Min kæreste ignorerer mig, når han er sur

Spørgsmål

Fold ud

Hej brevkassen.

Jeg har en rigtig dejlig kæreste, og vi har det rigtig godt sammen. Som der sikkert altid er i et parforhold, er der op- og nedture.
Ofte, når min kæreste bliver irriteret på mig, vil han næsten ikke tale til mig. Jeg har selv rigtig meget brug for at få tingene løst hurtigst muligt, så man ligesom bare kan komme videre. Sådan har han det slet ikke. Når han er irriteret eller sur, sætter han sig ofte bare for sig selv og spiller computer eller noget andet.

Hvis jeg prøver at tale med ham om det, er det som om, at jeg bare skal have skylden for det hele. fx tabte han et glas, så det gik i stykker, fordi jeg kildede ham, og så blev han bare helt tavs og sagde ikke noget til mig i over en time. Jeg hjalp selvfølgelig med at rydde op, og sagde ligeledes også undskyld. Det er bare altid mig, der skal sige undskyld, næsten uanset hvad det er, så kryber jeg til korset og siger undskyld, for jeg ved godt, at han ikke kommer til det.

Han har rigtig svært ved at snakke om følelser, hvor jeg er helt modsat. Vi er meget forskellige, men har det dybest set rigtig godt sammen, og forskelligheden kan jeg godt lide – til en vis grad.

Jeg elsker ham rigtig meget, og jeg ved, at han også elsker mig, det kan man tydeligt mærke. Det går mig bare rigtig meget på, når han bare ignorerer mig, hvis han er sur eller irriteret. Jeg føler det lidt som manipulation for at få mig til at sige undskyld, og hvis jeg nu spørger ham “kan vi ikke bare glemme det og komme videre?” svarer han ofte bare flabet tilbage “Jo, lad os det”, som om at jeg er dum, når jeg spørger om det, fordi der vil han jo hellere bare spille sur og fornærmet.

Han kan fx finde på at blive sur på mig over, at jeg beder ham om at skrive til mig, hvor han er, når han er i byen. Dette skal ikke forstås som om, at jeg vil holde øje med ham, for det er slet ikke med en egoistisk hensigt, for at holde øje med at han opfører sig ordenligt, det er blot fordi, at jeg bliver bekymret, hvis han er i byen og ikke har svaret mig i et par timer. Så begynder jeg straks at få tanker omkring, om han er okay, eller om der er sket ham noget. Han nægter simpelthen at gøre det, fordi han synes det virker som om, at jeg bare vil holde øje med ham.

Rigtig ofte er det kun, hvis jeg bliver rigtig ked af det, og græder, at han ligesom indser, at vi nok lige skal få talt tingene ud.
Jeg er heller ikke selv den nemmeste kæreste, hvilket jeg selv godt ved. Jeg har rigtig mange humørsvingninger, hvilket også gør, at jeg nogle gange bare er lidt sur eller mut. Dette har så resulteret i, at jeg nogle gange bare får den der lige i hovedet “Du er så sur hele tiden”, det hjælper ikke ligefrem på det.

Jeg har nogle gange tænkt, om det måske er aldersforskellen. Der er 3 år i mellem os, og nogle gange kan jeg godt være lidt bange for, at det er for at få en form for magt, fordi han måske føler sig bedre end mig, fordi han har mere livserfaring.

Han er for det meste rigtig sød ved mig, og er slet ikke sur, men de gange, hvor han bare ignorerer mig, og hvor jeg bare møder en mur af tavshed, bliver jeg rigtig ked af det, for er det mig der er noget galt med? Burde jeg også spille sur og fornærmet, så han til sidst kommer og siger undskyld? Når jeg prøver at fortælle ham, at det er vildt dårlig stil bare at være fornærmet og ikke ville snakke om tingene, virker han bare virkelig ligeglad.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg håber I kan hjælpe mig.

Hilsen Mig


Svar

Kære ‘Mig’

Tak for dig brev. Jeg kan godt forstå, at det er udfordrende for dig at være i din kærestes tavshed og ignorering, når du har allermest brug for at snakke om tingene, når noget er gået lidt skævt.

Det er desværre nærmest umuligt at undgå, at man nogle gange bliver frustreret eller irriteret på hinanden, når man lever i et parforhold, selvom det er ubehageligt. Det handler så om, hvordan man håndterer de konflikter, der kan komme.

I har forskellige måder at håndtere en konflikt på i situationen. Som jeg ser det, lyder det til, at din kæreste ikke ser øjeblikket efter, at noget er sket, som det rette tidspunkt at tale om tingene, men at han lige har brug for tid til at være lidt frustreret og så ryste det af sig, evt. ved at spille computer.

Jeg tænker, at hvis du har sagt undskyld, hvis der er noget, som du har gjort, så har du gjort det, du kunne i øjeblikket. Derefter tænker jeg, at det kan være godt at give ham tid til at få frustrationen lidt ud af kroppen, hvis det er svært for ham at tale om tingene med det samme. Der vil det nok være godt for dig at give dig til noget, som også kan få dine tanker lidt væk fra det.
Når han så har fået lidt tid, så det ikke fylder helt så meget, så vil det være godt at få talt tingene igennem, for det er rigtig vigtigt for dig, og generelt er det en rigtig god ting at få snakket sammen om tingene.

Derfor tænker jeg også, at det vil være godt for jer at tale om, hvordan disse situationer optimalt set skulle håndteres ifølge jer hver især. Denne samtale skal derfor helst tages, når der ikke lige er en konflikt imellem jer.

Spørg ind til, om han synes, at jeres konflikter bliver løst på den rigtige måde lige nu, og hvad han har brug for, når de opstår. Og fortæl, hvad du har brug for, og se om I kan finde en vej i det, hvor I begge bliver mødt, evt. som beskrevet ovenfor.
Og så tænker jeg, at det vil være godt at få fortalt ham de ting, som du har skrevet her, hvordan du kan være nervøs for, at der er sket ham noget, når du ikke hører fra ham i byen, og at du kan være bange for at virke sur hele tiden. Samtidig vil det nok være godt, at du udtrykker, hvorfor du har brug for at tale ud om tingene, at det kan gøre dig rigtig ked af det i lang tid, når I ikke får snakket om tingene. Her er det altså vigtigt, at du giver udtryk for, hvad der er dit behov og ønsker i stedet for at være fornærmet også.

Brug gerne denne teknik i jeres snakke, hvis det kan være en hjælp for jer: Tale-lytte-teknikken.

Det kunne også være en mulighed, at du viser din kæreste dit brev og svaret her.

Jeg håber, at dette svar kan være til hjælp!

Med venlig hilsen