Når der er en part for meget i forholdet

Spørgsmål

Fold ud

Mit dilemma går på, at min kæreste hænger fast i sit forrige forhold, mens han gør alt for at forsikre mig om, at han skam er kommet videre og har fået ryddet op. Vi har været kærester i 1 ½-2 år med enkelte pauser, og forholdet har fra dag 1 været meget præget af, at han – som jeg ser det – ikke helt har fået ”klippet navlestrengen” til sin ex (som han har 2 børn med). Og med det mener jeg, at når hun siger hop, så hopper han. I det hele taget virker det som om, at de fortsætter et arbejdsfællesskab i hendes hus (selvom han er flyttet for 2 år siden) og udelukkende på hendes præmisser (dvs. når hun har brug for det = flere gange om ugen). Og det er fint, at de hjælpes om børnene, men det er som om, at stregen i sandet aldrig er blevet sat ordentligt af HAM…

Det skal lige siges, at jeg har hele tiden haft stor forståelse for og har været helt på det rene med, at de skulle have et godt og fornuftigt forhold til hinanden af hensyn til børnene, og har hele tiden syntes, at det skulle de to klare sammen uden min indblanding og i tillid til, at de to var afklarede med hinanden. Dvs. indtil nu, hvor jeg slet ikke kan se, hvordan jeg passer ind i den ligning længere.

Min kæreste og jeg har netop været afsted på en skøn rejse til udlandet, hvor også min datter og hendes kæreste var med (rejsen var en gave til mig selv). Dagen inden vores rejse sover jeg uroligt og får en stærk fornemmelse af, at der er noget, som ikke stemmer. Jeg taler først med ham dagen efter og siger, at jeg har virkelig brug for at høre ham sige, at han HAR fået ryddet op i sit liv, og at vi er sammen om det her. Begge dele bekræfter han. Ca. midtvejs i vores ferie – efter indtagelse af rigtig meget alkohol – fortæller han mig pludseligt, at børnenes mor havde foreslået, at de 2 rejste på ferie sammen med børnene (!). Det havde han sagt nej til først, men så havde han alligevel endt med at sige ”ja ja”. WTF, siger jeg! Jeg gav stille og roligt til kende, at det mente jeg ikke, at vores forhold kunne bære, og at sige ja til det, var for mig ensbetydende med et nej til vores forhold, men at det selvfølgelig var hans eget valg, hvis han gjorde det. Til det svarende han blot (stadig meget beruset / overrislet): ”For mig er det det mest naturlige at gøre at rejse på ferie og nyde mine børn sammen med den kvinde, som jeg har fået dem med”. Hvortil jeg svarede (stadig fattet og sammenlignet med ham pinlig ædru): ”Hvis du ikke kan holde ferie og nyde dine børn UDEN, at hun er med, så skulle du måske ikke være flyttet fra hende”.

Behøver jeg at sige, at stemningen resten af ferien var noget præget af den samtale (som jeg ikke aner, om han husker noget af, men det gør jeg)??? Jeg kunne i hvert fald ikke helt ryste den samtale af mig..

Jeg gætter mig til, at det må være den kommende ferieuge, der er på tale, så det er lige om hjørnet, men det står stadig hen i det uvisse. Jeg holder meget af ham, men føler, at vores forhold nu hænger og falder på, om jeg kan acceptere DET??? Alt ved det er forkert, skævt, og jeg ser det lidt som om, at hans ex tester vores forhold ved overhovedet at bringe spørgsmålet op eller – meget sat på spidsen – næsten udnytter, at HAN er vægelsindet og lidt for pleasende. Han kalder mig for sin kæreste, men behandler mig jo egentlig som en elskerinde. Jeg vil næsten sidestille det med åndeligt utroskab overfor mig, for sex er det eneste, de ikke har sammen. Jeg har haft mange samtaler med ham om dette uden, at det rigtig har rykket noget. Ser det ikke som min opgave at sætte stregen i sandet for ham, det må han selv gøre. For mig ville det naturlige være, at han og jeg rejste sammen med hans børn (som jeg selv gjorde, jf. ovenfor). Dem har jeg i løbet af vores forhold kun mødt 2-3 gange, så det er begrænset.

Er det bare mig, der er helt urimelig, når jeg ikke kan acceptere, at han rejser med os begge?? Ser frem til at høre fra dig – og mange tak på forhånd.

Mvh Bypigen med stort B


Svar

Kære Bypige

Tak for din åbenhed omkring dit forhold. Jeg forstår godt din smerte og frustration. I et forhold som jeres er der rigtig mange aspekter. Du har nævnt nogle af dem, og der er sikkert mange flere, både som du er bevidst om, men sikkert også forhold, du ikke er bevidst om. Derfor kan jeg ikke sige: “Du skal bare…”

Du skriver, at du holder meget af ham, men er usikker på, om jeres forhold kan holde til, at han også skal tage sig af sin ex. Jeg tænker, at når han forholder sig til sin ex. som han gør, kan det være fordi han derved kan holde en bedre kontakt med sine børn.

Jeg ved ikke, hvad jeres forhold kan holde til, men når jeg læser din mail tænker jeg, at du har brug for klarhed over, hvad der er op og ned i jeres relation, hvor du står i forhold til ham. Derfor tænker jeg, at du kan være nødt til at stille et ultimatum op for ham, som han er nødt til at forholde sig til, så du kan blive klar over hvor du har ham. Jeg tænker, at det vil være godt for dig, hvis du søgte rådgivning hos en person, der ikke er følelsesmæssig involveret i jeres forhold og får snakket igennem, hvordan du kan få stillet ham spørgsmålet på en god måde, for der, hvor du er lige nu, er dine følelser meget tyndslidte, og derfor vil du nemt komme til at få sagt tingene mere skarpt end du egentlig ønsker.

En anden mulighed er, at I sammen søger rådgivning hos en parterapeut, så I får hjælp til at få sat ord på de svære ting, I står i, og får fundet en konstruktiv vej frem. Når der som hos jer er så mange følelser på spil, går det let sådan, at den ene tror, man forstår den anden rigtig, men det er langtfra altid tilfældet. Her kan en parterapeut hjælpe jer til at I bedre forstår hinanden.

Så: Nej, jeg synes ikke du er urimelig. Men der er flere veje frem, jeg har nævnt et par stykker.

Lykke til med jeres forhold.

Kærlig hilsen