Min mand har ingen følelser for mig mere

Spørgsmål

Fold ud

Jeg er gift på 12. år og har været sammen med min mand de sidste 17 år. Vi har tre børn, og de sidste 12 år har alt gået op i vores børn. Vi har ikke lavet noget alene sammen, siden vi fik børn. Vores forhold begyndte at gå ned af bakke inden for de sidste 2-3 år, hvilket nu har resulteret i, at min mand ikke har nogle følelser for mig (han elsker mig som mor til vores børn).

Vi kan ikke helt sætte ord på, hvorfor det begyndte at gå galt, men hverdag/ arbejde/ børn og ingen partid er, hvad vi umiddelbart er kommet frem til. Inden for den sidste måned er vi begyndt at tale sammen igen, og hver uge har vi snakket om, hvordan vores uge er gået set med par-øjne. Han vil gerne give vores ægteskab en chance, se om han kan få følelser for mig igen, men det frustrerer ham, at der ikke er sket noget i den retning den sidste måned. Han virker lidt opgivende, da hans følelser slet ikke har rykket sig bare lidt.

Vi har været ude at spise sammen, det var total akavet, vi manglede taleemner, vi har sovet arm i arm, holdt i hånd en gang, mens vi var ude at gå, men han får ikke en oplevelse af, det her er dejligt, eller det vil han gerne gøre igen. Han kan ikke fortælle mig, hvad vi skal gøre/prøve af, og han kan ikke mindes, hvad vi gjorde, inden vi fik børn, og det kan jeg heller ikke rigtigt. Der er dog gået meget tid med hans fodbold, hvor jeg tog med ud og så kampene, men i dag er jeg bare en tilskuer, når jeg står på sidelinjen og ser de kampe, han spiller.

Vores aftale er, at vi stadig skal snakke sammen i hverdagen, og få lavet en aftale om partid, men vi er simpelthen på bar bund om, hvordan vi skal få det startet op. Jeg foreslog, at vi kunne se en film sammen i stuen, og han sagde, at vi da godt kunne se en film sammen, men det nok ikke ville give ham en følelse af noget/den her wow-oplevelse med mig. Jeg foreslog også parterapi, men der sætter han grænsen, han kan ikke sidde overfor en fremmede/en anden person og åbne op om, hvordan han har det. Så den mulighed er udelukket, og det er derfor, jeg skriver til jer i håb om hjælp og vejledning.

Jeg elsker ham af hele mit hjerte, og han sagde også, at han aldrig havde troet, at vi skulle komme så langt ud, som vi er nu, han havde aldrig troet, han skulle miste følelserne for mig, men nu er det sket.
Jeg læste et eller andet sted, at det kunne være godt, at holde i hånden, ligge arm i arm, da det måske kunne få kroppen til at huske tilbage til det, der var engang og frigøre nogle hormoner (eller noget i den dur). Han har gjort det enkelte gange, men han har ikke noget ud af det følelsesmæssigt eller tilknytningsmæssigt, og han er bekymret for, at jeg opfatter det, som et tegn på, at det går bedre for os. Det har han helt ret i, jeg misforstår det, men ved godt inderst inden, at han prøver det, fordi jeg har bedt ham om det, og ikke fordi det er lystbetonet fra hans side.

Så kære parvis, jeg har meget brug for rådgivning, hvad skal vi starte ud med, hvordan kan jeg hjælpe uden at være anmassende? Jeg ved godt man ikke kan sætte tid på, men hvad er det normalt at forvente, for at der kommer lyspunkter? Eller er løbet kørt for os, hvilket jeg absolut ikke håber!


Svar

Kære dig.

Tak for dit spørgsmål.

Jeg er ked af, at du ikke nåede at ringe i telefontiden, til gengæld håber jeg, at det har været gavnligt for dig at bruge tid på at beskrive jeres forhold, da det at skrive tit giver anledning til en mængde refleksioner.

