Min gravide kæreste har
mistet følelserne for mig

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Ved ikke, hvordan jeg skal forklare det bedst muligt.

Min kæreste er 25 år, og jeg er 27 år. Vi bor stadig hjemme ved vores forældre. Vi har kun været sammen i seks måneder, og for tre måneder siden fandt vi ud af, at hun var gravid. Vi vidste ikke, om vi skulle have barnet eller ej. Jeg skulle tænke over det, og det var en stor beslutning for mig/os, og vi besluttede, at vi skulle have barnet. Så gik der nogle uger, så havde hun mistet følelserne for mig. Jeg gav hende en masse plads til at tænke over, hvad hun ville, og jeg sagde, at vi skulle være mere sammen med hinanden. Hun sagde, at hun ikke havde brug for at kysse eller kramme og sex, men det havde jeg fuld forståelse for, da der sker meget med hendes krop lige nu. Jeg sagde til hende, at vi skal passe på, at vi ikke kommer for langt fra hinanden, og at vi skal lære hinanden at kende fra ny. Siden den 27. november til 15. januar har vi været sammen fem gange nogle få timer ad gangen. I dag, den 15 januar, fik jeg at vide fra hende, at det er bedst, at vi kun er venner..

Håber, at I kan læse, hvad jeg har skrevet. Jeg er ikke så god til at udtrykke mig på skrift.

Hilsen Lars den forvirrede mand

Svar

Kære forvirrede mand

Tak for din henvendelse til brevkassen. Jeg vil prøve at komme med nogle af mine tanker i forhold til det, du skriver, og jeg håber, det kan være en hjælp for dig. Ellers er du velkommen til at skrive igen.

Først og fremmest tillykke med, at du skal være far – det er stort, og det varmer mit hjerte, at I valgte at beholde barnet. Som du også skriver, så har det været lidt turbulent i forhold til at finde ud af, om I skulle have barnet nu, hvor det måske ikke var helt planlagt. Det fylder helt sikkert meget i din kærestes hoved, at hendes liv nu bliver helt anderledes, og at hun skal til at prioritere sit liv på en helt ny måde. Nogle kvinder oplever det at blive gravid som en slags ny forelskelse, hvor alt andet omkring én bliver mindre vigtigt, og langt de fleste (kærligheds)tanker bliver givet til barnet i maven. Andre oplever det som en meget forvirrende tid, især hvis det ikke er planlagt. Jeg fornemmer ud fra det, du skriver, at du er rigtig god til at give hende en masse plads – både i forhold til de kropslige forandringer, en graviditet medfører, og i forhold til at træffe sit valg om jer to. Det, tror jeg, er helt rigtigt gjort af dig, for man skal jo ikke bruge tvang overfor sin kæreste.

Det gør mig ondt at høre, at hun så alligevel ikke har valgt dig til som sin kæreste. Det gør helt sikkert endnu mere ondt at blive fravalgt nu, hvor du også har et barn på spil imellem jer. Måske du sidder tilbage med tanker om, hvorfor hun ikke vil have en kærlighedsrelation til dig nu, hvor der er et barn også? Hvad tænker hun om dig som far? Handler det kun om hende, eller har du gjort noget? Hvordan var jeres relation egentligt, før hun blev gravid? Må du få del i barnet, når det kommer til verden? Jeg forestiller mig, at du har mange tanker – måske nogle af dem, jeg skriver. Det er først og fremmest vigtigt at få klarhed over de tanker og forsøge at dele dem med hende, sådan at I sammen kan arbejde videre med jeres forældre-relation (for den vil altid være der fra nu af). Så kan du måske også få afklaring på, hvorfor det ikke skal være jer alligevel.

Du har været med til at vælge, at I skal have barnet, og derfor går jeg også ud fra, at du gerne vil have en far-relation til det. Hvis barnets mor derfor har valgt, at I bare skal være venner, vil jeg anbefale dig at fokusere på relationen til hende som barnets far, for det er vigtigt, at du får den relation til barnet, som du drømmer om at få. Det er også ubetinget bedst for barnet at kende sin far og få hans kærlighed! Du er en vigtig person for dit barn.

Så hvad skal jeres relation være nu? Har hun mon gjort sig tanker om, hvor hun ser dig henne i forhold til barnet? Har du fortalt hende, hvilke tanker du selv gør dig om jeres relation og om at være barnets far? Hvordan kan det foregå, hvis I er sammen, og hvordan kan det foregå, hvis ikke I er sammen? Der er sikkert flere ting, du vil synes, vil være dejligt at få afklaret, så jeg håber, du kan tage samtalen med hende om det. Måske kan du vise hende dit brev og mit svar, så kan det være et udgangspunkt for jeres snak.

Jeg håber meget, at du og barnets mor kan få en god relation, så barnet kan få en god og kærlig opvækst, og så I kan være sammen om at stå for den opgave. Jeg føler med dig og ønsker dig alt det bedste.

De bedste hilsner

Nomi Høeg Kristoffersen Psykolog

Se også: