Nyt parforhold, men eks´en spøger

Spørgsmål

Fold ud

Hej med jer

Efter 6 års ægteskab, hvoraf de sidste 1,5 år kørte skævt, blev jeg skilt for 1/2 år siden. Den sidste måned, inden jeg tog mig sammen til at få det sagt til min mand, blev jeg forelsket i en anden. Den dag jeg fik sagt det til min mand, flyttede jeg sammen med min nye kæreste, som jeg nu har boet sammen med i et halvt år. Min nye kæreste er 10 år ældre end mig, og jeg er meget glad for ham, men der er nogle ting, der går mig på. Først skal lige siges, at jeg er vokset op i et misbrugshjem med en far, der drak, og en mor der var psykisk syg. – Dem har jeg ingen kontakt med i dag.

Nå, men tilbage til kæresten. Jeg har fundet ud af, at han drikker for meget, og det smitter af på mig – alkohol er blevet en del af min hverdag, og det bryder jeg mig ikke om.

Jeg er vokset op med omsorgssvigt, og jeg føler mig svigtet af både min kæreste og af mig selv. Derudover har jeg, da jeg var sidst i 20’erne boet sammen med en mand, som havde et frygteligt temperament og råbte og skreg, når han var sur – denne vane har min nye kæreste også – og jeg kan mærke, at det gør mig utryg.

Nu er der sket det, at min eksmand har henvendt sig. Han har gået til psykolog, siden jeg gik fra ham, og fået indsigt i hvad han gjorde galt, og det har betydet rigtig meget for ham. Vi har haft et fantastisk ægteskab i godt 4 år, han har altid behandlet mig som en prinsesse og elsket mig højt, men han har aldrig forstået at samtale fremmer forståelsen, og at jeg har haft det psykisk svært i en periode, hvor det blev konstateret, at jeg ikke kunne få børn. Han har selv 3 børn, og de har hver en diagnose indenfor autismespektret – desværre blev hans datter gravid som 13-årig, lige efter jeg havde fået konstateret barnløshed, og det væltede læsset. Jeg fik angstanfald – dødsangst – angst for at være alene og følte mig rigtig ensom. Det kunne jeg ikke tale med min eks om, fordi han var så vred og ked af det, over at datteren var blevet gravid. Da hun havde født, blev barnet bortadopteret, og hun fik en fødselsdepression – så det var rigtig svært for os allesammen. Jeg holdt mine følelser for mig selv, gik til psykolog – og erkendte der, at jeg måtte passe på mig selv, og det var svært i det miljø, jeg var i.

Tanken om at blive skilt var født, og alt i forholdet synes at skubbe på. Nu hvor jeg har det godt, og han har henvendt sig – har vi talt sammen om alt det svære, som vi burde have talt om, mens vi var sammen. Han vil meget gerne have mig tilbage. Mit problem er, at jeg er glad for min kæreste, men er jeg forelsket? Jeg er også glad for min eks – men er jeg forelsket. Jeg føler mig på en eller anden måde stadig gift/knyttet til ham – og vi har haft det dejligt, og stort set aldrig skændes, da vi var sammen. Han er den samme altid, råber ikke, drikker ikke og er grundlæggende en dejlig person.

Hvorfor er jeg i tvivl, og hvad skal jeg gøre – har I et bud? Beklager teksten blev lidt rodet – håber I kan finde hoved og hale i det.


Svar

Kære ven
Jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært at finde hoved og hale i dit liv, for hvor har du dog været meget igennem, både i din opvækst og nu i dine parforhold.
At passe på sig selv
Du nævner, at du hos psykologen fik et råd om at passe på dig selv. Nu ved jeg naturligvis ikke, hvad psykologen har sagt og ment mere end det, du refererer, men min tanke ud fra det, du skriver, er, at det at passe på sig selv ikke nødvendigvis er at flygte væk fra det hele, men mere at være opmærksom på, hvad det er, der sker inde i én selv, og så forholde sig til det.
Tryghed
Når verden bryder sammen om én, flygter man ofte til det man kender, og jeg tænker, at det er, hvad der er sket, da du flyttede sammen med ham, du nu bor hos. Jeg tænker, at der har været noget, om ikke trygt, så noget du kender fra din opvækst og derfor nemmere kunne forholde dig til hos ham.
Når du så nu står i det, finder du ud af, at du har svært ved at se dig selv i alt det med alkohol, og hvad det medfører i det daglige, og at det ikke er godt for dig, for det var det ikke i din barndom.
Hvad er vejen frem?
For mig at se, er der ikke nogen let løsning på din situation. Jeg kan ikke sige: “Du skal bare…”, for der er plusser og minusser ved alle løsninger. Derfor tænker jeg, at det vigtigste er, at du selv finder ud af, hvad der er bedst for dig, får mulighed for at mærke dig selv.
Jeg tænker, at en vej kan være, at du vælger at flytte for dig selv i en periode, hvor du prøver at være opmærksom på, hvad der sker i dig. Jeg tænker også, at det er vigtigt, at du ikke går selv med dine tanker og følelser, men har nogen at dele dem med, altså en ven eller veninde. Samtidig hermed er det også vigtigt, at du har en terapeut inde over, som du kan dele dine følelser med og som kan guide dig igennem og hjælpe dig til at finde ud af at mærke dig selv i dine valg.
Hvis du flytter for dig selv, har du også mulighed for at få snakket med dem begge to, hvor I får drøftet de svære ting, der har været i tidens løb. Her tænker jeg især på tingene fra jeres ægteskab, som du nævner, I allerede har taget fat på. Når han så er taget af sted igen, har du bedre mulighed for at mærke efter hos dig selv, hvad der sker i dig. Det er meget sværere, når man bor sammen. Efter nogen tid på denne måde, tænker jeg, at du vil finde ud af, hvad der er det rigtige for dig.
Lykke til med dit liv.
Kærlig  hilsen