Kan man forlade sin kæreste, når han har en depression?

Spørgsmål

Fold ud

Kære Brevkasse
Min kæreste og jeg har været sammen i 10 år. Hvoraf vi har boet sammen i næsten alle 10.
Vi har ingen børn men 2 hunde og er begge enige om, at vi ikke skal have børn.
Vores forhold har været sexløst de sidste 5 år, og vi har ikke sovet sammen i de sidste 3 år. Vi fungerer godt sammen i hverdagen og får det hele til at køre. Men gennem de sidste par år har jeg følt, at han har trukket sig mere ind i sig selv og haft svært ved at være nærværende. Det problem har han egentlig altid haft. Men det er blevet værre. Han har de sidste 6 år været under uddannelse, idet han blev nødt til at omskole sig, da han grundet en arbejdsskade ikke længere kan arbejde inden for sig fag.

Min kæreste har et voldsomt temperament og har altid været udafreagerende, når han slap op for ord eller følte sig magtesløs. Vi har altid skændtes meget. Han har aldrig været fysisk voldelig overfor mig. Men dog truende på den måde at han kaster med ting, smækker med dørene, slår ting i stykker og råber mig ind i ansigtet. Dette har været med til at slide på min kærlighed til ham. Dog synes jeg egentlig, det gik ok med os, indtil jeg for nogle måneder siden mødte en anden mand, som jeg hurtigt forelskede mig i, dog uden vi gjorde noget fysisk sammen. Det ledte til, at jeg for alvor overvejede at gøre det forbi med min nuværende kæreste. Men inden jeg fik talt med ham om det, gik han ned med en depression.

Han er pt. sygemeldt fra studie og skal i gang med et udredningsforløb inden for den offentlige psykiatri. Samtidig går han til psykolog ca. en gang ugentlig. Han er endnu ikke diagnosticeret, men det virker til, at han har depression, angst, social fobi, vredesproblemer og måske paranoia. Jeg tror, at han i virkeligheden har gået med det længe, uden at nogle har opdaget, at han havde det dårligt.

Mit dilemma er, at jeg i mellemtiden har indledt et forhold til den anden mand, som jeg forelskede mig i. Jeg har aldrig ønsket at være min nuværende kæreste utro. Men har altså gjort det alligevel, og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre? Allerhelst vil jeg lægge kortene på bordet og forlade ham, men jeg kender intet til depression/psykisk sygdom og er bange for at skubbe ham ud over kanten – altså bevirke at han får det dårligere. På den anden side hvis han finder ud af, at jeg er utro vil det nok være endnu værre. Bør jeg stoppe mit forhold til den anden mand? Det ved jeg ikke om jeg kan, da jeg er fuldstændig forgabt i ham, som det er lige nu. Hvad er dit/jeres råd til mig i denne situation
Mvh
XXX


Svar

Hej

Tak for din henvendelse til brevkassen.

Et parforhold, der er truet på flere fronter
Du beretter om et parforhold, hvor I har boet sammen i 10 år, ikke haft sex de seneste 5 og ikke har sovet sammen de seneste 3 år. For nogle måneder siden mødte du en anden mand, som du forelskede dig i, uden at I dog på det tidspunkt var sammen seksuelt.
Siden da er så sket det, som jeg forstår det, at din nuværende kæreste er gået ned med en depression. Parallelt med dette har du indledt et egentlig forhold til den nye mand, som du har mødt og som din nuværende kæreste ikke har noget kendskab til.

Det hører desuden med til billedet, du beskriver, at du og din kæreste har levet et ret turbulent liv sammen, med mange skænderier og voldsomme vredesudbrud fra din kærestes side. Det fremgår ikke, hvordan din rolle har været i disse skænderier. Jeg får samlet set et indtryk at et parforhold, der på mange måder i lang tid mest bare har været praktisk foranstaltning, der fungerer godt, som du skriver. Det er min fornemmelse, at det måske mest har været et bofællesskab og et venskab.

Du beskriver nu et dilemma, som du befinder dig i:

  • Skal du droppe dit utroskab med den nye mand og tage dig af din kæreste og de udfordringer han lige nu befinder sig i?
  • Eller skal du bekende kulør overfor din kæreste og slå op med ham?

Til dette dilemma efterspørger du et råd.

Jeg kan ikke give dig et klart svar
Jeg vil indledningsvis sige, at det også er et dilemma for mig. Der er argumenter, der taler for det ene og argumenter, der taler for det andet. Hvis man gik ud og spurgte forskellige mennesker om, hvad de synes du skulle vælge, ville de dele sig i 3 grupper: Dem der mest hældte til den ene, dem der mest hældte til den anden og dem der bare var i tvivl. Jeg selv hører mest til i den sidste gruppe, tror jeg.

Man kunne så spørge: Havde det så ikke været bedre, at en anden havde svaret på dit spørgsmål? Altså en, der mere tydeligt kunne have givet dig et råd i forhold til, om du skulle vælge det ene eller det andet og komme med gode argumenter for det. Måske du gerne ville have haft det sådan. Jeg mener dog ikke, at det ville blive det bedste for dig. Det vil jeg gerne sige lidt om.

