Min kæreste har slået op

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej

Min kæreste gennem det sidste halvanden år valgte for tre uger siden at slå op med mig. Vi var hinandens første kærester og har haft et super godt forhold. Vi har f.eks. næsten aldrig skændtes, vi holder af hinandens familier, og vi har fælles venner. Jeg har ikke kunnet mærke noget på hende op til bruddet. Vi har tilbragt julen og nytåret sammen og hygget os. Hun siger, hun ikke elsker mig mere, og at hun ser mig som en ven. Hun siger også, at jeg har været den bedste kæreste, man kunne ønske sig.

Hvordan skal jeg forholde mig til sådan en udmelding? Bør ens kæreste ikke være ens ven? Det må da være svært at finde en partner, du kan være forelsket i hele livet?

Vinteren med dårligt vejr og corona har jo også sat en stopper for, at jeg har kunnet invitere hende ud at spise eller invitere hende med til andre sjove ting. Der er jo nok gået meget hverdag i den. Der er jo ingen folk, der oplever så mange ting for tiden, så det kan jo også være svært at blive ved med at finde på nye samtaleemner. Kan sådan nogle ting have været med til at påvirke hende?

Jeg har brugt den sidste tid på at komme med forslag til, hvordan forholdet kan reddes – men hun afviser alt. Hun har travlt med studie, job og veninder, og jeg er bange for, hun ikke har tænkt det igennem.

Jeg har besluttet mig for at give hende, hvad hun har bedt om og forsvinde ud af hendes liv. Så må hun kontakte mig, hvis hun kommer til at savne mig. Tror I, der er en chance for, at hun ombestemmer sig?


Svar

Kære du

Tak for din mail. Jeg er ked af at høre om dit brud. Det er altid svært, når et forhold slutter, især når man ikke havde set det komme, som tilfældet er for dig. Jeg kan godt forstå, det er hårdt og svært at erkende, når du oplevede, at I havde det godt, og du så en fremtid sammen med hende.

Det er svært for mig at afgøre, hvad der har påvirket din tidligere kæreste til at gøre det forbi mellem jer. Du spørger, om corona-nedlukning kan have en indvirkning, og det er muligt på forskellige måder. Måske har hun også haft mere tid til at tænke over sit liv og jeres forhold og derved kommet frem til, at hun ikke længere kan se sig i jeres forhold.

Derudover er det svært for mig at afgøre, om der er en chance for, at hun ombestemmer sig, hvis hun får tid væk fra dig. Jeg læser mellem linjerne i din mail, at du tænker meget over, om du kunne have gjort noget for at undgå bruddet. Og nu tænker du over, hvad du kan gøre, for at hun ombestemmer sig og kommer tilbage til dig. Derfor får jeg lyst til at sige, at du ikke kan gøre så meget i denne situation. Det er svært, men du må på en måde erkende, at hun har valgt at stoppe jeres forhold, og at du nu ikke kan gøre meget ved hendes beslutning.

Du skriver jo også, at du har forsøgt at foreslå forskellige måder, I kan løse det på, men hun er afvisende. Det fortæller i hvert fald mig, at hun står fast på sin beslutning. Du spørger også, om det er ikke er rigtigt, at et venskab er grundlag for et parforhold, og det er jeg fuldstændig enig med dig i – men jeg tænker også, at et parforhold handler om mere end venskab. Det virker til, at din tidligere kæreste har savnet at mærke varme følelser for dig og ikke blot en venskabelig relation. Jeg tænker helt bestemt heller ikke, at man kan kræve at være forelsket i sin partner hele livet, men jeg tror også, det bliver svært at bygge et parforhold udelukkende på venskabelige følelser, og det kan være, det er det, der har gjort, at hun har gjort det forbi.

Det er enormt smertefuldt, når et parforhold slutter, især når man ikke selv vælger det. Jeg håber, du kan finde fred med, at du ikke kan gøre til eller fra i forhold til hendes beslutning. Jeg tror, du gør det rigtige ved at stoppe kontakten med hende – så du kan få lidt ro og tid til at tænke over, hvad der er sket og forestille dig, hvordan dit liv ser ud uden jeres forhold. Og hun kan få ro til at få øje på, om hun savner dig, eller om det var den rigtige beslutning for hende at stoppe forholdet.

Jeg håber virkelig, du kan finde fred med, hvad der er sket, selvom det ikke var dit valg. Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget, og så vil jeg ønske dig alt godt i fremtiden.

Venlig hilsen