Min nye kæreste må ikke komme med til børnefødselsdag

Spørgsmål

Fold ud

Kære brevkasse, jeg håber I kan hjælpe mig med dette svære spørgsmål.

Min ekskæreste og jeg gik fra hinanden for ca. 1½ år siden og vi har 2 dejlige drenge sammen på hhv. 9 og 13 år. Det var et uproblematisk brud for os voksne, da vi gennem flere år vidste, hvor det bar henad og efterhånden havde prøvet ’alt’ med parterapi af flere omgange. Så vi var enige om, at det ikke skulle være os, og hendes forslag med at vi ’bare’ kunne prøve at have ’kærester’ ved siden af vores familie, kunne jeg ikke forlige mig med, da jeg er meget monogam, hvor hun nok er det modsatte.

Ungerne tog ikke bruddet helt så pænt, især den 13-årige knægt blev meget ked af det og følte, at hele hans verden sank i grus. På trods af at vi var enige om, at vi begge ville blive i huset, så de kunne blive boende, hvor de altid har boet, og vi fortsat gør fælles ting sammen, og også er i huset samtidigt 1-2 dage om ugen, hvilken min nye kæreste har accepteret, fordi drengene har glæde af det, men hun synes også det er svært.

Så alt burde vel egentlig være godt, eller så godt som det nu kan blive i en ’skilsmissefamilie’ med hensyn til børnene, men det er det desværre ikke helt.

For de har meget svært ved at accepterer min ‘nye’ kæreste, som jeg nu har været sammen med i over et år, og de blev præsenteret for hende for mere end ½ år side, og vi har lavet flere ting sammen, og de har også mød hendes børn.

Men nu har den ældste snart fødselsdag, og både han og hans mor (min ekskæreste) synes ikke min nye kæreste må komme med, hvilket jeg synes er mærkeligt, da hun jo er min partner og dermed en naturlig del af sådan en begivenhed, tænker jeg. Fødselsdagen er for den nærmeste familie, både min og min ex. svigerfamilie og har et fint forhold til dem allesammen fortsat, og min kæreste kender min familie rigtigt godt, men det virker som om min ekskæreste ikke vil have, det bliver ‘offentligt’, at jeg har en kæreste, og kommer med alle mulige undskyldninger for, hvorfor hun ikke må komme med, eller se dem i andre sammenhænge, og derfor tror jeg, min ældste søn bakker hende op, fordi hun overfor ham har givet udtryk for, at hun ikke vil have det svært med at have min kæreste med.

Så kan jeg ‘kræve’, at hun skal med, selvom både han og ekskæresten stiller sig på bagbenene..? Eller skal jeg accepterer hans ønske, selvom jeg føler, det er ‘manipuleret’ af min ekskærestes følelser?

Jeg føler, at både han og min ekskæreste ikke vil accepterer, at vi er et par, og det derfor er naturligt vi gør ting sammen, og har prøvet at forklare dem, at jeg jo også vil synes, det er mærkeligt og meget kunstigt, hvis vi fortsat skulle ‘lege familie’, uden min kæreste må komme med, og hun vil blive ked af det og føle sig ekskluderet.


Svar

Kære mand.

Tak for dit spørgsmål til parvis. Som rådgiver her, ønsker jeg at være med til at sætte en fast ramme omkring et parforhold, så det er et trygt sted for børn at være i og et godt sted for de voksne.

Dit spørgsmål til brevkassen handler om skilsmisse-problematik, hvor der er børn, der skal tages hensyn til. Hvordan gør du det på den rigtige måde, så du tager hensyn til dine børn, samtidig med at du ikke bliver skrevet ud af dine børn historie? For du ønsker, at de skal acceptere dig sammen med din nye kæreste, som du har kendt gennem 1 år.
Du skriver, at du har to børn med din ex-partner og at I gik fra hinanden for 1½år siden.  Du skriver, at I har gjort rigtig meget for at skilsmissen ikke skulle gå ud over jeres drenge. Drengene bor stadig i huset, og der er du med 1 – 2 gange om ugen, hvor I gør fælles ting.
Respekt for dig, som på den måde sætter dig selv til side for dine børn. Nu er det bare sådan at din nye kæreste ikke må være med til din søns fødselsdag, hverken for din søn eller for din ex-kones side. Hvem skal der tages mest hensyn til?

Skilsmisse er de voksnes kamp, og børn har brug for voksne til at vejlede sig. Børn har brug for at vide, at der er to forældre, der elsker dem og viser dem vej i livet. Derfor mener jeg, at din søns fødselsdag ikke skal blandes ind i dit ønske om, at din kæreste bliver lukket ind i familien. Og måske har dine børn brug for ekstra tid til at acceptere, at det ikke længere er dig og din ex, men at det er dig, deres far, med en ny kvinde, som de skal forholde sig til.

Dit ønske om at din kæreste bliver lukket ind i familien er helt legalt, og meget vigtig for at du forsat kan være en betydningsfuld forælder for dine sønner. I dit forsøg på at få din kæreste med til din søns fødselsdag, hvor familien mødes, møder du stærk modstand. For måske lever drømmen om familielivets enhed stadig, og leves i en ”laden-som-om-familie”.  Ved at du har fået en ny kæreste er drømmen slukket.

Jeg vil foreslå, at du forsøger at banke døren ind til dine børn og deres familie på en positiv måde og måske med en slags modtræk, for du er nu ved at danne ny familie, og hvilken familie er det? Hvordan lukke dine drenge ind i denne? Hvad kunne I gøre sammen i din nye familie? Det kan lyde nemt at invitere til rejser eller spændende oplevelser, og det kan være godt, men det handler vel også om at invitere til at gøre familieting sammen. Hvordan jeres familieliv skal være, er noget dig og din kæreste skal snakke om.

Det går ikke at tvinge ens børn til at synes om din kæreste. De bestemmer selv om de ønsker at lukke hende ind i deres liv. Så du er nødt til at lytte til din søns ønske på hans fødselsdag, også for at din kæreste fremover – forhåbentlig – fremover bliver accepteret.

Jeg håber, at det lykkes for dig at være en god far for dine drenge, samtidig med at du får dannet ny familie med din kæreste. Held og lykke med det.

Kærlig hilsen