Du finder dit svar i dig selv og dine værdier
Jeg tror, det er nødvendigt, at du selv tager en beslutning om, hvad der er det rigtige for dig. Det er der ikke nogen, som kan fortælle dig. Det er min fornemmelse, at dit dilemma er et udtryk for, at du bliver i tvivl om din egen etik. Jeg fornemmer, at din tvivl grundlæggende handler om, om du er moralsk forpligtet på, at medvirke til at passe på din kæreste, nu hvor han har fået det rigtig svært. Eller det er ok, at du går efter et mere sikkert og på mange måder mere behageligt valg: At danne par med din nye mand.

Argumenterne, for at vælge den nye mand synes jeg, er let at finde:

  • Du er forelsket i ham, til forskel fra din kæreste, som du blot lever sammen med.
  • Forholdet til din kæreste har længe været kompliceret og det var måske alligevel kun et spørgsmål om tid, før I måtte forlade hinanden.
  • Det er ikke din skyld, at din kæreste går ned med depression lige nu, så det er heller ikke dit ansvar, at han kan rejse sig igen.
  • Du kan ikke redde din kæreste. Han må, med hjælp fra andre, redde sig selv.

Tilsvarende er det let at få øje på argumenter for, at du har et ansvar for ham, som forpligter dig:

  • I har levet under samme tag i 10 år og du kalder ham din kæreste. Det må medføre en vis gensidig respekt og ansvar, som man ikke bare kan løbe fra.
  • Timingen for at afsløre et utroskab er rimelig dårlig, nu hvor din kæreste i forvejen er kørt i sænk.
  • Utroskab er et dårligt princip og en uacceptabel måde at afslutte 10 års parforhold på, uanset årsagen.
  • Du har i alle de 10 år, I har boet sammen, selv haft din del af ansvaret for, at jeres parforhold var en synkende skude. Er det så ok, at skubbe din kæreste ud over rælingen og bare redde dit eget skind og springe over i en anden og mere sikker båd?

Bemærk: Argumenterne ovenfor er ikke et udtryk for hverken mine eller dine holdninger, men blot overvejelser om, hvilke argumenter man kunne tænke sig.

Man kan i længden ikke gå imod sine egne værdier uden enten at ændre enten adfærd eller værdier
Hvis jeg havde givet dig et klart svar, som pegede enten på det ene eller det andet, og man forestillede sig, at du så godtog det svar, tror jeg der ville ske et af følgende:

  • Du ville med tiden erfare, at det var den rigtige beslutning og at den var i harmoni med de værdier, du gerne ville se dig selv udleve. Det ville betyde, at du ville blive i dette valg og kæmpe for at få det bedste ud af dette.
  • Eller du ville med tiden erfare, at det var en forkert beslutning, fordi den kom i disharmoni med dine værdier og det liv, du gerne så dig selv have. Det ville medføre, at du på et tidspunkt måtte opgive din kamp og give dig over til et andet valg.

Min pointe er: Uanset hvad, bliver du tvunget til at tage et valg, som er dit eget.

Findes der en tredje mulighed?
Jeg vil stille dig et spørgsmål: Kunne man forestille sig, at der findes et tredje valg, som både tilgodeser argumenter om dit ansvar overfor din kæreste og samtidig tilgodeser argumenter for, at der må ske noget nyt? Altså et valg, hvor du på en respektfuld og ikke krænkende måde forholder dig til jeres nuværende dårligt fungerende parforhold?

Hvordan ville et sådant valg skulle se ud?

Set fra mit perspektiv og som jeg opfatter dig i din henvendelse, baseres den største del af dit dilemma på det faktum, at du lige nu er utro og overvejer at flytte sammen med din nye mand. Hvad nu, hvis du tog valget ikke at gøre dette, men i stedet gjorde noget andet. Noget der var respektfuldt overfor din kæreste. Noget der fik noget nyt til ske?
Hvilke muligheder ville det give dig og jer for, at I kunne blive afklarede og afstemte med hinanden om fremtiden på en ordentlig og mere rigtig måde?
Og jeg tænker her ‘rigtig’ for dig og ud fra hvad, der harmonerer, med de værdier du har. Det er ligegyldig, hvad jeg og alle mulige andre mener.

Jeg vil opfordre dig til at bruge lidt tid på at skrive ned, hvordan sådan en løsning kunne se ud.

Hvad ville du skulle sige til hvem?
Hvad ville du skulle gøre i handling?
Hvordan ville der blive reageret på det fra den ene og den anden?
Hvordan ville du selv have med det?

Overvej med dig selv, hvordan du bedst er tro imod dine værdier, og baser derefter dit valg på det.

Jeg håber for dig, at du må få mod og kræfter til at træffe de svære valg, som det måtte medføre.

De bedste hilsner fra