Min kærestes børn og familie

Spørgsmål

Fold ud

Jeg mødte min dejlig kæreste i sommeren 2017. Vi har det super dejligt sammen, men er i tvivl om, hvordan jeg kan hjælpe ham mht. hans familie og børn.

Han blev skilt for 4 år siden, og da vi mødtes, så han ikke sin familie og sin ældste datter. Efter skilsmissen (som var ret hård, med vold fra hende, beskyldninger om incest mv.) ønskede han ikke at have noget med hende at gøre. Hun ringer rundt til hans familie og fortæller, hvor forfærdelig han er, og at det er så synd for hende. Hans far + papmor og søster vælger derfor stadig at invitere hende og børnene til fødselsdage mv, da “børnene jo boede hos moderen”. Han følte fuldstændig at hans “far rettigheder” blev taget fra ham og blev enormt skuffet over hans families valg og valgte at melde afbud, når hun var inviteret. Han følte sig forrådt af sin far og søster. Det skal nævnes, at han har givet eksen muligheden for at tro, at han var utro, for han mødte en, mens de var gift, som han kort tid efter fandt sammen med.

Hans ældste datter bliver sur på sin far og vælger ikke at se ham bla. pga. det. De har ikke set hinanden i 2 år. Han beder moderen om hjælp – det nægter hun.
Jeg har opfordret til forsoning med familien, så han taler nu med dem igen. Men de inviterer stadig eksen til fødselsdage mv. og kommer også hos eksen til fødselsdage. Han ser stadig sin yngste datter, som bliver 19 i foråret. Jeg har spurgt hende, hvorfor hun ikke af og til holder fødselsdag hos sin far, men det er fordi moderes familie ikke ønsker at komme hos ham! Han har ikke set moderen de sidste 4 år, både pga. skilsmissen og de ting, der blev sagt, men også fordi han føler, at hun har “taget hans familie fra ham”.

Nu skal den yngste datter, som jeg troede jeg havde et fint forhold til, have studentergilde. Jeg har opfordret til, at det blev holdt et neutralt sted i stedet for hos moderen – for faderens skyld, men det vil hun ikke. Og nu har hun, ud af det blå, informeret ham om, at han ikke må tage mig med, hvis han kommer. Hun har svinet ham til, skrevet at han er styret af mig, egoistisk mv. Jeg har udelukkende bakket op og prøvet at komme med løsninger og opmuntre ham til at få et tåleligt forhold til moderen og blive ved med at kontakte sin ældste datter. Jeg har opfordret til at forsone sig med sin familie og skabt en forståelse for, at de måske også alle er såret i processen. Men også sagt min mening til datteren om, at jeg synes, at de ikke giver ham lov til at være far og at det er synd, at han ikke bliver involveret for nemmere at kunne være i det og acceptere moderen (hun ville have mig til at påvirke ham, så vi mødtes uden ham).

Nu skal hun så have studentergildet, hvor hun nu truer med, at hun aldrig vil se ham mere, hvis han ikke kommer, hans bror, som har bakket ham op, er ikke inviteret, og nu må jeg heller ikke komme med (var spurgt i første omgang). Han vil ikke komme uden mig, da han føler at alle er imod ham og har spurgt hende, hvorfor jeg pludselig ikke skal med, det undlader hun at svare på.

Derudover vil han gerne, at han “bliver fri” for eksen til fødselsdage mv. i sin egen familie, hvilket jeg godt kan forstå, men kan man påvirke hans familie? – og skal jeg i det hele taget inddrage mig i det?
Hvordan skal jeg forholde mig?

Jeg prøver at sparre med ham, komme med mine meninger. Jeg ville fx blive dybt skuffet, hvis min familie valgte at invitere min eks, hvis det gjorde, at jeg så valgte fra. Jeg har sagt, at han skal fortælle, hvad det gør ved ham, hvor ked af det han bliver og hvor fravalgt han føler sig i håbet om, at de så ændrer det. Men at han nok bliver nødt til at acceptere, at det ikke er sikkert, at de ændrer væremåde. Det skal siges, at pap-moderen er veninde med eksen og at faderen ikke siger så meget.

Jeg vil så gerne, at dette bliver løst for alle parter, men synes, at det er svært. Min kæreste er dybt ulykkelig over, at han ikke bliver inddraget, at hans familie ikke bakker op og at hans datter kommer med trusler, hvis han ikke “makker ret”.

Hvad kan jeg gøre?


Svar

Hej Tvivlrådige!

Når jeg læser dit brev, bliver jeg rigtig påvirket, for hvor er der dog en svær situation, du er havnet i! På den ene side har du i snart et år haft en rigtig sød kæreste, som du tydeligvis elsker at dele liv med, og på den anden side kan du ikke undgå at blive draget med ind i hans meget ulykkelige og betændte familiesituation.

Det er sådan, at der her er tale om en meget dysfunktionel familie. I sådan en familie krænker man hinanden på skift og der er ret faste roller: Én er krænker, én er offer og én er hjælper. Jeg vil tro at din mand var ”hjælperen” indtil det blev for meget for ham, og han til sidst valgte at blive skilt. Det er faktisk det eneste, man kan gøre, hvis man vil redde sig selv og sin familie. Problemet er, at han nu er den, der opfattes som krænker, og hans eks. er fri til at udstille sig selv som offer, hvilket hun i allerhøjeste grad har benyttet sig af. Denne dynamik hedder dramatrekanten, og en af mine venner har skrevet en lille bog om denne dynamik. Du kan læse de første par kapitler: HER

Nogle gange kan det også være sundt at læse lidt om, hvad der kendetegner en sund familie, som jo er det, du gerne vil stræbe efter. Det kan du læse om her:

https://parvis.dk/10-kendetegn-pa-en-sund-familie/

Mit råd til dig er, at du så vidt muligt holder dig ude af problematikken. Det er den eneste måde, du kan passe på dig selv og undgå at blive viklet ind i denne giftige dynamik. På sin vis bliver din mand nødt til at finde sin egen vej. Jeg synes aldrig man skal give efter for trusler: ”Hvis du ikke kommer til min studenterfest vil jeg aldrig se dig mere!”, men i sidste ende er det en beslutning, som kun han kan træffe.

I mellemtiden må I se tiden an; nyde jeres nyfundne kærlighed og lade være med at udsætte jer selv for familiefester med et potentielt krænkende indhold. Din kæreste har jo gjort sin familie klart, hvordan han vil have det, og når han ønsker ikke bliver efterkommet, tænker jeg, at han ikke skal forsøge igen. Det er en stor smerte ikke at se sine børn, men mon ikke tiden vil arbejde for jer? Lykkelige mennesker virker meget tiltrækkende på deres omgivelser.

Jeg ønsker jer alt det bedste fremover.

Tove Larsen
pædagogisk psykolog og esarpac-terapeut