Knust hjerte og tillid efter utroskab

Spørgsmål

Fold ud

Min kæreste har været utro og har efter min mening haft en mental affære længe op til.

Min kæreste og jeg har været sammen i knap et år.
For snart to måneder siden fik jeg en lang besked fra en pige, som beskrev, at hun havde skrevet med min kæreste meget i et halvt års tid, og det startede, da de kyssede sammen i sommeren 2018 til noget fest på arbejdet. Hun skrev, at de for to måneder siden (inden jeg fik det at vide) havde haft sex. Hun beskrev, at min kæreste havde løjet flere gange om, at han ikke var kærester med mig, og at hun derfor havde sagt ja til at han måtte komme hjem til hende efter en fest, hvor de havde sex sammen. Derudover sendte hun en masse screenshots med en masse upassende ting (ifølge mig), som han havde skrevet til hende. Han havde derudover aftalt at ses med hende flere gange og inviteret hende ud, men han havde endt med at aflyse hver gang.

Min kæreste har forklaret sig med, at han skrev med hende for at blive bekræftet, at han godt kunne lide den opmærksomhed, hun gav ham, og at han gjorde det, fordi han føler sig ensom og havde en frygt for, at han ville blive helt ensom, hvis jeg ikke længere var sammen med ham. Han har fortalt, at han ikke har lagt nogle følelser i det, og at det for ham har været et ‘sygt spil’, og at han var meget fuld, da han fysisk var utro. Han har retfærdiggjort sin handling overfor sig selv, ved at han ikke kunne huske, hvad der var sket, og dermed har tænkt at det nok ikke var sket.

Nu står jeg så tilbage med et knust hjerte og en knust tillid.
Jeg føler mig konstant paranoid og dårligt tilpas inden i mig selv. Jeg frygter hele tiden, at der har været/er flere piger. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at han skal til fester med sit arbejde igen, ud med vennerne i byen eller lignende. Jeg kan sidde og have det godt et øjeblik og komme i tanke om detaljer fra hans utroskab og få det rigtig dårligt.

Jeg har stillet ham utroligt mange spørgsmål omkring utroskaben og om andre piger, men uanset hvor mange spørgsmål jeg stiller, kan jeg ikke tro eller stole på det, han siger. Jeg kan mærke, at det også har brudt vores tillid enormt meget, at jeg tidligere har spurgt lidt ind til den her pige før, hvor jeg har oplevet, han blev irriteret på mig og fortalte, at han ikke kunne forstå, jeg har spurgt, grundet at det bare var en pige, han havde mødt et par gange på sit arbejde og derudover slet ikke kendte. Jeg er enormt bange for, at han kunne finde på at gøre det igen eller har gjort det med andre, men at jeg aldrig vil få sandheden eller altid mistro sandheden, grundet at han altid har benægtet og ikke selv stod frem.

Jeg elsker ham stadig, men jeg kan godt mærke, at det har ødelagt vores forhold, og jeg er bange for, at jeg aldrig kan få det godt i vores forhold igen eller stole på ham.
Jeg håber at du kan give mig nogle råd til, hvordan jeg skal komme videre.

På forhånd tak!


Svar

Kære brevskriver

Jeg vil starte med at sige, at det gør mig ondt at høre om den situation, du er i. Det er svært at blive såret af en, man elsker.

Du skriver, at din kæreste har været dig utro, og at han over længere tid har haft en mental affære. Mit indtryk er, at selvom den fysiske utroskab har såret dig, er det faktisk den mentale og emotionelle affære, der gør dig mest ked af det? Det at han søger bekræftelse og at ”slukke” sin ensomhed hos en anden end dig.

Du skriver, at du stadig elsker din kæreste, men at du er i tvivl, om du nogensinde kan have tillid til ham igen. Du beder om råd til at komme videre, men jeg er i tvivl, om du med ”komme videre” mener, at du vil forsætte forholdet, eller om du vil gøre det forbi. Det kan også være, at du selv er i tvivl, om I skal blive sammen. Jeg tror, at hvis I skal blive sammen, skal du kunne have fuld tillid til din kæreste. Jeg har derfor lyst til at fremhæve to forudsætninger, for af tilliden til din kæreste kan genopbygges.

Du skal kunne stole på din kæreste
For at have tillid i en relation, er det vigtigt, at man tror, ens partner fortæller sandheden. Jeg lægger mærke til, at du i dit brev skriver, at du føler dig paranoid, at du er bange for, du ikke kender hele sandheden og at du ikke ved, om du kommer til at kunne stole på din kæreste igen.

Du har tidligere spurgt ind til denne her pige, hvilket han blev irriteret over, men også bad dig ikke at bekymre dig om. Nu har du så fundet ud af, at han har været involveret med hende bag din ryg, og at han også har løjet overfor hende, om at han var kærester med dig. Din kæreste har brudt din tillid, og derfor kan jeg godt forstå, at du er i tvivl om, hvorvidt han fortæller dig sandheden.

Du skriver, at uanset hvor meget du spørger ind til utroskaben, så har du svært ved at stole på ham.

Måske kunne du starte med at mærke efter, om du stoler på, at han virkeligt fortryder sin affære. Ud fra hvad du skriver, kan jeg ikke se, om din kæreste faktisk fortryder sin affære, og om han har sagt oprigtigt undskyld til dig. Hvis ikke du har den oplevelse, må du spørge dig selv, hvad der skal til, for at du oplever dette. Den mistillid, du går med, vil jeg råde dig til at tale med din kæreste om. Det er en svær samtale at have, men jeg tror, at den måde din kæreste tager imod dine spørgsmål og svarer på dem, vil efterlade dig med en mavefornemmelse af, om du kan og bør genopbygge en tillid til ham. 

Kan du tilgive din kæreste?
Hvis du oplever, at du kan stole på din kæreste, er det næste spørgsmål så om du kan tilgive ham? Tilgivelse er svært, og jeg tror, at mange i din situation vælger den ”lette” udvej og slår op, simpelthen fordi det kan være for svært at tilgive. Det er både forståeligt og helt i orden at gøre. Det er nemlig ikke let at tilgive, og det kan tage tid at nå dertil. Du bliver nødt til at spørge dig selv, både om du kan forestille dig at tilgive din kæreste, men også om han viser den oprigtige anger, som tilgivelse kræver. Hvis han har svært ved at indrømme, at han har såret dig, eller hvis du er i tvivl, om han vil gøre noget lignende igen, så mener jeg ikke, du skal bruge din kostbare og værdifulde tilgivelse på ham.

Sandheden er, at nogle forhold ikke er værd at arbejde på, og det bedste, man kan gøre for sig selv, er at slutte det. Andre forhold er i den grad værd at arbejde på. Mængden af gode elementer i et forhold skal opveje de dårlige elementer, for at det kan betale sig at arbejde på forholdet.

Husk uanset hvordan denne her situation udvikler sig for dig:

Du fortjener at være i et forhold, hvor din kæreste ikke søger andre pigers opmærksomhed i stedet for din. Du fortjener at være i et forhold, hvor du kan stole på din kæreste og ikke er paranoid over, om han er dig utro.

Jeg ønsker dig det bedste udfald.

Hilsen