Min kærestes fortid, vores nutid

Spørgsmål

Fold ud

Kære brevkasse

Jeg er efterhånden havnet i et hul, jeg ikke kan komme ud af. Jeg mødte min søde kæreste for 2 år siden. Det var et tilfældigt møde, som hurtigt udviklede sig til vild forelskelse og glæde over at have mødt en, så dejlig som ham. Jeg var egentlig kommet ud af et længere forhold, og havde set frem til at være lidt for mig selv, udforske min seksualitet og prøve nogle uforpligtende relationer. Nåh, men lynet ramte, og jeg kunne ikke tænke på andet end ham lige pludselig.

Han er 5 år ældre end jeg, og han havde været single i mange år. Han kom med hints om, at han havde været sammen med en del, og en dag fyldte det så meget i mit hoved, at jeg var nødt til at vide hvor mange. Svaret var ca. 30, heraf et par kærester, men mest en masse one-night stands. Jeg selv har haft 5 kærester, som mindst hver varede et år, og ingen one-nights eller uforpligtende relationer.

Det er mærkeligt, men på en måde sårede det mig dybt. Det var jo før os. Og jeg blev hamrende jaloux. For jeg ville jo egentlig også gerne have oplevet det, som han havde oplevet.

Jeg har prøvet at glemme det, og tale med ham om det mange gange, men nu er jeg simpelthen nede i det sorte hul. Jeg har grædt de sidste 4 dage. Jeg har lyst til at skælde ham ud, sige at det er den forkerte måde at leve på, som han gjorde, at det er ulækkert af ham og ubetænksomt. Samtidig er mine tanker besatte af, at jeg ville ønske det var mig, jeg drømmer at jeg har sex med andre og bare er fri og glad, udforsker og er ligeglad med dumme tal som intet betyder.

Jeg har foreslået, om vi kunne prøve at åbne forholdet, men han kan ikke klare tanken om, at jeg er sammen med en anden, og desuden ‘er han færdig’, han har ikke noget i den del af livet han skal nå. Han kan ikke forstå, at jeg er så optaget af det. ‘Det betyder jo ikke noget’ – og mine tanker siger: ‘Så gør det vel heller ikke noget, at jeg lige udlever lidt af mine ønsker, for sex betyder åbenbart alligevel ikke noget”. For mig er det hele modsatrettet og konfliktfyldt. Jeg ved, det er en mulighed at gå fra hinanden, men det virker ikke som en mulighed for mig, jeg elsker ham jo og vil så gerne være sammen med ham for evigt. Jeg føler bare, at jeg allerede nu fortryder at jeg ikke sagde ja et par gange, til at tage med en hjem, da jeg var yngre, eller prøvede at lægge an på en, jeg synes var sød og flot. Så hvordan vil det ikke se ud om et par år?

Jeg er nogle dage derude, hvor jeg prøver at rationalisere overfor mig selv at jeg gerne må, om det så skal være i det skjulte. Bare en gang, eller måske når jeg er på udveksling, og ‘ingen bliver gjort ondt’. Det skammer jeg mig over, kan ikke sige det til hverken veninder eller familie, heller ikke ham. Er jeg virkelig sådan en selvvisk, dårlig person? Det var jo bare meningen, at jeg ville opleve noget sjovt. Min kæreste og jeg har et godt forhold, bortset fra mit problem. Vi har god sex, selvom jeg på det seneste tænker mere over hans tidligere sexliv, end på mit eget, og nærmest både før, under og efter vores sex. Han siger at det bedste sex, han har haft, er med mig, han gør på mange måder så meget rigtigt og godt for mig. Det er klart, jeg ikke synes vores sex lige nu er tilfredsstillende, psykisk.

Hvad i alverden skal jeg gøre? Jeg vil så gerne handle på det her. Være en god kæreste og nå til et sted, hvor jeg føler, at jeg virkelig kun ønsker ham. Det er uretfærdigt at jeg hele tiden tænker på det andet. Samtidig vil jeg så gerne udforske mere, lysten til det fylder virkelig meget. Jeg gider ikke være jaloux på hans fortid, og jeg vil heller ikke sidde og føle, at jeg ikke fik prøvet det jeg ville.

Jeg håber virkelig, at I kan give mig nogle råd.
Jeg tænker selv på, at vi skal til parterapi eller lignende. Eller er det kun mig, der skal til terapi?

