiller os, at du måske holder dig lidt tilbage med at fortælle ham dine ærlige følelser, fordi du er bange for, at han forlader dig og bange for at blive såret igen.

Når han ikke ønsker at være kærester efter 4 år, hvad handler det så om? Ved du det? Det lyder som om, at der er nogle konflikter i jeres forhold, som I ikke helt har taget hånd om og fået løst. Det lyder mest som om, at I holder rigtig meget af hinanden, men bare ikke helt har fundet en måde at løse jeres konflikter på (f.eks. at han føler sig låst, og at du føler dig ensom). Det er en konflikt som ofte kan opstå i et forhold, og I er ikke de første og eneste, der har oplevet det. Måske har I bare brug for hjælp til at løse nogle af konflikterne f.eks. fra en parterapeut. Hvad ville der så være muligt for jer? Ville han være interesseret i et fast forhold? Ville du?

Lær at tackle jeres konflikter
Ethvert parhold kommer igennem nogle faser, hvor det vokser i udfordringer og tilsvarende modenhed. Det lyder som om, at jeres forhold kom ind i en fase, som I ikke lige vidste, hvordan I skulle tackle. I starten er vi forelskede, men så kommer der en ny virkelighed, når forelskelsen lægger sig og vi er nødt til at finde løsninger på de ting, der kan skabe konflikter i forholdet. Nogle gange prøver vi at beskytte os selv fra konflikten ved at flygte (den konfliktsky kæreste, der er sammen med drengene) eller ved at angribe vores partner for fejl (den sure, krævende kæreste), men konflikten er noget, der er opstået mellem os og skal løses af os begge i fællesskab. Det arbejde, er I nødt til at gå ind i sammen, hvis jeres forhold skal bevæge sig til et nyt sted. Det er ikke altid så let, fordi vi som regel er konfliktsky af en god grund. Det kan være gamle sår og mønstre, vi har lært gennem hele livet, og det kan man ikke bare lige ændre på med et fingerknips. Vores måde at undgå konflikterne på kan så blive årsag til nye konflikter og ensomhed i parforholdet. Men sammen kan I lære at tackle jeres konflikter.

Der kan godt være masser af håb for jeres forhold. I bliver ved med at komme tilbage til hinanden og det kunne jo tyde på, at din kæreste også ønsker noget, men måske bare ikke at være tilbage i et forhold, som det gamle. Så enten skal I være kærester på en ny måde ved at gennemarbejde jeres gamle konflikter og finde nye løsninger, eller også skal I stoppe med at have et forhold.

Kærlig hilsen