Min kæreste har haft mange før mig, men han er min første

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej

Jeg er en pige på 17 år, og jeg ser i øjeblikket en fyr på 20. Jeg er ærligt helt vild med
ham, men han har været sammen med cirka 90 piger og det er begyndt at genere mig helt
vildt.

I starten betød det ikke så meget for mig, men jeg kan mærke, at eftersom mine følelser for
ham udvikler sig, så udvikler det sig også, hvor meget det generer mig.

Han er den første, jeg har haft sex med, og han er simpelthen min første rigtige kæreste.
Jeg er bange for, at han pludselig får en lyst til at være sammen med mange igen, og at
han vil ende med at såre mig, fordi jeg ikke er nok for ham.

Jeg har brugt hele dagen i dag på at være ked af det og i et dilemma, om jeg egentlig vil
det her – om jeg kan se over at han har været sammen med så mange, når jeg har været
sammen med ingen andre end ham. For mig, er det vi har jo noget helt specielt, og for
ham, er det bare en ny forelskelse.

Jeg er virkelig i tvivl, om jeg skal fortsætte det vi har, for jeg ved jo godt at chancen for at
blive såret er ligeså stor i et hvert andet forhold, men på den anden side, ved jeg ikke om
jeg er nok for ham – i sidste ende, bunder det sikkert også i en stor usikkerhed omkring
mig selv. Hvad skal jeg gøre?

Mvh
En virkelig forvirret pige 🙁


Svar

 

Kære forvirrede pige!

Tillykke med, at du har fundet en kæreste, som du holder af og får lov til at mærke, hvordan det er at være
forelsket.

Forelskelse giver os lyst til at kaste os i armene på hinanden, men gradvist bliver den erstattet af en dybere
kærlighed, som skal bære igennem uenigheder, kampe, svigt, dagligdagens fordeling af ansvar og opgaver
osv. Hvis ikke den kærlighed er til stede, så kan forholdet ikke klare det. Den amerikanske psykolog Robert
Sternberg har beskrevet, hvad ægte kærlighed er. Det er en kærlighed, som består af 3 vigtige elementer

  1. Passion/forelskelse/lidenskab
  2. Venskab
  3. Forpligtelse

Der er ingen tvivl om, at I har en forelskelse og lidenskab. Men hvis jeres forhold skal bestå, så skal I arbejde
på de to andre ting også.

Venskab

Det lyder måske lidt uromantisk, men venskab er en vigtig ting i et parforhold. Tænk på, hvad en god ven er
for dig? En god ven er til at stole på. Man kan lide at lave ting sammen. Man er fortrolige. Man er der for
hinanden, når det er svært. Man har det sjovt. Man er ærlige over for hinanden. Prøv selv at tænke videre i,
hvad et venskab er og skriv evt. lidt ned. Hvis alle parforhold bestod af stærke venskaber, så ville de fleste
parforhold trives. Tænk på, at det netop går i stykker, fordi man ikke stoler på hinanden, ikke laver sjove ting,
fordi man mister fortroligheden og mangler ærligheden.

Forpligtelse

Alt, hvad vi bygger op i parforholdet kan gå i stykker igen, og det ved vi instinktivt. Intet parforhold er
stærkt nok til at overleve på, at vi hele tiden har gode og stærke følelser over for hinanden. Ethvert
parforhold vil løbe ind i svære perioder med modgang, hvor det ikke er vores stærke følelser, der kan bære
forholdet, men vores løfter til hinanden, troskab og forpligtelse. Et parforhold har det bedst uden en
bagdør at smutte ud af. Hvis vi har en fornemmelse af, at vi risikerer at blive skrottet, så kan vi ikke vise
vores sande jeg, vores mindre sympatiske sider, vreden, utilfredsheden, tvivlen og skrøbeligheden.
I takt med at venskabet og lidenskaben vokser, så skal også forpligtelsen vokse. Man er nødt til at mærke,
at vi begge ønsker at kæmpe for forholdet, når der er modgang.

Derfor er det også helt fair, at du efter noget tid er nødt til at standse op og vurdere, om du ønsker at
investere mere af dig selv, hvis du risikerer at bliver vraget. Det er sandt, at det risikerer man i ethvert
forhold, men der kan være nogle meget forskellige forudsætninger for, at det kan ske. Hvis din kæreste slet
ikke ønsker et forhold, hvor man skal forpligte sig, så har forholdet ikke mange chancer i længden. I er nødt
til at tale om, hvilken indstilling I går ind i forholdet med hver især. Tror I begge to på parforholdets
forpligtelser? Vil I investere i at opbygge et stærkt venskab? Hvilke værdier skal præge jeres forhold? Hvad
forventer I af hinanden?

90 piger er mange for en 20-årig. Hvad er forklaringen på det? Er det fordi han dybest set ikke tror på et
varigt forpligtende forhold, men kun på et forhold der handler om at have sex? Du skriver selv ”for ham er
det bare en ny forelskelse”. Det er netop et problem, hvis parforholdet skal være en konstant forelskelse,
fordi der også skal være de 2 andre ting tilstede. Nogle gange kan mennesker være følelsesmæssigt
umodne, så man faktisk ikke kender til anden slags kærlighed end forelskelsen. Et sted at starte er at tale
om, hvad kærlighed betyder for jer begge. Hvilke drømme og ønsker I har for fremtiden. Har I en fælles
vision for fremtiden, og hvad må det koste for jer? I må gøre op med jer selv, hvilke omkostninger I er villige
til at betale for at få den fremtid sammen?

For at opsummere lidt og svare mere direkte på dine spørgsmål: Det er helt naturligt, at du tvivler på ham,
for det er en del af kærlighedens væsen at forpligte sig på hinanden, og med 90 piger i fortiden, så virker
det ikke til, at han ønsker at forpligte sig i et forhold. Derfor skal du snakke med ham og spørge ham, om
han ønsker et forpligtende forhold. Når det generer dig er det også helt naturligt, for det er svært at give sig
hen i forholdet, hvis man ikke tror på, at det holder. Det handler ikke først og fremmest om en usikkerhed
på dig selv og om du er god nok, men det handler om en usikkerhed i, hvad det er for et forhold, du
befinder dig i.

Vi håber, det kunne hjælpe lidt på vej.

Kærlig hilsen
Mona og Per Ladekjær