Konflikt: Konsekvensberegning

Spørgsmål

Fold ud

 

Hej Parvis.dk

Min kæreste og jeg, som begge er i midten af 20’erne, har været sammen ca. 3 år. Dvs. børnespørgsmålet har gjort sin storslåede ankomst, hvilket bestemt ikke har bidraget med noget positivt eller konstruktivt. Hun sagde ja, mens jeg sagde nej. Problematikken har resulteret i en kaskade af små laviner, hvor de respektive overbevisningsmetoder et blevet mere grov af karakter med tiden.

Intensionen er ikke at dæmonisere min partner, da jeg naturlig vis også holder en procentdel af ansvaret. Jeg vil på den anden side også tillade mig, da det er mit ’spørgsmål til brevkassen’, at tage udgangspunkt i min oplevelsesverden.

Vi har ofte benyttet os af kompromisser som en integreret del af vores konflikthåndteringsstrategi, men da denne strategi bare ikke er tilstrækkelig i forhold til, hvad jeg kalder ultimative udfordringer – altså enten/eller udfordringer, så famler vi begge i blinde.

I forhold til de nye og mere grove overbevisningsmetoder, så er afpresning en stor del af den nye strategi. Det er både ift. følelser, skyld og at smide ting på gulvet og bare lade dem ligge, indtil man får sin vilje. Det kan også komme til udtryk om aftenen, når vi skal sove. Så holder hun mig vågen, indtil jeg giver hende ret.

Derfor er jeg kommet lidt i frit fald! Enten står jeg ved min integritet og får både personlige ejendele og søvn ødelagt. Ellers giver jeg hende frit spil og bliver derved fast inventar sammen med hendes lyserøde pelikan-pude i sofaen.

Nu inddrager jeg så hendes perspektiv alligevel, da jeg ser det nødvendigt. Jeg kan sagtens se konflikten fra hendes side. Enten får hun mig overbevist om, at vi skal have børn. Ellers tvinger omstændighederne os til separation.

Hvilket leder mig til mine to spørgsmål:

  • Hvis konsekvensen er separation, uanset hvilken tilgang hun vælger, så kan jeg vel ikke bebrejde hendes valg?
  • Hvordan får jeg hende til at forstå, at ”an eye for an eye makes the world goes blind”?

Hvis målet er at finde en fredelig, ligeværdig og konstruktiv løsning, så kan midlerne aldrig være afpresning, hævn osv.

 


Svar

Tak for dine spørgsmål – din henvendelse må siges at være den rigtige vej at afprøve, da det endnu ikke er lykkedes jer af at finde et kompromis.

Generelt betragtet er det vist altid sådan, at når emner, vi skal finde kompromisser på, er af stærke følelsesmæssige karakter, så ender vi ofte i en magtkamp. Så forsvinder vores ønske om objektivitet. Så drejer det sig alene om at besejre den anden og derved vinde kampen – få sin vilje. Så bruger vi især fire små ord: ”Du, dig, aldrig og altid” – altså er jeg holdt op med at lytte til dig og er alene interesseret i at du skal lytte til mig. Konsekvensen af sådanne magtkampe kan godt ende med en konklusion, så den ene ender med at få ret (bøjer sig) – men på den lange bane er det en destruktiv vej at gå – og som regel vender den der tabte slaget tilbage med en ny situation, vedkommende så kan vinde – altså en ny konflikt, som er af samme karakter, men blot med en anden overskrift. Det vil alt sammen kun føre parret fra hinanden.

Det kan selvfølgelig også ende der, hvor den ene bliver underkuet af den andens argumentationer – men
det er heller ikke en farbar vej at gå, hvis kærlighedsrelationen skal vokse og skabe større og større værdi i parforholdet.

Så jeg tænker I må begynde et andet sted, for at komme i mål.

Det andet sted er at være positivt nysgerrig på, hvad der danner grundlag for nødvendigheden af at få et barn NU. Det betyder, at du oprigtigt forsøger at lytte til alle din partners argumentationer uden at bringe din egen mening til torvs om det, din partner siger. I den proces må du gerne stille alle de positive spørgsmål, der vil dukke op, for at få en uddybning af noget, du ikke helt forstår – eller ikke synes, giver mening. Når du så er helt færdig med at lytte, stille spørgsmål og anerkende det, du ikke forstår, eller er enig i, afslutter I samtaler der.

På et andet tidspunkt – dagen efter ell. er det så den anden, som skal være positivt nysgerrig – som ovenfor beskrevet. På den måde får I talt ud om de mange følelser, som knytter sig til emnet – og bliver hørt uden at blive modsagt. Når den modsatte proces så er afsluttet, afslutter I igen samtalen og hygger jer med hinanden. I kan så aftale et nyt tidspunkt.

Når I så mødes igen, skal I hver især medbringe forslag til løsning af konflikten, som I så skal tale sammen om – ikke for at finde løsningen denne aften, men alene for at dele hinandens forslag til løsning, som jo gerne må indeholde hensyn og forståelse for den andens synspunkter og behov.

Jeg vil gerne understrege, at ovenstående kræver faste aftaler om adfærd og kontrol af egne følelser, hvis det ikke skal ende i en ny magtkamp. Hvis det mislykkes for jer, vil jeg anbefale, at I søger hjælp hos en parterapeut.

Og så til dit spørgsmål angående forskellige former for hævn, når vedkommende ikke får sin vilje. Generelt er det sådan, at når vi ikke længere synes, vi bliver hørt, så regredierer vi, hvilket indebærer, at barnet indeni os begynder at råbe op – og da det barn kun er følelser (for børn er jo kun følelser og ikke tanker og overvejelser) går der urimeligheder i det hele, da det jo, som før beskrevet, ikke handler om at nå til enighed, men i at besejre den anden. Vi har forskellige måder at hævne os på, og vi vil altid synes, at det er den anden, der er urimelig – men jeg har endnu ikke mødt par med følelsesmæssige problemer, hvor det kun er den ene, der hævner sig – det må generelt siges at være fiftyfifty – vi har bare svært ved at få øje på egen urimelige adfærd.

Med den viden kunne jeg så udfordre jer på at overveje, hvor I selv hævner jer i forhold til jeres partner, i stedet for at være opmærksom på den andens måde at dominere på.

Og så er det jo sådan, at ethvert menneske kan tage selvstændige valg – også valg, som er helt urimelige overfor den anden part. Det er der desværre ikke noget at gøre ved – det er et livsvilkår. Det er imidlertid min opfattelse, at der hvor følelsesmæssige behov bliver hørt og anerkendt som legitime behov, til trods for manglende enighed, der opstår et ønske om forhandling. Den manglende anerkendelse føles som at være ligegyldig for den anden – ikke elsket. Reaktionen er så at forsøge at udsætte den anden for samme følelse (lade tøjet ligge, trække sig følelsesmæssigt, true med separation o.l.) – og så begynder magtkampen.

Så muligheden for en løsning er, tænker jeg, at forsøge at lytte positivt på det uforståelige og forsøge at
samarbejde sig hen mod en løsning – som overfor beskrevet – eller søge hjælp hos en terapeut.

Med venlig hilsen