Min kæreste er bedste ven med sin eks…

Spørgsmål

Fold ud

Ok, dette bliver lidt langt.

Jeg var sammen med min kæreste i 6 mdr. sidste år. Det var ikke ukompliceret. Set fra mit synspunkt så var jeg usynlig i hans liv. På de 6 mdr., vi var sammen, mødte jeg ALDRIG nogen af hans venner, familie eller hans dreng på 10 år. Min kæreste mødte mine venner og mine børn. Min kæreste har en eks, som han var sammen med i 2 år, og de ses/snakker/skriver ofte sammen. Han siger de bare er venner, men alligevel “tør” han ikke sige til mig, når han har en aftale med hende en lørdag aften til middag eller lign. Anyway vores forhold endte i efteråret, og vi havde ikke kontakt i 5 mdr. Her i april i år inviterede han mig på kaffe, og vi begyndte sammen igen. Alle mine alarmklokker ringede. Nu har vi været sammen snart 3 mdr. igen, og hans eks spøger stadig.

Et eksempel: Hun skulle låne hans helt nye bil, da hun skal til Jylland med sine børn, og han har lige i lørdags igen haft en aftale med hende, da det var hendes fødselsdag (jeg fik bare at vide, at han havde en aftale, og først da jeg spurgte direkte, sagde han, at det var med eks), og i går aftes da vi hyggede i sofaen ringede hun. Han tog den ikke og sagde intet, og da jeg spurgte om det var eks’en svarede han ja. Jeg bliver rigtig ked af det, dels over at han er “bedste venner” med sin eks, men mest over hans måde at reagerer på.

Han siger, at han er en “kylling” og ikke tør sige det til mig, når han skal ses med hende. Jeg er aldrig “gået amok” over det, men blevet rigtig ked af det. Jeg har prøvet at forklare ham, at grunden, til at det gik i stykker sidst, var netop samme eks kæreste. Jeg har prøvet at forklare ham, at i starten af et nyt forhold er der ikke plads til eks kærester desværre. Jeg ved de ringer og skriver sammen jævnligt og har “dates” måske en gang om måneden.

Jeg har aldrig være jaloux anlagt, men dette her kan jeg ikke helt håndtere. Jeg vil gerne, men jeg kan ikke smide tankerne om det væk. Jeg har selv en rigtig god ven, som jeg er meget tæt med og rigtig glad for, som jeg træner sammen med, en ung mand som jeg har set stort set dagligt. Jeg har bevidst ikke set ham eller haft kontakt med ham, efter jeg er begyndt med min kæreste igen, af respekt for kæresten og for at fokuserer på vores forhold. Dette har jeg også fortalt min kæreste.

Her i denne omgang, som indtil videre har varet 3 mdr., har vi aftalt, at jeg skal møde hans søn på lørdag. Når han har hans søn, kan vi hverken ses eller tale i telefon sammen, da knægten er der. Men andre venner og veninder kan sagtens komme på besøg og spille spil med sønnen. Det gør ondt. Sidst vi var sammen, lånte jeg min kæreste min Wii-spillekonsol, da hans søn rigtig gerne ville have sådan en. Jeg tænkte, at det var en rigtig god indgangsvinkel til sønnen. Men nej; han inviterede en veninde, han træner med (som sønnen heller ikke kender) hjem for at spille Wii med ham og sønnen, ikke jeg….

Jeg er dybt forvirret, som I sikkert kan fornemme. Jeg vil rigtig gerne min kæreste og vores forhold, men jeg er ikke sikker på, at jeg i længden kan holde til det følelsesmæssigt. Jeg har endda spurgt om ikke jeg måtte møde hans eks, for hvis hun nu var en vigtig del af hans liv, ville jeg da gerne også møde hende. Det kom der aldrig svar på:-(

Efter vi har snakket om det, er han gået med til at ”drosle” lidt ned på hans ”dates” med hende lige nu. Men de har jo stadig kontakt jævnligt og følger hinandens liv tæt, og han har tidl. diskuteret hans og mit forhold med eks. Og på et tidspunkt vil han jo igen genoptage hans ”dates” med sin eks….

Hans anden eks (mor til hans barn) kan jeg bedre håndtere, da der er en grund til at have tæt kontakt med hende pga. af sønnen.

