Min far og min kæreste

Spørgsmål

Fold ud

Hej alle.

Jeg er en pige på 21 år og er fra København. Og her er Den klassiske historie, som alle kender. Far og mor bliver skilt, far gifter sig på ny og får 2 børn. Og hvem sidder tilbage? Det gør den førstefødte. For at gøre en lang historie kort, blev mine forældre skilt, da jeg var 2, og nogle år senere mødt min far den nye kvinde.

Hun gav altid udtryk for, at hun elskede mig, når min far var i nærheden. Men når han ikke var der, havde hun det med at sige nogle ting som, “Din far har ikke tid til at sige godnat til dig, han skal lægge de andre børn”, og ting som “ du skal lade være med, at prøve at få din fars opmærksomhed hele tiden”. Det skal lige siges at jeg har været 5-6 år her.

Stedmor gjorde ofte nogle ting, som fik mig til at føle mig dårlig tilpas, og gjorde at jeg ikke turde være mig selv foran dem, når jeg var på besøg.
Jeg fortalte min mor, om alle de her ting, og hun konfronterede min far, men han benægtede og troede ikke på, at hans højt elskede kone, kunne være sådan. Mor endte med at give mig en mobil, så jeg kunne ringe hjem, hvis jeg var ked af det om aftenen. Og den blev ofte brugt

Jo ældre jeg blev, jo mindre så jeg ham. Og det var ikke, fordi jeg ikke havde lyst, men fordi det altid var mig, der skulle tage kontakt. Han ringer aldrig og spørger, om jeg har det godt. Han invitere mig altid kun til familiearrangementer i sidste øjeblik, og han glemmer min dimension.

Som det ser ud nu, snakker vi ikke om fortiden, og vi snakker kun sammen, når jeg ringer. Han har sine to andre børn og kone, samt egen virksomhed.

Jeg har mig en fantastisk kæreste, som også har det svært med den her situation. Han siger, at han kan mærke, hvordan jeg stræber efter min fars opmærksomhed, de få gange vi er der.
Jeg har også en mistanke om, at alt dette med min far påvirker mig så dybt inden i, at det går ud over min kæreste. Jeg kan for eksempel ikke lide, når han tager ud uden mig. Når han tager ud med vennerne, om det så er i byen, netcafe eller lign., så sidder jeg herhjemme og er ulykkelig. Jeg ved godt, at han ikke hør noget dumt, men tanken om at sidde her alene er ulidelig. Jeg går kun og tænker på, hvornår han kommer hjem.

Dette indlæg er skrevet med tårer i øjnene og mange følelser. Både lettelse at få det skrevet ned, men også følelsen af at være forladt, ikke at være velkommen og følelsen af ikke at være elsket.

Undskyld at min historie blev så lang. Men hvad kan jeg gøre, for at få en lettere hverdag?


Svar

Kære du, som har brug for en lettere hverdag.

Mange tak for dit brev, som du blandt andet har brugt til at give udtryk for mange følelser. Dermed har du allerede startet på den proces, som jeg vil foreslå dig, til at hjælpe dig med at få bearbejdet dine svære følelser omkring din far, og den forladthedsfølelse du mærker i forholdet til ham, og som gør det svært for dig, at give din kæreste plads til at gøre ting uden dig.

Når vi føler os svigtet og forladt, er det helt naturligt, at vores følelsesapperat reagerer med vrede, sorg  og/eller bedrøvelse, men også frygt for at komme i en lignende situation senere – ligesom vores hånd reagerer med fysisk smerte, hvis vi kommer til at røre en varm kogeplade. Lige som den fysiske smerte fortæller os, at her er der en situation, som vi har brug for at reagere på og forholde os til, sådan fortæller den psykiske smerte os også, at vi følelsesmæssigt befinder os i en situation, som er svær for os. Når vi bliver mødt og forstået i forhold til vores følelser af at være svigtet eller forladt i situationen, får vi mulighed for at give udtryk for den vrede, tristhed, sorg eller frygt, som vi har mærket, og det giver den lettelse, som du også oplever ved at give udtryk for dine følelser i dit brev – lettelsen viser os, at vi har fået givet udtryk for en psykisk blokering.

Når man er barn, har man brug for, at de voksne forstår og hjælper én med at få udtrykt den vrede, sorg, frygt og bekymring, som man kan føle, når man føler sig svigtet eller forladt. Desværre kan det være svært for de voksne altid at forstå og hjælpe barnet, og så kan barnet opleve det, som om svigtet fortsætter og mange ting, som barnet ellers ikke ville føle sig svigtet af, kan mærkes som svigt. Lidt lige som hvis man har brændt sin hånd på en kogeplade, og derefter regner med at kunne bruge sin hånd til at tage en varm kop kaffe med – fordi hånden stadig er forbrændt, vil den ikke kunne det sammen, som den kunne tidligere, eller som den anden hånd kan, og måske vil den altid være mere følsom overfor varme ting afhængig af, hvor dybt den er blevet forbrændt, og hvor godt den er blevet hjulpet over smerten. Måske kan du bruge det billede til at forstå, hvorfor du nu reagere med at blive ulykkelig, når din kæreste gør noget, som du ikke er en del af.

Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre at hjælpe sig selv med at få taget hånd om den følelsesmæssige smerte, som man ikke fik hjælp til, da man var barn, og på den måde få mere robusthed igen i forholdet til andre.
Som jeg startede med at skrive, så er din måde at skrive dette brev på et rigtigt godt skridt på vejen. Du fik sat ord på de følelser, du mærker. Det, som du på den måde nåede frem til, er måske det, som er roden til dine svære følelser – nemlig følelsen af at være forladt, ikke velkommen og ikke elsket. Og det er meget svære følelser at have med at gøre – så svære at de fleste af os nok prøver at flygte fra at mærke disse følelser. Det er dog vigtigt at blive ved med at gøre, som du gjorde i dette brev – at give udtryk for de underliggende følelser af sorg, smerte, vrede og frygt som har brug for at komme ud, for at kunne give plads til at kunne begynde at opleve mere og andet end at være ulykkelig og alene, når andre laver noget, som man ikke er en del af.

Så skriv gerne flere breve – og prøv eventuelt at stile dem til din far. Fortæl ham om, at du føler dig forladt af ham, ikke velkommen og uelsket pga. de konkrete situationer, du har oplevet. Fortæl om den smerte, vrede, sorg og frygt dette giver i dit liv, og fortæl ham, hvad du ville ønske, at han ville gøre ved det. Jeg vil ikke i første omgang anbefale dig at sende brevet til ham –  men måske når du har arbejdet noget med det, kan du overveje at sende ham et brev, hvor du fortæller ham det. Men i første omgang så skriv brevet for din egen skyld, og for at give dig selv hjælp til at udtrykke alt det, du har oplevet og oplever svært i forholdet til ham. Måske skal du skrive et lignende brev til kæresten? Det er nemmere at tage i mod og give kærlighed, når man har fået ryddet op i alle de gamle følelser af sorg, smerte, vrede og frygt – og så kan det godt være, man stadig er lidt mere følsom end andre i forholdet til at frygte for at blive forladt, men det behøver ikke at styre en selv og éns kæreste i lige så høj grad, som det har gjort.

Jeg håber, du får taget godt hånd om dig selv og får mod til at rydde op i de gamle sår – nogle gange kan man have brug for hjælpen fra et andet menneske til det, og der kan det være en god idé at opsøge hjælp ved en psykolog eller terapeut.

Mange hilsner