Problemer i forholdet

Spørgsmål

Fold ud

Hej

Jeg har haft en kæreste i et års tid. Og lige pt. kører vi et langdistanceforhold. Der er ca. 2 timer mellem os. Sidste år var vi begge på efterskole sammen og i år går vi jo så vidt forskellige steder. Vi har næsten lige siden starten af vores forhold haft mange skænderier. De omhandlede mest, at vi blev stemplet som “kæreste-kedlige”, og mistede vores venner og blev tvunget sammen 24/7. Men det begyndte at gå bedre, og vi snakkede med nogle andre end kun hinanden, men stadig var vi meget uvenner, mindst en gang om dagen, og det var bare latterlige diskussioner. Tror vi har det med at være ret dobbeltmoralske. Men nu her synes jeg bare heller ikke, det går godt, vi skændtes stadig meget og skriver virkelig ondt og taler ondt til hinanden. Jeg har før mange gange truet med at slå op, men han tager det ikke seriøst længere, han forstår ikke min alvor med at jeg vil lave om på vores forhold. Han tager det heller ikke alvorligt mere, når jeg græder, og alt virker så ligegyldigt for ham omkring mig. Men jeg holder stadig UTROLIG meget af ham, han har altid været der for mig og støttet mig igennem ALT. Jeg savner ham også pisse meget hver dag, og der er bare 3 år til at vi kan flytte sammen, hvis det er det vi vil efter gymnasiet. Hvad skal jeg stille op med vores forhold, og hvordan får jeg ham til at forstå og respektere min alvor?


Svar

Kære dig!

Tak for dit indlæg og dine spørgsmål.  For mig er det tydeligt, at du vil gøre rigtig meget for at få jeres forhold til at fungere. Du skriver, at du holder rigtig meget af ham, men der også er nogle ting, der ikke fungerer, som I har det sammen lige nu.

Bliv ved med at tage dig selv alvorlig.
Du skriver til sidst: “Hvordan skal jeg få ham til at forstå og respektere mit alvor”.  Det tror jeg er meget centralt i din problematik. Det er meget vigtigt, at få ham til at respektere dit alvor. Først tror jeg, at du skal tage dig selv alvorlig. Det kunne se ud, på det du skriver,  som om du har svært ved at tage dig selv alvorlig. Hvis du skal få ham til at tage dig alvorlig, er det nødvendigt, at du tager dig selv alvorlig. Det betyder at du skal lytte til dig selv. Hvis du oplever, at noget ikke fungerer, er du nødt til at sige det til ham. Hvis han ikke vil lytte til dig, må du sige til ham, hvad det gør ved dig (bliver du ked af det, rasende eller en helt anden følelse).

Hvad er det, der gør, at du holder meget af ham?
Noget du kan overveje er, hvad du holder af ved ham. Jeg vi foreslå dig at du skriver alle de ting ned, som gør, at du holder af ham. Dernæst kan du skrive de ting ned, som du ikke bryder dig om f.eks. at han ikke respekterer dit alvor. Kig på det, du har skrevet ned, og find ud af med dig selv, om det er ham, du vil blive ved med at være kæreste med. Hvis der er mest af negativt, vil jeg foreslå dig kraftigt at overveje om du skal gøre jeres forhold forbi. Hvis der er mest positivt, og du beslutter dig til at give jeres forhold en chance, må det første du tager en snak med ham om være, hvordan du kan få ham til at respektere dit alvor. Hvis du ikke kan få ham til at forstå det, tænker jeg, at du må gøre jeres forhold forbi, for at beskytte dig selv. Hvis du ikke lærer at beskytte dig selv, mister du nemt evnen til at tage dig selv alvorligt. Det er rigtig usundt mentalt.

Håber du kan bruge mit lille indspark.

Kærlig hilsen