Sammenbragte børn

Spørgsmål

Fold ud

Jeg blev skilt for fire år siden, for to år siden fandt jeg så en kæreste. Jeg har selv 2 børn og hun har 3. alt i alt har vi 2 drenge på 13 og 2 piger på 10 og en dreng på 7. I starten gik det fint med at være sammen. Vi bor ikke sammen , og har vores børn i de samme uger, begge kører vi 7-7. Men vi har selvfølgelig forskelligt syn på opdragelse. Hendes børn skændes kun , hvor mine slås. Men som tiden er gået er det ikke blevet lettere for os at være sammen med børn, de største problemer er slåskampene imellem mine børn, og så at min datter ikke gider at være sammen med de andre. Og det ligger hun slet ikke skjul på. Hun siger at hun er bange for at de skal tage mig fra hende, jeg forsikrede hende om at det aldrig ville kunne ske. Jeg har prøvet mange forskellige ting, Jeg har sagt til hende at hun skal se dem som en bonus, noget hun kan drage nytte af. og jeg har sagt at sådan bliver det, jeg vil ikke leve mit liv på hendes præmisser. Hu kan gi ve udtryk for at hun gerne vil være sammen med dem, men når så der er gået et lille stykke tid, er det helt tydeligt at se , at hun ikke vil være der.

Hvad kan jeg gøre ?

Hilsen en Far/Kæreste der er fortvivlet


Svar

Tak for din mail.
Jeg tror vi kan sige, at de problemer du beskriver, er meget generelle for sammenbragte familier. Det er der flere årsager til og jeg vil beskrive især 4 punkter.

Børnene mister noget af deres far
1. Når du finder en anden kæreste, så bliver du optaget af det. Det har den konsekvens, at dine børn mister noget af deres far. Det kan børn ikke håndtere. De har stadig brug for hele deres far, sådan som det var da de blev født og årene efter. Hvis din kæreste fortæller dig, at hun desværre ikke kan være sammen med dig, fordi hun skal være sammen med sine børn, så ville du sikkert få den samme følelse – især hvis det gentog sig igen og igen – og det tror jeg heller ikke du ville kunne håndtere på sigt.

Faldet i værdi
2. Når du fortæller din datter, at du ikke vil leve dit liv på hendes præmisser, får hun en bekræftelse på, at hun er faldet i værdi – og det får hende til at reagere med ikke at ville være sammen med de andre – for de repræsenterer jo de mennesker som stjæler hendes far fra hende. Når du forsøger at fortælle hende, at de nye børn er en bonus, bekræfter du blot over for hende, at du ikke forstår hendes sorg over at skulle give afkald på noget af sin far – og det gør det hele værre.

Vrede, sorg og skyldfølelse
3. Når børn oplever skilsmisse, kommer de ind i modsatte rettede følelser – som de heller ikke kan håndtere. For det første får de skyldfølelse, selv om du måske har fortalt dem, at de ikke er skyldige. For det andet bliver de vrede, men kan ikke forløse deres vrede, da de er bange for at miste deres forældre – og for de tredje bliver de fyldt med sorg, som de heller ikke kan forløse, da den støder imod følelsen af at de selv er medskyldige. Denne tilstand kan du sikkert fornemme er uudholdelig – derfor reagerer de med at skændes og slås. På den måde får de reageret på deres følelser, selv om det ikke hjælper dem videre.

Vejen frem er derfor ikke at skælde ud, eller appellere til dem om at opføre sig anderledes, for det svarer til at du så beder dem om at tage ansvar for den skilsmisse, som de ikke har ønsket.

Invester tid i børnene
Ønsker du at det skal være anderledes, skal du til at bruge alene tid sammen med dine børn – ikke sådan blot et par gange men ret ofte. Ved at bruge tid med dem alene, så bekræfter du over for dem, at du elsker dem – og at de stadig har samme høje værdi, som da du var gift med deres mor. Den alene tid skal også bruges til at være rigtig positiv nysgerrig på deres liv generelt – og ikke mindst på at de får lov til at udtrykke deres ubehag ved at skulle være en del af en ny familie. Hvis du giver dem plads til at udtrykke sig, lige sådan som de har det – selv om de så måske kalder din nye kæreste for grimme ord og ikke ønsker at være en del af det nye – så begynder der at ske en positiv forandring inden i dem, hvor de på sigt også ønsker at samarbejde.

Børn ønsker at samarbejde
Børns dybeste behov er at samarbejde med deres forældre. Det er vigtigt at du ikke forklarer eller modsiger dem, men blot lytter. Husk på, at de har ikke bedt om det blive en del af skilsmissen, men blev tvunget til det, så de har en meget god grund til at være vrede og frustrerede. Hvis du oplevede det samme som dem, er jeg sikker på, at du også ville reagere med vrede og frustration. Så de har brug for din rummelighed og forståelse – og plads til at udtale sig – ligesom de skal bruge alene tid med deres far. hvor der er god tid til at mærke at de er valgt til af dig. Hvis de får en oplevelse af, at du ønsker samarbejde med dem og derfor spørger til hvad de kunne tænke sig, så vil de også ønske at samarbejde med dig.

Jeg forstår godt, at det jeg skriver kan være svært – og det er jo også rigtigt, at du ikke skal leve dit liv på børnenes præmisser – så det er rigtig vanskeligt at finde den gyldne mellemvej. Men hvis du møder dine børn der hvor de er, så bliver de samarbejdsvillige – og hvis du bevæger dig lidt langsomt i forhold til din kæreste, så børnene ikke føler de er sat udenfor i dit liv, så vil situationen langsomt forandre sig til det bedre.

Du er velkommen til at skrive tilbage.