Jeg vil begynde bagfra. Du skriver, at du er nervøs for offentliggørelsen. I den forbindelse vil jeg gerne anerkende dig for, at du alligevel skrev; det var modigt. Samtidig vil jeg indskærpe, at Parvis respekterer anonymiteten ekstremt højt, det indebærer f.eks., at jeg ikke ved, hvem du er. For det andet er jeres udfordringer desværre meget almene, så utallige par kunne have skrevet spørgsmålet. Det, du beskriver, er overordentligt genkendeligt. Det er historien, der begynder så godt med en mand og en kvinde, der elsker hinanden, så kommer hverdagen, børnene klarer sig selv, og måske kommer der også mere ansvar på jobbet og flytninger.

Tiden går og en dag ser parret på hinanden og oplever sig som fremmede for hinanden, for alle andre har fået af deres tid pånær dem selv. Jeg beklager, hvis det fremstår for karikeret, men det er blot for at understrege, at hvis du kan genkende dig selv og din mand i historien, er I altså på ingen måde alene.

Du efterlyser meget konkret rådgivning til vejen videre, og jeg vil også gerne forsøge at give dig noget, som måske kan være hjælpsomt. Samtidig vil jeg understrege, at der desværre ikke findes noget “quick-fix”. I betaler desværre prisen for “ikke at have lavet noget alene sammen, siden I fik børn”. Det er en høj pris, og det er er utroligt slidsomt at forsøge at kæmpe sig tilbage til det, der var engang, og det bliver hellere ikke lettere af, at I tilsyneladende har glemt, hvad I gjorde, før I fik børn.  Du må endelig ikke læse det som en anklage, men som en konsekvens af, at I formodentlig har prioriteret børnene og deres trivsel højt.

Du skriver, at det begyndte at gå ned ad bakke inden for de sidste 2-3 år, og at I ikke helt kan begrunde, hvad der gik galt, men i al fald har det bevirket, at din mand har mistet følelserne for dig. Der er dog sket noget inden for den sidste måned, så I nu er begyndt at tale sammen igen. Du skriver ikke, hvordan det viser sig, at det gik ned ad bakke, og hvordan det var inden. Du skriver også, at du elsker din mand af hele dit hjerte, og han elsker dig som mor til jeres børn. Jeg bliver derfor nysgerrig på flere ting:

  • Hvad faldt I for ved hinanden for sytten år siden?
  • Hvordan havde I det sammen for fire år siden?
  • Hvad var det, der skete, siden I begyndte at tale sammen igen?
  • Hvad er grunden til, at du elsker din mand af hele dit hjerte på trods af, at han har mistet følelserne for dig og på trods af, at forholdet ikke har været optimalt de sidste par år?

Du kan af gode grunde ikke svare mig, men det er spørgsmål, som du eller I begge kan overveje hver for sig og sammen. Det vil muligvis også kunne give jer samtalestof – især hvis I forbereder jer.

Du beskriver, hvordan I prøver at finde de gode følelser igen. I går ud og spiser, prøver med fysisk nærhed, deler ugens oplevelser osv. Samtidig fortæller du også, at det kan virke akavet, og jeg får også tydeligt oplevelsen af, at I famler jer frem, hvilket er helt forståeligt. Det kan simpelthen tage tid at finde det glemte frem igen, også selv om I gør det rigtige, og jeg vil derfor opmuntre jer til at tænke på, at I har brugt lang tid på at aflære intimiteten, og nu skal I bruge tid på at tillære den på ny. Hvor lang tid, det tager, kan ikke sættes på formel. Jeg overvejer dog, om I går for hurtigt frem, sådan som din mand også er inde på, når det gælder kropskontakt.

Det er rigtigt, at vi kan “snyde” vores hjerne ved at gøre noget af det, der virker fremmende på tilknytningen og den fælles glæde, men hvis lysten ikke er til stede, kan det give det modsatte resultat, hvilket resulterer i større afstand. På samme måde kan en middag på en restaurant også virke alt for voldsom, så måske kan I med fordel i stedet bare gå en tur eller køre en tur i bilen eller på cykel. Det vil gøre, at I slipper for øjenkontakt, så samværene ikke opleves for intense, og I får også på en helt anden måde mulighed for lange pauser, uden at det bliver akavet. Måske vil det også kunne give sig udslag i et spontant holden i hånden eller en arm om skulderen.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt, for selv om du beskriver det som en fælles kamp for at vække følelserne og nærværet til live, har jeg fornemmelsen af, at det særligt er dig, der er den udfarende, dig der tager initiativet, og dig, der har størst interesse i forandring. Jeg oplever også din mand som passiv og opgivende, mens du foreslår parterapi, biograftur, kropskontakt m.v. Er det korrekt? Hvis det er rigtigt, skal du reelt arbejde for jer begge, og det er en både tung og ulige kamp, og det bliver heller ikke mindre af, at du, i mine øjne, spejler din mands opgivenhed. Hvad gør det ved dig, at jeg skriver sådan?

