Min kæreste har set sig sur på min familie

Spørgsmål

Fold ud

Hej.
Jeg har været i et forhold med min kæreste i lidt over 1½ år. Vi har i over et år haft så mange skænderier om min familie, og jeg orker det snart ikke mere og er i syv sind om, hvad jeg kan gøre. Jeg har ikke lyst til at snakke med min familie om det, da de vil blive så kede af det, hvis de vidste, hvordan han var, og hvad han siger om dem.

Hver gang vi har brugt tid med min familie, er han blevet fornærmet over noget (oftest min mor) har sagt. Vi skal have et skænderi over det efterfølgende, og jeg er så ked af, at han laver den ballade for mig. Min familie betyder meget for mig, og jeg kan ikke leve et liv uden dem. Mine forældre er oprigtigt søde og venlige mennesker. Jeg har haft andre partnere, som alle altid har sagt, at det var verdens sødeste svigerforældre, ligeledes er mine veninder SÅ glade for mine forældre – så jeg kan simpelthen ikke forstå hans utilfredshed.

Min kæreste er meget nærtagende, og siger nogen bare det mindste, så er han sur og mobset. Jeg ser kun, at det er min familie, han reagerer sådan overfor, hans egen familie kan lave sjov med alt og sige diverse ting, det bliver han ikke fornærmet over.

Vi har tit besøgt og overnattet hos hans familie, og jeg er aldrig en eneste gang blevet sur eller fornærmet over nogen i hans familie. Jeg vil virkelig gerne have, vi har gode relationer til hinandens familie. En dag min kæreste og jeg var på weekendtur, ringer min mor kortvarigt for at fortælle os om en oplevelse i byen, vi skulle se, hvortil min kæreste efterfølgende siger til mig, at hun bare skal lade os være i fred, vi er på ferie, og om de ikke godt vil lade os være (dertil vil jeg nævne, at min far har været alvorligt syg for nyligt, og jeg derfor bekymrer mig meget, når de ringer, om det måske kan være, der er sket noget med ham). Lignende ting er sket så ofte, og jeg kan slet ikke forstå, at han kan have den holdning til min familie. En dag var min 1-årige nevø på besøg og havde lavet afføring i sin ble, og min bror gik ud for at skifte ham – så sad min kæreste sur på sengen og var fornærmet og sagde “det var ikke lige det, jeg havde brug for”. Det var et lille barn, som skulle have skiftet ble, hvordan kan man blive fornærmet over det?

Jeg er nået til et sted, hvor jeg næsten ikke orker at besøge eller have besøg af min familie, fordi jeg ved, at jeg skal stå på mål for et skænderi efterfølgende, og det er så drænende. Jeg har efterhånden fået det sådan, at når min familie ikke er velkommen, så vil jeg ikke blive ved at være sød og rummelig overfor hans, så må hans familie også holde sig væk. Og det er slet ikke det, jeg ønsker i et forhold! Emnet familie har vi diskuteret ca. 1 gang om ugen de sidste år, og jeg har ikke flere kræfter. Det er nået så langt ud et sted, hvor det slet ikke er sådan, jeg er, og slet ikke sådan jeg ønsker det.
Hvad kan jeg gøre?

Svar

Kære du

Tak for din henvendelse, for dine overvejelser, og for at du deler dem med os. Det er et sejt og vigtigt skridt, du tager, når du henvender dig til os.

Jeg kan godt forstå dit dilemma. Jeg kan godt forstå, du er i tvivl om, hvad du skal gøre, fordi du, som du selv skriver, er nået til et sted, du ikke ønsker at være, fordi det ikke ”er sådan du er”, som du skriver. Når jeg læser dine tanker, er det også tydeligt for mig, at familierelationen er vigtig for dig, og dérfor gør det ondt, når din kæreste reagerer på den måde, han gør, overfor din familie. Jeg kan naturligvis ikke give dig en endegyldig løsning på dit dilemma, men jeg kan give mine tanker og refleksioner omkring jeres situation, og jeg håber, at det kan lede jer tættere på den vej, som er den rette for jer.

Du skriver, at I det sidste år har diskuteret emnet ”familie” cirka én gang om ugen, og at du ikke har flere kræfter. Dét kan jeg godt forstå. Det er hårdt og drænende at diskutere et gentagende emne uden at føle nogen form for fremgang. Det kan være svært at undgå at diskutere, hvis man er uenige, men min erfaring er bare, at der sjældent opstår en konstruktiv løsning på et problem, hvis snakken ender i en diskussion.
Selvom det kan være svært at undgå at diskutere emnet ”familie” i jeres parforhold, har jeg lyst til at spørge dig, om du tror, I kan indgå i en dialog omkring emnet – uden det bliver en diskussion? 

Mit forslag vil være, at du tager det første skridt. Det første skridt i at starte en dialog fremfor en diskussion. Det er lettere sagt end gjort, men jeg tror på, at du godt kan gøre det. Men hvordan? Mit første råd vil være, at du forsøger at møde ham i, hvad det er, der trigger ham. Hvad der trigger ham, når din mor ringer? Hvad der trigger ham, når din nevø skal skiftes? At du forsøger at møde ham uden fordomme; møder ham lige der hvor han er i de ting, der frustrerer ham. Forsøg hele tiden at forstå ham, selvom det kan være svært – og selvom det kan føles umuligt. Jeg tror på, at en god dialog starter, når ens partner får lov at tale ud – uden fordømmelse og uden afbrydelse. Jeg ved godt, det lyder svært, men min erfaring er, at det både er muligt – og at det hjælper.

Dernæst vil mit andet råd være at du får lov at fortælle, hvad du føler. At din partner giver dig plads, som du har givet ham plads, til at fortælle om, hvad der er vigtigt for dig. At du kan fortælle ham, hvad det gør ved dig, når han reagerer, som han gør (igen uden at starte en diskussion), og at du kan fortælle ham, hvor vigtig familierelationen er for dig. Her er det vigtigt, at din partner, ligesom du selv gjorde, da han talte, lader dig tale ud og forsøger at forstå dig og det, som er vigtigt for dig.

Slutteligt vil mit sidste råd være, at I forsøger at indgå et kompromis. Et kompromis som får både din kæreste og dig selv til at føle, at I kan være i det. Et kompromis, som giver din kæreste frihed og plads, så familie ikke fylder for meget; og samtidigt et kompromis, som giver dig rum til at give din familie den plads, som du har brug for, de skal have. 

Jeg håber, I får sat gang i en god dialog omkring jeres familier, og at I måske endda får indgået et kompromis, så du ikke længere skal drænes af jeres diskussioner. Jeg håber, I finder en vej, som er den rette for jer.

Mange hilsner