Seksualitet

Spørgsmål

Fold ud

Hejsa.
Jeg er gift på 12 år, gift med en skøn mand, og sammen har vi 4 børn. Da jeg var først i 20 erne, havde jeg min første og stærkeste forelskelse, og det var i en kvinde. Vi var kærester i 4 år, og vi hang ud med andre lesbiske. Men, det var turbulent, og jeg ønskede mig ro og stabilitet. Min mand kendte mig, og havde igennem mange år været forelsket i mig. Jeg slog op med min kæreste, mødte en anden mand, og efter et brud med ham blev jeg kæreste med min mand. Jeg blev gravid efter kort tid, og igennem tiden fik vi 4 børn. De sidste 2 år har jeg savnet en kvinde, jeg savner sex med en kvinde, tætheden og miljøet. Jeg er ved at blive vanvittig, og føler jeg lever på en løgn. Jeg er blevet småforelsket i en kvinde, og drømmer om et sidespring med hende. Jeg føler mig skyldig. Min mand ved godt jeg savner en kvinde, men han ville aldrig give mig lov til at leve den side ud. Jeg tænker, jeg er en lesbisk kvinde, som lever i et heteroseksuel forhold.
Hvad tænker du, og hvad gør jeg?


Svar

Tak for dit spørgsmål.
Når jeg læser dit spørgsmål, får jeg den opfattelse, at du både var forelsket i en kvinde da du var først i tyverne – og i den mand du valgte at gifte dig med, hvorfor mit svar vil være ud fra den opfattelse.
Gennem ethvert parforhold, er der generelt tre forskellige faser, vi vil møde.

Den første fase er medens vi er nyforelskede. Her bruger vi megen tid på hinanden, dels via nærværende samtaler, oplevelser sammen og opmærksomhed på hinandens trivsel. Her opstår en frydefuld følelse ved bevidstheden om at være første prioritet – at være det menneske for vedkommende, som er den mest værdifulde i hele verden. Følelsen af at være valgt til, og derfor følelsen af at være meget værdifuld, spiller en stor rolle i parforholdet. Fokus er altså hinanden, og den glæde det er at være os to. Her er livet dejligt livsbekræftende og sex er generelt sjovt og spændende. Her lever vi i en verden, der går på at elske og blive elsket.

Efter nogle år løber vi så stille og roligt ind i anden fase – ”leverpostejfasen” kunne vi måske kalde den. Her er vi ikke længere første prioritet for hinanden. Alt muligt andet har fået den plads – udfordringer i dagligdagen, som gør krav på vores opmærksomhed. Det er eks. børn, job, venner, fritidsinteresser hus og have oma. som også kræver ekstra tid. Den ekstra tid vi nu skal bruge for at dyrke denne form for liv, tager vi fra parforholdet. Det sker så stille og roligt, at vi ikke opdager det, for vi møder jo hinanden hver dag. Det betyder imidlertid, at de gode følelser, der nu binder os sammen, ikke længere er baseret på følelsen af at være værdifuld, hvor vi er opmærksomme på at vælge hinanden til, men på at være betydningsfulde – det vi gør, i stedet for det vi er. Der hvor glæden i første fase kom fra at være valgt til (værdifuld), kommer glæden nu ved det vi gør (betydningsfuld). Vi sørger eks. for at børnene har det godt, vi er opmærksom på egen karriere, udvikler venskaber, får huset til at se godt ud oma – altid noget vi gør, som vi finder glæde i at gøre. Langt hen ad vejen giver det en lignende følelse som værdifuldhedsfølelsen – men det er snyd – det er to forskellige følelser, men fordi de ligner hinanden, opdager vi ikke forskellen og opdager derfor heller ikke, at vi længes efter følelserne i første fase. I denne fase er der generelt lidt gråt og kedeligt – og sex er ofte mere blot et fysisk behov, der bliver tilfredsstillet end en stærk følelsesmæssig oplevelse – livet har ændret sig til at vi skal og bør – og i det skal og bør, forsvinder vores grundbehov – værdifuld – det at have et menneske, for hvem jeg er den vigtigste i hele verden. Det er ikke ensbetydende med et dårligt parforhold – vi kan stadig sætte stor pris på hinanden, men vi savner og længes alligevel efter følelserne i første fase – ofte ubevidst, da vi jo er betydningsfulde.