Jeg kan ikke bestemme, hvordan vejen skal være videre for jer, men jeg er ked af, at din mand kategorisk afviser parterapi. Mange mænd har igennem tiden sagt det samme som ham om parterapi – men hvad er den reelle begrundelse for afvisningen? Måske har han tidligere haft en dårlig oplevelse med en terapeut, måske er han bange for kritik, at du og terapeuten indgår en alliance eller noget helt fjerde. Spørgsmålet er, om du vil  kunne foreslå parterapi på en anden måde? F.eks. som en mulighed for at han bliver hørt, eller som en mulighed for en genvej til at finde tilbage til intimitet?  Måske vil det også kunne hjælpe at beskrive, hvad terapeutens rolle er: En katalysator, der skal hjælpe jer til at tale sammen og forstå hinanden og jer selv. Måske kan det også være en hjælp, hvis han må bestemme terapeuten, eller hvis terapeuten er en mand.

Der er også en helt anden tilgang. Jeg har stor respekt for, at du ikke vil virke “anmasende”, sagen er, at når alt kommer til alt, kan du ikke tvinge din mand til at arbejde på en reel forandring. Han er en voksen mand, og han vælger selv, hvordan han vil bruge sine kræfter og energi i og på jeres parforhold. Her vil du muligvis meget hurtigt kunne opleves af ham som en forfølger, der vil tvinge ham til at gøre noget, som han ikke har lyst til. Han vil måske hævde, at du har for store projekter på hans vegne, og du vil måske opleve ham som uansvarlig. Med det in mente er det med stor forsigtighed, at jeg foreslår, at du muligvis skal insistere på, at I begynder i parterapi. På den ene side, er det et rigtigt dårligt udgangspunkt, for hvis han ikke er motiveret til at indgå i terapien, bliver udbyttet også derefter. På den anden side, hvor lang tid vil I kunne holde ud at være i forholdet, som det er nu? Jeg tænker ikke at “løbet er kørt for jer”, men der skal ske noget, hvis I ikke begge skal køre ned på det, og der tænker jeg, at du gerne må være meget tydelig.  Du  skal anerkende ham for at arbejde på, at I kan få det bedre, og samtidig kan du f.eks. sige, at når “han har troet, at I aldrig ville komme så langt ud som nu”, håber du, at han vil handle aktivt på det ved at begynde i terapi, da det vil kunne give jer begge et helt andet redskab til at komme videre. Måske har du også allerede gjort det?

Hvad synes I selv kan være givtigt for jer, hvis din mand ikke vil indgå i parterapi?  En mulighed kan være et PREP-kursus, hvor I får gode redskaber til at tale sammen om udvalgte temaer, der både kan fremme det gode og give mindre af det dårlige.

En anden mulighed kan være, at du begynder i individuel terapi, for at du undgår at tage hovedansvaret for det, der gerne skulle være en fælles kamp med fælles ansvar. I terapien vil du kunne tale om både din egen mestring af jeres ægteskab her og nu og fremadrettet, og hvad der i øvrigt måtte trænge sig på. Her kan du se de terapeuter, som skriver for Parvis.

Det er også en mulighed, at din mand begynder i individuel terapi, selv om han næppe er interesseret, men jeg er meget nysgerrig på hans oplevelse af at have mistet følelserne, og hvordan han forventer, at de kan komme tilbage. Ligesom han vil kunne arbejde med, hvad han vil her og nu og fremadrettet.

Jeg håber, at mine overvejelser kan give dig og jer begge input til at komme videre. Du er velkommen til at ringe både til rådgivningen eller til mig samt skrive igen.

De bedste hilsner