Tak for jeres hjælp, jeg har virkelig brug for det.
De venligste og mest forvirrede hilsner herfra


Svar

Kære spørger

Mange tak for dit spørgsmål til Parvis.
Som jeg umiddelbart ser det, har du et godt udgangspunkt for jeres forhold, når du kan sige: “Jeg har en dejlig kæreste”. At du elsker ham, og ønsker at være sammen med ham for evigt.
I mit svar til dig vil jeg komme med nogle af de tanker, jeg gør mig, ud fra det jeg læser i din henvendelse. Mit håb er, at det kan medvirke til at give dig nogle brugbare handlemuligheder.

Hvad er godt?
Når jeg læser, ser jeg, at du har meget fokus på det, du ikke har. Du udtrykker det selv ved at sige “jeg er i et hul”. Derfor vil jeg opfordre dig til at nedskrive, hvad du har/får ved at være i et kæresteforhold til din kæreste. Hvad er det, han gør, som er med til at du føler, at han elsker dig?
Hvad siger han? Hvad gør han? Hvad er det, der giver dig de gode oplevelser, som gør at du ønsker at dele hele livet med ham? Måske tænker du: Hvad skal det gøre godt for? Det er faktisk sådan, at jo mere du sætter fokus på det, der er godt, jo nemmere kommer du op af hullet. Det samme gør sig gældende den modsatte vej. Jo mere du er optaget af det, der er et problem for dig, jo mere kommer det til at fylde.

Hvad er det, du oplever, du er gået glip af? Hvad tænker du er så fantastisk ved et uforpligtende one-night stand?  Hvad er det, der er så berigende ved et uforpligtende forhold frem for at være i et fast forhold?
Hvad er det, der er godt ved at være i et fast forhold?

Skal jeg afprøve min drøm i det skjulte?
Det kan måske være en fristende tanke. Men omkostningerne kan blive store!
Jeg tænker, at et godt forhold bygger på gensidig tillid til hinanden, at jeg kan stole på dig og omvendt. Det vil også kunne være en svær hemmelighed at skulle bære på efterfølgende. Næste gang jeg vil se min kæreste, vil det stå imellem os. Ja, det kan være, at det ikke opdages, men der kan ske en psykologisk ændring med den, der har sådan en hemmelighed. I de allerfleste tilfælde, hvor der har været utroskab, sker der et brud i forholdet. Enten går parterne fra hinanden, eller tilliden til den anden forsvinder.

Du skriver, at du gerne vil udforske mere. Så husk, hvis du vil udforske udenom din kæreste, kan det få store omkostninger. Overvej om du er villig til at betale den pris?

Du skriver, at din kæreste udtrykker, at han ikke vil dele dig med nogen.
Nogle gange skal vi træffe et valg. Når vi gør det, kan vi ikke undgå at skulle fravælge noget andet. Vi kan ikke få det hele. Jeg tror det er et livsvilkår.
Jeg mener, at når vi er i et forhold, så handler det ikke udelukkende om, hvad jeg kan få, men det handler om, hvad jeg kan give min partner. Hvordan vi kan møde hinandens behov.

Når vi oplever verden omkring os, kan man både via medier og gennem det, der udtrykkes mennesker imellem, få en opfattelse af, at man bare skal gøre alt det, man har lyst til; også inklusiv løse uforpligtende, skjulte forhold, men der nævnes ikke noget om de konsekvenser, det kan have for os som mennesker.
Jeg mener, at de bedste betingelser for, at et forhold skal kunne udvikle sig godt og ligeværdigt, er et forhold mellem to, hvor man har tillid til hinanden.

Når dine tanker begynder at stå mellem jer, som du beskriver, så de fylder så meget, at du tænker på dem, når I har sex sammen, ja endda før og efter, tænker jeg, at det er vigtigt, at der snart skal en ændring til. Hvis du ikke kan komme ud af dette tankemylder, er det vigtigt, at du vælger at søge hjælp. Derfor kan det være en god ide, som du selv er inde på, at kontakte en terapeut eller en psykolog, for på den måde at få hjælp til at få styr på dit tankemylder.

Jeg ønsker det allerbedste for dig, og at du og din kæreste må have det rigtig godt begge to.

Mvh.

Dennis Hansen
Psykoterapeut