Kan en dame og mand være venner?

Spørgsmål

Fold ud

Jeg har fået en rigtig dejlig kæreste, som jeg oplever rigtig mange sjove, spændende og dejlige ting med. Vi har begge haft børn med ind i forholdet, som også fungere godt sammen, så alt er faktisk rigtig dejligt, men……

Jeg har en ven, som er af det andet køn, og det har min kæreste meget svært ved at forholde sig til. Jeg ser både manden og kvinden, – venner fra mit tidligere forhold. Jeg sms’er med kvinden engang imellem; hvordan går det, har ungerne det godt osv., der er slet ikke andet i det. Nogle gange har det været sent, vi har skrevet, da ungerne så er lagt i seng og der er ro i huset.

Min kæreste kan slet ikke have, at jeg skriver sammen med en gift kvinde, og slet ikke på den tid. Hun er sikker på, at kvinden er vild med mig, og at jeg er dum og naiv, at jeg ikke kan se det. Det fylder desværre en del i mit nye forhold, og jeg kan ikke rigtig selv se løsningen på det. Vi har snakket det igennem, jeg har tilkendegivet, at jeg godt kan se det mærkelige i, at vi skriver sammen sent, men at jeg ikke lukker venskabet ned. Hun mener det vil være det samme, hvis hun finder en i byen og begynder at skrive med ham, hvilket jeg er meget uenig i, da jeg har været venner med dem i mange år. Hun vil ikke have, at jeg fortæller mine venner om situationen, da hun så vil fremstå som en dum kælling, som hun selv siger det.

Det gør så ondt i mig, hver gang det kommer frem, for der er virkelig ikke noget i det, i hvert fald ikke fra min side, og når det sker lukker min kæreste helt ned og der kommer ingenting fra hende. Jeg er begyndt at holde rigtig meget af hendes børn, nyder det, som vi har sammen, rigtig meget, men denne lille konflikt bliver til noget kæmpe stort, – meget mere end det er værd at bruge energi på.

Jeg vil ikke miste min nye kæreste, for det er virkelig fantastisk, det vi har sammen. Så skal jeg sige, at jeg fortsat skriver, og der er ikke noget i det og hun må acceptere? Skal jeg droppe sms-kontakten med veninden og forklare hende hvorfor? Eller skal jeg forklare hende situationen og bede hende om at stoppe med at skrive sent?

Kan mænd og kvinder være venner?


Svar

Kære mand

Tak for dit brevkassespørgsmål til Parvis.dk. Det er et vigtigt emne, du tager op, om mænd og kvinder kan være venner, når de er i et parforhold.

Ansvar og forpligtelse
Det første, jeg vil dele med dig, handler om commitment frit oversat til dansk: ”ansvar og forpligtelse”. Når vi er i et parforhold, må vi tage ansvar og forpligte os. Dvs. vi må vise den anden, at ”det er dig, jeg vil have, og at jeg gerne vil tage ansvar og forpligte mig ind i forholdet på en måde, som gør dig tryg og giver dig en følelse af at føle dig elsket”. En del af sådan et ansvar kunne I jeres situation være at sige, at din kærestes problem også er dit problem, og det vil du godt hjælpe med, at I får løst. Måske kan du tage en snak med hende om, på hvilke præmisser hun kunne forestille sig, du kunne beholde venskabet til det par, du har været venner med, inden du mødte hende. Måske har din kæreste brug for, at I ses sammen som par, så du ikke er alene med kvinden. Måske har hun brug for, at I ikke sms´er om aftenen, måske har hun brug for at se sms´erne eller bare høre, når I har kommunikeret. Hvad som helst der kan gøre din kæreste tryg og få hende til at føle, at hun er den vigtigste, og den som du primært lytter til og laver aftaler med. Hvis din kæreste er så jaloux, så hun slet ikke kan holde ud, at du har kontakt til den anden kvinde, kan det måske være nødvendigt, at I får hjælp udefra hos en terapeut til at få snakket sagen igennem. Måske kan der ligge nogle dybere ting til grund for hendes jalousi, som f.eks. tidligere svigt eller noget i jeres forhold, som hun ikke har fået talt ud om.

Jeg læser i dit spørgsmål, at du er rigtig glad for din kæreste og for hendes børn, derfor er det også vigtigt, at I får talt ud om dette her og finder en fælles løsning, som I begge kan leve med.

Mande og kvindevenner
Det er svært at sige noget entydigt om mande- og kvinde venner, men det er klart, at når man kommer dybere ind i et parforhold, vil det være naturligt, at der er følelser og tanker, som man kun deler med den person, man er partner med, og som man ikke deler med venner af modsat køn. Det er min holdning, at kropslig kontakt med én af det modsatte køn, når man har en kæreste, er et ”no go”. Din krop er din kærestes og ikke alle mulige venners. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at det ikke er lige meget, hvordan man f.eks. danser med andre, hvis man har en kæreste. Det er også naturligt, at kommunikation ikke foregår om natten (sen aften) eller på tidspunkter, hvor ens partner sover eller er væk. Kommunikationen er nødt til at være helt åben og gennemskuelig ellers ender det let i fejltolkninger og jalousi.

Et andet aspekt, som kan være værd at have med, når du overvejer, om du kan have kvindelige venner ved siden af din kæreste, er, om du og din kæreste har en udadvendt eller indadvendt seksualitet. Her skal udadvendt og indadvendt forstås, som om du er seksuel i din kommunikation med andre eller ej. Flirter du f.eks. når du taler med andre af det modsatte køn? Registrerer du om en kvinde ser på dig eller ej, når du går ind i et rum? Tiltrækkes du seksuelt af kvinder, som du mødes med? Er du bevidst om din seksuelle udstråling, når du taler med andre af det andet køn? Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, kan det være en god ide at være meget varsom med kontakten til det andet køn, når du har en kæreste. Hvis du absolut ikke mærker en seksualitet i kommunikationen med det andet køn på nær med din partner, så er det måske nemmere at have et venskab med én af modsatte køn samtidig. Hvis din kæreste har en udadvendt seksualitet selv, og du ikke har det, kan det være svært for hende at forstå, hvordan du kan have et venskab med en kvinde, uden at det bliver til mere, eller uden at I flirter. Så må I tale om jeres seksuelle personlighed og finde ud af, hvad I sender ud, og hvordan I opfører jer, når I er sammen med andre.

Det vigtigste for jer nu er en åben og ærlig drøftelse, som bygger på en gensidig forpligtelse og fælles ansvar for jeres liv sammen. Hvis den samtale er svær at tage selv, vil jeg anbefale jer at bruge en terapeut. I kan finde en liste her på hjemmesiden over terapeuter i hele landet.

Med ønsket om at I må nå endnu tættere på hinanden ved hjælp af en frugtbar snak og nogle nye aftaler, som I laver i fællesskab.

Kærlig hilsen