Konflikter med familie

Spørgsmål

Fold ud

Jeg har været kæreste i lang tid med en kvinde, som jeg har kendt i flere år… Hun ville gerne have, at jeg kom ind i familien som hendes kæreste og ikke som en ven… men det er flere af hendes børn og svigerdatter imod (jeg viste, at der ville opstå problemer) at at en af sønnerne ikke kunne acceptere at “Mor” fik en kæreste… og jeg er jo heller ikke deres “Far” har heller ikke prøvet på at være det. Jeg føler, at pt står min kæreste og jeg midt i mellem. Hun har fået flere ultimatum og børnebørnene bliver brugt i sagen. Er rådvild (ps. der er lidt aldersforskel mellem os) Please Hilfe. Skal jeg droppe det? Vi har været kærester i 3 år og venner i mange. Og ja, hendes børn misbruger hende og hun føler, at hun skal stå på pinde for dem.  Håber på et råd.


Svar

Kære mand

Jeg fornemmer, at du er havnet i en svær situation. Jeg vil prøve at skille det lidt ad, ved bl.a. at forstyrre dig med nogle spørgsmål. Jeg håber på, at det kan medvirke til mere afklaring for dig, og gøre at I får det bedre.

Hvad ønsker du?
Du skriver ”hun ville gerne ha, at jeg kommer ind i familien som hendes kæreste” Jeg kan ikke helt høre, i det du skriver, om du også ønsker at blive en del af familien? Det er væsentligt at finde ud af, hvor meget du ønsker det?

Konflikter
Du skriver om ”ultimatum” og at”børnebørnene bliver brugt i sagen”. Det giver mig en fornemmelse af, at der ikke er så meget dialog og lytten til hinanden?

Hvis konflikter skal opløses, er det en forudsætning, at man prøver at rumme hinandens forklaringer, og de følelser der er i klemme. Det er ikke ment sådan, at man skal give hinanden ret, men at man prøver at sætte sig i den andens sted for en tid.

Hvad kan du gøre?
Du skriver ” Skal jeg droppe det …” det er jo en måde at komme ud af det på, men ikke nødvendigvis den bedste måde, fordi det efterlader dig/jer med noget ”given op”og ”det gik ikke” og ikke mindst, at andre ødelagde det for jer.

Mit forslag og det gode råd du spørger efter er: Kig hinanden i øjnene, du og din kæreste, find ud af om I vil hinanden? om I elsker hinanden? og om I vil holde sammen? Hvis I vil det, giver det noget glæde, ro og tryghed for jer, noget som I automatisk vil signalerer til børnene og andre.

Næste skridt kan være, at inviterer til et familiemøde. I fortæller børnene inden, at I har noget I gerne vil fortælle dem og dele med dem. I kan evt. muntre det lidt op med noget spiseligt.

På et tidspunkt beder I om deres opmærksomhed, og beder dem om at de blot skal lytte til jer. Derefter fortæller I om jeres glæde for hinanden og om jeres ønsker for fremtiden, herunder også, at I ønsker at finde en måde at være sammen som familie på. (senere kan børnene komme med deres forlag til det).

Uanset hvad børnene siger, skal I holde fast i, at I må føle og tænke som I vil, og I samme omgang skal I være klar til at rumme børnenes evt. negative reaktion, det er netop deres reaktion og det er OK. Hvis I kan rumme dem, bliver de også bedre til at rumme dig/jer.

Måske går der alligevel konflikt i det hele, men det kender I jo. Det kan bare være forandringsskabende i en familie, hvis nogen tør sige højt ”jeg vil gerne være sammen med jer, kan vi finde ud af, hvordan det kan komme til at ske”.

Alene og sammen
Det er vigtigt at slå fast, at der er mange måder at være sammen på, og vi behøver ikke at være enige om alt, men vi gør hinanden en stor tjeneste ved at accepterer hinanden, som dem vi er.

Jeg ønsker det bedste for jer!

Kærlig hilsen