Min kæreste er altid vred på mig

Spørgsmål

Fold ud

Hej parvis

Mig og min kæreste har været sammen snart 8 år.

Han har altid taget mine følelser meget alvorligt, men efter sidste år ændrede han sig 100%. Jeg blev gravid i marts i år og måtte tage en abort selvom det ikke var mit ønske – vi har to drenge sammen i forvejen. Efter aborten reagerede min krop meget kraftigt og jeg blev syg og måtte have hjælp. Min kæreste sagde, det var noget pjat og jeg skulle komme videre. Et par uger efter blev min mormor meget syg, og jo mere ked jeg blev, jo mere vred blev han på mig. Han viser ingen kærlighed og skælder mig tit ud og kalder mig grimme ting. Jeg er en pige der har en masse tanker om mig selv f.eks. “jeg er for tyk og grim”. Der starter så en ung pige på hans job, og jeg hører mindre og mindre fra ham, når han er på job. Når jeg siger noget omkring jobbet, bliver han rigtig vred og sårer mig med de ting han siger.

Han kan ikke vise mig, at han kun elsker mig, og jeg gør virkelig alt, får at han lægger mærke til mig, men intet hjælper. Han lukker helt af. Jeg kan sidde og græde ved siden af ham, uden at han ser det. Jeg har en mavefornemmelse, der siger, der forgår noget med hende, hun er jo ny og spændende.

Hilsen en oprevet pige


Svar

Kære ven

Tak for dit brev til brevkassen. Det er godt at mærke, at du stadig har så meget livskraft og mod på at ændre på tingene, at du søger hjælp.

Når jeg læser dit brev, er jeg i tvivl om, om du oplever at jeres problemer startede i forbindelse med din graviditet, eller om I havde problemer før det.

Jeg fornemmer, at det har været rigtig svært for dig at få fjernet barnet. Du skriver, at det ikke var din beslutning, men ikke om hvis beslutning det så var. Jeg ved ikke hvem eller hvad, der har presset dig til det, men hvis det er din kæreste, er det noget der sætter sig dybe spor i et forhold, fordi det ikke bare handler om jer, men om et lille nyt liv, der er på vej.

Giv sorgen plads
Jeg vil først og fremmest sige til dig, at det er helt normalt og forståeligt at din krop og dine følelser har haft det svært, det oplever rigtig mange kvinder. Uanset om det var din eller andres beslutning, at få barnet fjernet, så har det sat sig som en sorg i dit liv, som du mærker både på krop og sjæl. Det rører noget dybt i kvinder, når de mister deres barn, og det er helt nødvendigt at tage det alvorligt.

Du har brug for at sørge over det barn, du aldrig fik, og over at du ikke kunne gøre, som du helst selv ville. Når din mand ikke har villet anerkende din sorg, og bare synes at du skulle komme videre, er det rigtig svært at snakke om og bearbejde sammen, og problemet er, at du først kan komme videre, når du har sørget, og fået lov at være ked af det over det mistede. Det tager tid, og du har i den tid brug for at fortælle nogen om din sorg, og for at græde og bare være sårbar og trist. Det er vigtigt, at du har nogen, du kan dele det med, og nogen som vil trøste dig i sorgen.

Du beskriver, at jo mere ked af du blev, jo mere vred blev din kæreste. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at måske er han ikke så uberørt, som han gerne vil være, måske er han også bare ked af det inderst inde. I hvert fald synes jeg, du frimodigt skal sige til ham, at du er ked af det, og ikke bare kan komme videre. Du har brug for tid og brug for at sørge, og helst sammen med ham, så I sammen kan komme videre.

Hvis det er svært at finde nogen i din nærhed, der forstår og lytter til dig, kan jeg anbefale at du kontakter Abortlinien i foreningen ”Retten til liv”. Der er gode erfarne mennesker, som gerne vil lytte til din sorg og smerte uden fordømmelse eller krav.

Mangler ligeværdighed
Når alt det er sagt, så er det så vidt jeg kan fornemme ikke kun p.g.a. aborten, du har det svært. Jeg er ked af at høre hvordan din kæreste behandler dig, ved at tale ned til dig, sige grimme ting, sige du skal tage dig sammen, og alt i alt får dig til at miste din tro på dig selv. Af en eller anden grund er I ikke ligeværdige partnere mere. Han føler sig over dig og i sin gode ret til at nedgøre dig. Det kan du ikke holde til i længden, og det dræber kærligheden mellem jer.

Du skriver at du forsøger på mange måder at få ham til at lægge mærke til dig, men intet hjælper, så måske har du ret i at han har en anden, men måske er der andet på spil for ham.

Måske har han vænnet sig til at snakke til dig på den måde, måske har han som barn set, at sådan må man gerne behandle kvinder, eller måske har han det svært med sig selv og sit arbejde. Jeg ved lige så lidt som dig hvad der er på spil for ham, men jeg synes du skal udfordre ham og spørge, hvad der er galt.

Vigtigt at sige fra
Det er vigtigt, at du nu får sagt helt fra overfor den måde at behandle dig på. Det er ikke værdigt hverken for ham eller dig. Det er vigtigt at du får sagt, at du ikke vil finde dig i det mere. Det er rigtig svært, når man som du har mistet sin selvtillid, men hvis det er nødvendigt, kan du evt. alliere dig med en veninde eller en du har tillid til, så du ikke mister modet. Du skal tænke på, at hvis du ikke får sagt fra nu, bliver du endnu mere usikker på dig selv, og han bliver mere ligeglad og led ved sig selv over at gøre det. Det bliver bare sværere at finde tilbage til jeres tidligere kærlighed.

Samtidig synes jeg, at du skal foreslå at I gør noget aktivt for at finde tilbage til det I havde. Det bedste ville være, hvis I sammen kunne snakke med en professionel om, hvad der sker med jer, både hver især og mellem jer. Det er ofte godt at få råd og vejledning fra en anden, som evt. kan se hvad der sker f.eks. med jeres kommunikation.

I har fået to børn, og i den tid kan man ofte glemme, at man også skal være kærester, og ikke bare forældre, så jeg vil foreslå at I giver jer tid til kæreste aftener, eller at gå på date og få børnene passet. Det kan også bare være projekter i jeres hjem, I kan være sammen om. Der er mange muligheder. Det vigtigste er, at I finder noget I kan være fælles om, og som skaber ny nærhed mellem jer.

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber du har fået svar på dit spørgsmål, ellers skriv igen.

Kærlig hilsen