Kæresten bryder forholdet efter 10 år

Spørgsmål

Fold ud

Hej parvis

Jeg skal forsøge at gøre det så kort jeg kan. Men jeg er DYBT fortvivlet og ulykkelig.
Min kæreste gennem 10 år vil pludselig ikke mere. Vi købte for 2 år siden vores drømmehus sammen, og nu skal det sættes til salg, og jeg forstår ikke noget som helst. Han siger der ikke er nogen anden, og det må jeg gå ud fra er sandheden.

Jeg har igennem sommeren godt kunne mærke, at han var mere afvisende og mentalt fraværende end han normalt er. Men jeg tog det for at være en af de altid eksisterende downs i et parforhold og konfronterede ham også med det, men han sagde ikke rigtig noget. Jeg har to teenage-drenge fra et tidligere ægteskab, som han har taget til sig, som var de hans. Han har ikke selv børn, og er 11 år yngre end jeg.

For mig er et forhold fyldt med op og nedture, nogen dage er det fedt og andre dage tæt på det værste der findes. Men man arbejder sig igennem det, og man ved man kan regne med den anden.

Men han mener, jeg ikke kan give ham det han ønsker af et parforhold, tosomhed, glæde, fred og ro.

Der har været mange kampe i vores forhold. Bl.a. exmand, der var umulig at samarbejde med, hvilket gjorde mig utrolig sårbar og ulykkelig i længere tid, og som gjorde, at vi har haft børn 24 timer i døgnet de sidste 6½ år, og uden netværk. Det har naturligvis været hårdt ingen frihed at have til at lave ting sammen, bare ham og jeg. Det var betingelserne dengang, men nu lysner det, de er så store, at vi kan tage i byen hos venner, og på enkelte overnatninger.

For ham er det hele for sent. Han mener, at han har sagt, det ikke var holdbart. Men jeg føler ikke, at vi har forsøgt at ændret på det. Jeg er slet ikke der.

Jeg mener, at vi nu kan det, vi gerne vil. Jeg synes ikke, han har sagt eller gjort noget for at ændre på de ting, der har været problemer.

Hans diskussioner med børnene har været opslidende, ofte tæt på urimelige i mine øjne. Det har jo heller ikke hjulpet, at vi ikke har været enige om tingene omkring børnene.

Han kan intet positivt se, kun negativt. Jeg syntes, vi har så meget godt omkring og i os, men han har faktisk givet op. Hvordan kan man få ro i et forhold med 2 teenagere, villa, vovse og Volvo?

Jeg er muligvis stæreblind og dybt forelsket. Men jeg ved jeg elsker ham, og elsker ham nøjagtigt ligeså meget som jeg gjorde, da vi mødtes for 10 år siden. Så hvordan kan vi nu stå her med hele vores liv i ruiner, er det bare fordi jeg ikke har lyttet på ham? Hvad skal jeg dog gøre? Det må og kan da ikke bare ende sådan her.

Med venlig hilsen
”den fortvivlede”


Svar

Kære ”Fortvivlede”.

Tak for din henvendelse. Det er godt at du søger inspiration og hjælp udefra i det, som du ikke kan finde veje i.

Det er en ulykkelig situation du står i, hvor du stadig elsker ham, men han vil ikke mere. Så du spørger helt naturligt: ”Hvad gik galt, hvordan kom vi til at ende her og hvad skal jeg gøre”? Helt naturlige spørgsmål, som enhver i din situation ville stille sig selv.

Følelsesmæssigt overskud

Det er selvfølgelig vanskeligt for mig at give et entydigt svar på, hvad der er sket mellem jer. Men det jeg umiddelbart kommer til at tænke på, når jeg læser dit brev er, om jeres kærlighedsbeholder er fyldte. Og med kærlighedsbeholder mener jeg, om du og din kæreste følelsesmæssigt er fyldt op med positive følelser, der kommer af at føle sig set, hørt, anderkendt og elsket.

Ud fra det du skriver, fornemmer jeg, at din beholder er fyldt op med positive følelser. Du elsker stadig din kæreste, bor i drømmehuset og har det fint med hus, børn og bil.

Men dette er måske ikke tilfældet for din kæreste. Jeg tror, han kører på lav tank, så der ikke er noget følelsesmæssigt overskud tilbage til hverken dig eller dine drenge.

Kærlighedssprog

Det kan være forskelligt, hvad der fylder vores kærlighedsbeholder op. Man taler om fem forskellige kærlighedssprog, som du kan læse mere om her – 5 kærlighedssprog.

For at fylde kærestens beholder op med energi og positive følelser, skal du tale hans kærlighedssprog, som giver mening for ham. Hvis du ikke taler hans kærlighedssprog, så får han ikke fyldt noget i sin beholder, også bliver den med tiden tom.

Måske er det dét, der er sket mellem jer? Dine intentioner kan have været de bedste i verden, og du har talt til din kæreste på det kærlighedssprog, som du selv forstår, men alligevel føler han sig ikke elsket. Hans kærlighedssprog er måske et andet end det du taler? Ved du, hvordan du får ham til at føle sig lsket og betydningsfuld?

Kommunikation

Det er selvfølgelig også vigtigt at I taler sammen i dagligdagen på en god måde, så I hver dag ser hinanden og lytter til hinanden. Det kan være, at I skal indføre en tid sammen efter arbejde, eller hvornår det nu passer ind i jeres program, hvor I bare er jer to der snakker sammen uden børn, uden fjernsyn, uden computer, telefon, avis mv?

Bestem jer for, at der ikke må være noget, der stjæler opmærksomheden, når I prioriterer fælles tid til samtale. Her er det meningen, at I kan spørge ind til hinanden og mærke efter, hvordan I har det sammen og hver for sig.

Hvilke håb og drømme har kæresten?

Som jeg fornemmer ud fra dit brev, har du ikke hørt din kæreste fortælle, hvad det er han ønsker anderledes, eller hvad han godt kunne tænke sig. Det kan du prøve at spørge ind til, og håbe han vil lukke op for. Hvad drømmer din kæreste om? Drømmer han om andet end villa, vovse og Volvo? Hvilke håb og drømme har han i sit liv og i et parforhold? Måske er han kommet til at gå på kompromis med nogle af sine drømme efterhånden som jeres familieliv har udviklet sig?

Tag udgangspunkt i dig selv

Når I snakker sammen, så tag altid udgangspunkt i dig selv. Sig f.eks.: ”jeg kunne godt tænke mig, at…”.
Undgå at sige: ”du gør, siger, vil…”. Da det meget hurtigt kan komme til at lyde som en anklage.

Læs videre om kommunikation i artiklen her: Kommunikation – opbyggende eller nedbrydende?

Og husk samtidig på, at du ikke kan lave din kæreste om, men du kan starte en forandring hos sig selv.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til at arbejde videre. Evt. kan I prøve at læse det sammen. For opfordringen til at tage udgangspunkt i sig selv, går naturligvis begge veje.

Læs også følgende svar, som er givet:
Min kone elsker mig ikke mere
Vores kærlighedsbeholdere er tomme, hvordan fyldes de op?

Kærlig hilsen