Hvis der ikke bliver handlet i anden fase, er der stor sandsynlighed for at vi ender i tredje fase. Længslen efter følelserne og livet i første fase, skaber lyst til at prøve noget andet – så hvis en kollega, ell. begynder at spørge til mig, sætter det pludselig gang i de følelser fra første fase, som så kommer buldrende – og bliver vi ved med at dyrke disse følelser, er det kun et spørgsmål om tid, før vi har været vores partner utro – eller har forladt vedkommende, da disse følelser vil fylde mere og mere – og sammenlignet med livet derhjemme, så synes det liv nu kun at være trist og følelsesløst – ”vi er vokset fra hinanden” er ofte begrundelsen.

Det nye er, som at se ud af en åben dør og der få øje på alt det, man længes efter (fra første fase) – et sted hvor solen altid skinner og der kun er den livsbekræftende følelse af at leve og være valgt til. Al den ”støj”, som altid er i et parforhold med børn, eksisterer ikke her, så dette ”rum” er virkelig tillokkende.
Min erfaring gennem 25 år som parterapeut er imidlertid, at der ofte kun går 5 – 7 år – så er dette rum lige så fyldt med ”støj”, som det man forlod – måske nu med yderligere vanskeligheder i forhold til de børn man fik i sit første parforhold – og ofte med risiko for dårlig samvittighed over, at man synes, man kom til at svigte sine børn. I begyndelsen ser det ud som om, at dette nye her er noget helt andet, og de følelser man nu har er fuldstændig anderledes end første gang – men erfaringen viser, at det er det samme som første gang.

Jeg tænker derfor, du står over for en skillevej – og på begge veje er der tab og gevinster – men du er nødt til at vælge en af vejene. Fristelsen kan være ikke at vælge – men det er som at sætte sig imellem to stole – der sidder du ikke godt, og du vil blive ved med at være frustreret og længes efter noget andet, og det er ikke godt for hverken dig eller din familie. På begge veje findes der behov, du skal opgive, hvis du skal have det godt fremover – altså helt opgive – og gevinster.

Den ene vej er grundlagt på et nyt parforhold. Her er gevinsten en følelsesmæssig eufori og glæde. Tabet er en familie, som gik i stykker med alle de følgekonsekvenser, som det giver resten af livet. Det er et valg, som alene er baseret på dit behov, og som derfor senere kan give dig dårlig samvittighed både over for din familie og overfor dig selv – især hvis det nye forhold senere går i stykker – eller når du opdager, at her er der lige så meget støj, som det forhold du kom fra.

Den anden vej er at vælge den familie til, som du allerede har. Her er gevinsten alt det en familie med børn og partner kan give dig – og som forøges gennem hele livet. Tabet er at udleve din lyst til en lesbisk tilværelse. Hvis du tager det valg, er det imidlertid vigtigt, at du ikke blot lader det fortsætte, som det er nu – så kommer du til at svigte dig selv, så du til sidst ikke kan holde det ud. Hvis det skal give mening, skal I derfor vælge at kæmpe for jeres parforhold ved at forsøge at gendanne elementer fra første fase. Det gør I ved at kopiere jeres adfærd fra første fase. Så er gevinsten mulighed for en ny fascination af hinanden med større glæde i livet – og sexlivet – et liv hvor du på mange måder vil kunne genfinde det, du havde de første år i dannede par.

Det indebærer, at din partner er med på den udvikling – vil satse sammen med dig. Ønsker han ikke det, fordi han synes, I har det helt fint, må du fortælle ham, at du er et sted, hvor du ikke længere kan holde jeres tilværelse ud, som den er nu. Han skal forstå, at konsekvensen ved ikke at ville være med i en sådan udvikling kan blive, at han mister dig.

Med venlig hilsen