… Hvad ville I råde mig til at gøre? Skal jeg løbe skrigende væk? Eller er det bare mig, der er totalt urimelig her???? HJÆÆÆÆLP


Svar

Kære spørger

Tak for dine spørgsmål til brevkassen. Jeg kan godt forstå, at du er forvirret, der er mange dybe tanker og følelser på spil for dig. Som jeg ser det, er der to forskellige emner, i det du skriver, og jeg tror at vi med fordel kan se på emnerne hver for sig. Dermed håber jeg også at forvirringen bliver lidt mindre.

At føle sig usynlig
Det første du skriver er, at du følte dig usynlig i din kærestes liv, sidst i var sammen. Han introducerede dig ikke for nogen, der stod ham nær. Du skriver ikke præcis, hvad det gjort ved dig, om du følte, du ikke var vigtig nok for ham? Eller om du havde en fornemmelse af, at han var flov over at blive set med dig? Uanset hvad, kan der være mange grunde til at en person er forbeholden for at invitere et andet menneske helt ind i sit liv. Han kan fx have haft dårlige oplevelser med denne proces tidligere. Eller han kan føle, at han har haft mange forhold i træk, og det er “pinligt” at sige, at han igen har et nyt forhold. Det kan gøre at han trækker den lidt længere, før han igen “fortæller hele verden”, at han er i et forhold.

Jeg tror det vigtigste på dette område er, at I får fortalt hinanden hvorfor tingene forholder sig, som de gør. At du tør være nysgerrig på hans valg, og på hans tidligere oplevelser. Det at I nu har aftalt, at du skal møde hans søn, tyder jo på, at han allerede er i en proces mod at åbne sit liv op for dig, så viljen synes at være der.
Ift. den konkrete oplevelse af, at han kunne invitere venner til at være sammen med sit barn og ikke dig, tror jeg ikke du skal ligge for meget i det. Hans søn vil ikke forvente at skulle forholde sig særligt til farens venner. Bliver han introduceret for en kæreste, betyder det noget andet. – Så skal han forholde sig til, at du muligvis bliver “bonus-mor”. Der vil altså være langt mere på spil der, og det kan være en grund til, at din kæreste har udskudt netop det besøg.

Jalousien ift. eks-kæresten
Og så er der hele temaet med eks-kæresten, som du i overskriften kalder din kærestes bedste ven. Jeg bliver lidt nysgerrig på, om det du oplever er, at eks-kæresten faktisk er en bedre ven for din kæreste end dig? Eller om du føler, at hun er vigtigere end dig? For så er det selvsagt et problem.
Det lyder ikke som om, du tror, han er dig utro, og han lyver heller ikke for dig, hvis du spørger direkte, om de har været sammen. Men på det følelsesmæssige plan får jeg en fornemmelse af, at du føler dig truet af deres forbundethed.

Om du er urimelig er svært at vurdere udefra. Selve det at din kæreste har en god relation til sin eks, er jo ikke i sig selv alarmerende. Men det lyder det jo heller ikke til, at du synes. Det er mere det aspekt, at forholdet delvist skjules, og at han ikke greb din opfordring til at møde hende, der synes problematisk. Her synes jeg det vil være helt i orden, hvis du opstillede nogle betingelser for, hvordan tingene skal foregå, for at du kan føle sig tilpas og tryg i relationen. Fx at han siger, når de ses, og at du får lov at møde hende. Men inden du når dertil, synes jeg igen, du skal prøve at have en åben snak med ham om, hvorfor han har været tilbageholdende. Det er som regel nemmere at finde løsninger på problemer, når man forstår dem lidt bedre. Det kan være, at der i den snak dukker nye muligheder op, som ikke træder så tydeligt frem lige nu.

Generelt synes jeg, det lyder som om, at du er god til at sætte ord på hvordan du har det overfor din kæreste. Det er en rigtig god ting! Men din kæreste virker til at have sværere ved at åbne op, og sværere ved at kommunikere om noget, der potentielt er konfliktfyldt. Da bliver det ekstra vigtigt at du øver dig i at være oprigtig nysgerrig på ham, og prøver at vente med at komme med din reaktion, til du har forstået ham rigtigt. Og derfra kan I prøve at forhandle frem til en løsning, der fungerer for jer begge.

Så nej, jeg synes ikke du skal løbe skrigende væk, før du har forstået bedre, hvad der er på spil, og undersøgt i dybden om det kan løses. Jeg håber I finder frem til en god vej videre sammen.

Kærlig hilsen