Min mand vil ikke have børn

Spørgsmål

Fold ud

Hej. I august 2014 blev mig og min mand gift. Vi er begge to 38 år og personlig kristne. Vi har gået på efterskole sammen, og derved kendt hinanden i 22 år da vi blev gift. Han blev vild med mig allerede på efterskolen, men den gang sagde jeg nej, og sagde til alle vi højst skulle være venner, der gik knap 10 år, hvor vi ikke havde kontakt efter efterskolen, men så kom han til Midtjylland i 2004, hvor jeg også boede, og vi mødtes igen, han var stadigvæk vild med mig, men først i 2011, 19 år efter vi gik på efterskole sammen fik jeg følelser, og sagde ja til at blive hans kæreste, og vi blev gift 3 ½ år efter.

Men nu kommer problemet, mit største ønske i livet er at blive mor, få bare et barn, og jeg vil ikke kunne leve med tanken om aldrig at blive mor. Men min mand vil ikke have børn, især da han går med en frygt om at kommunen tager det fra os, og fordi han i sin barndom havde Damp-ADHD. Han er vokset fra det, har lært at takle det, og har ikke fået medicin for det i 20 år, men der vil stadigvæk være gener i hans krop, som kan gøre at hvis vi fik et barn så ville det få ADHD, og det siger han, at han ikke vil kunne takle. Han tror ikke han kan klare den rolle at være far. Jeg får ingen medicin, og har aldrig fået stillet en diagnose. Min mand får medicin for stofskiftet. Vi har begge to et arbejde, men vi er førtidspensionister, så det er skånejob. Vi har en hjemmevejleder hver nogle timer om måneden, og det er et bofællesskab vi bor i, da min mand har en del kontakt-behov, og derved ikke er klar til at flytte ud i egen lejlighed med mig. Jeg har boet alene i 15 år inden vi blev gift, og stort set klaret mig selv. Så det er lidt af en omvæltning for mig at flytte i bofællesskab. Ok, vi har vores egen lejlighed, og kan lukke af, men der er fællesspisning med de andre beboere, vi betaler til en kostkasse, men da jeg ønsker at støtte op om min mand, gjorde det at jeg sagde ja til at flytte her ud til ham. Men så snart han føler sig klar til at flytte, har han lovet at sige til.

Men ja hvad skal jeg gøre? Jeg græder indvendig hver dag over at han ikke vil have børn, og flere gange offentligt, da mange har spurgt os om vi ikke skulle have børn. Han siger, han har sagt før vi blev gift, at han aldrig skulle have børn, men det kan jeg ikke huske/mindes. Og det er meget svært for mig, hvad jeg skal vælge, da jeg elsker min mand højt. Men tanken om ikke at blive mor, er et mareridt for mig, og især da jeg er 38 år, som jo er en rimelig høj alder, i forhold til det at få børn, så der skal ikke gå for mange år inden det er ved at være for sent. Det skal lige siges at min mand valgte for 1 år siden at blive steriliseret, men man kan blive opereret om, hvis man fortryder. Som jeg jo så inderligt håber at han vælger at blive en dag.


Svar

Kære Kvinde

Tak for dit brev til Parvis.dk. Det er et stærk brev, og en ulykkelig situation I står i. Jeg håber, jeg kan komme med nogle gode råd, selvom jeg ikke kan træffe den svære beslutning for jer, om I skal have et barn eller ej.

Hinanden I elsker
Det er stærkt at læse, at du elsker din mand meget højt, og derfor synes jeg også, at det kan være vigtigt for dig, at du som en kristen kvinde respekterer din mands beslutninger, i dette tilfælde om ikke at få børn og i stedet at lade sig sterilisere. Det lyder også som om, han elsker dig meget højt, og at han har ventet på dig i mange mange år. Måske kan du fokusere mere på jeres kærlighed til hinanden i stedet for på noget tredje, der slet ikke eksisterer endnu.

Jeres situation
Du fortæller ikke, hvorfor I er på førtidspension og bor i bofællesskab og har en hjemmevejleder. Jeg tænker, at det er svært for mig at vurdere, om I er i stand til at passe og tage ansvar for et lille barn. Det kræver utrolig meget arbejde, overskud og forpligtelse at passe et barn, og det er vigtigt, at I taler med jeres hjemmevejleder og andre, som kender jer godt om, hvorvidt I er I stand til at passe et barn og tage det fulde ansvar for hele dets opvækst. I værste fald kan der ske det, din mand frygter, at barnet tages fra jer, hvis I får det og ikke kan klarer opgaven.

Moderfølelse
Jeg forstår godt din trang til at blive mor. Den ligger nok i de fleste kvinder som en gave fra Gud. Derfor kan det også være umådeligt svært og sorgfuldt, hvis man skal vælge det fra. Mange kvinder som du, der er i slutningen af 30érne eller begyndelsen af 40érne, går igennem den sorg. Jeg tænker, at det bedste du kan, hvis I vælger ikke at få et barn, er at beslutte dig for noget andet, du kan rette din moderfølelse mod. Det kan f.eks. få en hund eller et andet dyr, som du kan give omsorg. Du kan også vælge at give din opmærksomhed til en ny hobby, eller hvis du har overskud til det, og din hjemmevejleder synes det er en god ide, kan du blive voksenven for et barn, der har brug for det. Der er også den mulighed, at du får et sponsorbarn. Dvs. et barn som du betaler til hver måned og kan følge igennem breve. SOS-børnebyer har sådan sponsor muligheder, og det er en stor velsignelse at følge sådan et barn og vide, at man er med til at give det en fremtid.

Steril
Det er ikke ”bare” at blive sat sammen igen, hvis man er blevet steriliseret. Dels skal man overfor en læge forklarer situationen, og man skal have nogle meget gode argumentationer for, hvorfor man vil sættes sammen igen. Jeg kan være i tvivl om, de vil gå med til det, når din mand slet ikke er sikker på, at han ønsker børn, og hans situation er, som den er.

Hvis I får et barn
Hvis det alligevel er sådan, at I vælger gerne at ville have et barn, jeres hjemmevejleder og andre i jeres bagland bakker op om det, og I kan få “sat din mand sammen”, så det kan lade sig gøre, så er det vigtigt at sige, at sådan et barn jo skal være hjertens velkommen. Alle børn, der bliver undfanget, har ret til liv, og det har det barn også. Måske vil det kræve noget ekstra hjælp fra jeres bagland, og så er det vigtigt, at I selv beder om det, så jeres barn kan få de bedste opvækstbetingelser.

Hvis I ikke får barn
Hvis I ikke får barn, kan det være vigtigt, at I taler sammen om, hvad I kan ”skabe” sammen af andre ting. Måske kan I planlægge en rejse, eller begynde at gøre noget sammen, som I begge synes er sjovt. Måske kan I som før nævnt få et dyr, et sponsor-barn og I kan begynde at arbejde med jeres parforhold (f.eks ved at tage på PREP kursus eller lign.), som kan give jer ny næring til jeres ægteskab.

Må Gud velsigne jer i denne svære beslutning, og må I glæde jer over, at I har fundet hinanden efter de mange års adskillelse.

Kærlig hilsen